Hør også vores Grib dagen podcast

Se musiknoter

Dette var vandreruten, som Mik og Matt oprindeligt havde planlagt i Google Maps.

"Når man går ud i naturen, slipper man ikke væk fra det hele. Når man vender tilbage, kommer man hjem til det, der er vigtigt. Man kommer hjem til sig selv."

Det citat – af Peter Dombrovskis – rammer meget præcist den oplevelse, Mik fortæller om her i Grib Dagen Plus, som er et supplement til Grib dagen episode 15:

"Som teenager havde jeg ét mål i livet: Mit liv skulle være et eventyr. Verden derude var min legeplads. Jeg drømte om høje bjergtinder, store vidder og oplevelser, der kunne mærkes i kroppen. Jeg var 16 år, da jeg første gang drog af sted med rygsæk og telt sammen med en ven – på interrail gennem Europa. Kort efter stod vi midt i de schweiziske Alper, og for to unge danskere, opvokset med bløde bakker og trygge rammer, var det overvældende.

Jeg var draget af bjergtinderne. Af vidderne. Af kanten. Af følelsen af at stå dér, hvor liv og død kun er adskilt af få centimeter. Det giver en meget konkret fornemmelse af at være til.

Den dragning har fulgt mig hele livet. Så da min søn Matt – netop færdig med studentereksamen – sagde, at han gerne ville tage den trekking-tur, jeg så ofte havde talt om, til Cradle Mountains i Tasmanien, var jeg ikke i tvivl: Det skulle vi gøre! Far og søn. På bjergvandring.

Planlægningen gik i gang. Udstyr, ruter, overnatning, mad. Hjemmesider med advarsler. Krav fra parkmyndighederne. Overland-Tracket i Cradle Mountain er kendt, men også berygtet. Vejret kan slå om på minutter. Alene i år var fire mennesker omkommet i området.

Allerede på vej derop mærker vi det. Kulden. Vinden. Afstanden til Sydpolen. Og en helt konkret erkendelse: Når man kører i elbil i bjergene, er rækkevidde relativ. Op ad bakke forsvinder kilometerne hurtigt.

Vores "base camp" - en campingplads nogle få kilometer fra trekking-området - er isnende kold. Tæerne fryser. Men vi tager hurtigt ved lære, blandt andet med erfaringen at tre par sokker er bedre end ét. Og vi lærer værdien af at tage en pause og lade op.

Da vi den næste dag begiver os op i bjergene, er vejret imod os. Sne, regn, voldsom vind. På et tidspunkt står vi foran en glat klippevæg med afgrund nedenfor. Det er præcis den situation, vi dagen før havde lovet hinanden at vi ville undgå. Men nu står Matt allerede på den anden side, så der er kun én vej og det er fremad. Ét skridt ad gangen. Uden at kigge ned.

Efter seks timers vandring – i noget der skulle have taget tre – finder vi hytten. Scott Kilvert Hut. Tom. Kold. Men med brænde, kul og en ovn. Træhytten blev bygget til minde om to mænd, der omkom i en snestorm netop dér.

Alt vores udstyr og tøj er gennemblødt. Soveposerne drypper. Også tændstikkerne er våde. Temperaturen inde i hytten er to grader. Vi ryster af kulde.

Til sidst lykkes det at få gnisten fra en våd tændstik til at fænge - ved at dyppe trædelen af en tændstik i sprit. Det er fantastisk at se de første flammer. Ovnen kommer i gang. Temperaturen stiger. Det samme gør humøret.

Nogle timer senere ankommer et par fra Singapore. De er lige så lettede over at se ild, som vi er over at se dem. Næste morgen laver de kaffe. Den bedste kop kaffe, jeg har smagt i årtier.

Resten af turen bliver anderledes. Imponerende panoramaer. Sne og sol. Regnbuer. En stor sort fugl, der kommer helt tæt på.

Når man har været kold, våd og presset, bliver småting ubetydelige. Det sætter livet i perspektiv. Og det gør noget ved os begge – ved vores relation og ved vores samtaler. Uden mobildækning er der jo kun to ting at gøre på sådan en trekkingtur: at vandre, og at tale sammen.

Vi lærer også noget om at rejse langsomt. At køre Tasmanien rundt i en ældre elbil med begrænset rækkevidde tvinger os til at stoppe relativt ofte for at lade op. Så fik vi får besøgt cafeer, talt med lokale. Gået på små kunstudstillinger. Vi oplever steder, vi aldrig ville have set ellers. Langsomheden viser sig at være en gave.

At gribe dagen handler ikke om at være effektiv. Det handler om at være til stede i nuet. Om at mærke livet, mens det folder sig ud.

Har du lyst til at blive den næste, der tager plads i Grib dagen podcast-lænestol?
Kontakt os på [email protected] og fortæl lidt om hvordan DU griber dagen!