Grib dagen Plus: Cradle Mountains og naturen som passage
Et supplement til episode 15 om eventyr, nærvær og det at komme hjem til sig selv.
I denne Grib Dagen Plus tager Mik os med på en rå og nærværende far-og-søn-trekking i Cradle Mountain, Tasmanien.
Med sin elbil og færgen mod syd begynder et eventyr, der hurtigt stiller krav.
Kulde, storm, sne og udsathed skubber det uvæsentlige væk og sætter relationen i fokus.
Uden mobildækning er der kun to ting at gøre: at vandre – og at tale sammen.
Om grænser, langsomhed og tillid. Og om hvad der sker, når livet mærkes helt tæt på.
Christian deler også en lille fortælling om at stå midt i naturens elementer.
00:00
Intro-jingle & Mik byder velkommen
0:44
Grib Naturen.
Som teenager drømte Mik om eventyret – om bjergtinder, vidder og oplevelser, der kunne mærkes i kroppen. Den dragning mod kanten, hvor liv og nærvær blev helt konkret, har fulgt ham hele livet.
Så da hans søn Matt ville med på trekking i Cradle Mountain, var der ingen tvivl: Far og søn. Af sted.
02:25
Planlægningen gik i gang. Udstyr, ruter, overnatning, mad. Hjemmesider med advarsler. Krav fra parkmyndighederne.
03:48
Hallo Tasmanien!
Færgeoverfart til Tasmanien med Miks elbil som den trofaste ganger på vej mod Cradle Mountains.
05:28
Første nat i basecamp.
Allerede på vej derop mærker de kulden og vinden. Og en helt konkret erkendelse: Når man kører i elbil i bjergene, er rækkevidde relativ. Op ad bakke forsvinder kilometerne hurtigt. Og imens der bliver talt om frihed i bilen.
08:24
Forholdsregler for turen bliver gennemgået. Og så er vandreturen igang. Mik og Matt begiver sig op i bjergene, og vejret udfordrer dem. Sne, regn, voldsom vind. Der er kun én vej og det er fremad. Ét skridt ad gangen. Uden at kigge ned i afgrunden.
14:54
Seks timers vandring og Mik og Matt ankommer til Scott Kilvert Hut. Tom. Iskold. Alt er vådt. Soveposerne drypper. Tændstikkerne er døde.
17:25
Reflektion
Når man har været kold, våd og presset, bliver småting ubetydelige. Det sætter livet i perspektiv. Og det gør noget ved Mik og Matt – ved deres relation og ved deres samtaler.
21:33
Naturen som redningsplanke – Christians nat i orkanstyrke, lynshow og den klare ro bagefter.
25:53
Mik og Christian taler om deres nye erfaringer om naturen og menneskets belønningssystem.
40:43
Mik reflekterer over sin beslutning over at rejse klimavenligt og dermed opdage alle de positive oplevelser ved slowtravel. Christian melder sig som stor tilhænger af slowtravel.
51:29
I hamsterhjulet mister Christian noget af sig selv. Valget om at træde ud bliver taget i Danmark – og leves i Australien. At gribe dagen kræver opmærksomhed på nuet. Mik fortæller om naturen som åbner for møder med andre mennesker og oplevelser, der sætter sig fast.
Hør også vores Grib dagen podcast
Se musiknoter
Mik og Matts vandrerute den første dag.
Hvis du kunne tænke dig at vandre i Tasmaniens Cradle Mountains, så kan du finde mere information på parks.tas.gov.au
Klik her for at se større kort.
Dette var vandreruten, som Mik og Matt oprindeligt havde planlagt i Google Maps.
"Når man går ud i naturen, slipper man ikke væk fra det hele. Når man vender tilbage, kommer man hjem til det, der er vigtigt. Man kommer hjem til sig selv."
Det citat – af Peter Dombrovskis – rammer meget præcist den oplevelse, Mik fortæller om her i Grib Dagen Plus, som er et supplement til Grib dagen episode 15:
"Som teenager havde jeg ét mål i livet: Mit liv skulle være et eventyr. Verden derude var min legeplads. Jeg drømte om høje bjergtinder, store vidder og oplevelser, der kunne mærkes i kroppen. Jeg var 16 år, da jeg første gang drog af sted med rygsæk og telt sammen med en ven – på interrail gennem Europa. Kort efter stod vi midt i de schweiziske Alper, og for to unge danskere, opvokset med bløde bakker og trygge rammer, var det overvældende.
