I den kommende uge er der biografpremiere på en ny stærk film om Mikkel fra Esbjerg, der forsøger at finde vej i livet, efter at flere års seksuelle overgreb i hans barndom har lagt et tungt mørke over ham.
Både Mikkel og hans mor har været på besøg i Radio Victorias podcaststudie til en ærlig og følelsesladet snak om baggrunden, kampen – og ikke mindst håbet med filmen. Det blev til et af de mest rørende besøg, som Radio Victorias Henrik Dinesen, har oplevet igennem mere end 30 år som studievært.
Filmen ”Mikkels Kamp Mod Dæmonerne” kan opleves lørdag d. 16. marts hos Nordisk Film Biografer Esbjerg, hvor Mikkel laver et oplæg til filmen. Derudover vises filmen d. 19. og 20. marts – alle dage kl. 19.00.
Mikkel har fundet modet til at stå frem – nu er håbet, at hans barske historie kan hjælpe andre.