Jeg var draget af bjergtinderne. Af vidderne. Af kanten. Af følelsen af at stå dér, hvor liv og død kun er adskilt af få centimeter. Det giver en meget konkret fornemmelse af at være til.
Den dragning har fulgt mig hele livet. Så da min søn Matt – netop færdig med studentereksamen – sagde, at han gerne ville tage den trekking-tur, jeg så ofte havde talt om, til Cradle Mountains i Tasmanien, var jeg ikke i tvivl: Det skulle vi gøre! Far og søn. På bjergvandring.
Planlægningen gik i gang. Udstyr, ruter, overnatning, mad. Hjemmesider med advarsler. Krav fra parkmyndighederne. Overland-Tracket i Cradle Mountain er kendt, men også berygtet. Vejret kan slå om på minutter. Alene i år var fire mennesker omkommet i området.
Allerede på vej derop mærker vi det. Kulden. Vinden. Afstanden til Sydpolen. Og en helt konkret erkendelse: Når man kører i elbil i bjergene, er rækkevidde relativ. Op ad bakke forsvinder kilometerne hurtigt.
Vores "base camp" - en campingplads nogle få kilometer fra trekking-området - er isnende kold. Tæerne fryser. Men vi tager hurtigt ved lære, blandt andet med erfaringen at tre par sokker er bedre end ét. Og vi lærer værdien af at tage en pause og lade op.
Da vi den næste dag begiver os op i bjergene, er vejret imod os. Sne, regn, voldsom vind. På et tidspunkt står vi foran en glat klippevæg med afgrund nedenfor. Det er præcis den situation, vi dagen før havde lovet hinanden at vi ville undgå. Men nu står Matt allerede på den anden side, så der er kun én vej og det er fremad. Ét skridt ad gangen. Uden at kigge ned.
Efter seks timers vandring – i noget der skulle have taget tre – finder vi hytten. Scott Kilvert Hut. Tom. Kold. Men med brænde, kul og en ovn. Træhytten blev bygget til minde om to mænd, der omkom i en snestorm netop dér.
Alt vores udstyr og tøj er gennemblødt. Soveposerne drypper. Også tændstikkerne er våde. Temperaturen inde i hytten er to grader. Vi ryster af kulde.
Til sidst lykkes det at få gnisten fra en våd tændstik til at fænge - ved at dyppe trædelen af en tændstik i sprit. Det er fantastisk at se de første flammer. Ovnen kommer i gang. Temperaturen stiger. Det samme gør humøret.
Nogle timer senere ankommer et par fra Singapore. De er lige så lettede over at se ild, som vi er over at se dem. Næste morgen laver de kaffe. Den bedste kop kaffe, jeg har smagt i årtier.
Resten af turen bliver anderledes. Imponerende panoramaer. Sne og sol. Regnbuer. En stor sort fugl, der kommer helt tæt på.
Når man har været kold, våd og presset, bliver småting ubetydelige. Det sætter livet i perspektiv. Og det gør noget ved os begge – ved vores relation og ved vores samtaler. Uden mobildækning er der jo kun to ting at gøre på sådan en trekkingtur: at vandre, og at tale sammen.
Vi lærer også noget om at rejse langsomt. At køre Tasmanien rundt i en ældre elbil med begrænset rækkevidde tvinger os til at stoppe relativt ofte for at lade op. Så fik vi får besøgt cafeer, talt med lokale. Gået på små kunstudstillinger. Vi oplever steder, vi aldrig ville have set ellers. Langsomheden viser sig at være en gave.
At gribe dagen handler ikke om at være effektiv. Det handler om at være til stede i nuet. Om at mærke livet, mens det folder sig ud.
Har du lyst til at blive den næste, der tager plads i Grib dagen podcast-lænestol?
Kontakt os på
[email protected] og fortæl lidt om hvordan DU griber dagen!
