Lena Ravn Davidsen er lærer i Ilulissat. Hun sidder i kommunalbestyrelsen og er engagereret i frivilligt arbejde både lokalt og på landsplan. Hendes ønske om at hjælpe andre bunder i, at hendes storebror hængte sig, da hun var 14 år.  Hun hjalp sin far med at skære rebet over. Både hendes forældre, hendes søster og hun selv var i sorg, men på hver sin måde, og de formåede ikke at tale om det eller række ud til hinanden.

Lenas mor druknede sorgen i alkohol, men kom efter fire år i behandling – og først der fik de hjælp til at bearbejde selvmordet – behandlingen gjorde, at Lena for første gang siden dødsfaldet tillod sig selv at grine og komme i kontakt med sine følelser.

Hun vil gøre alt for, at andre ikke oplever det samme – og hvis det alligevel sker, at de får den nødvendige hjælp og støtte og mulighed for at snakke om sorg og selvmord og på den måde bryde tabuet om selvmord.

Lena siger, at tabuet blandt andet lever, fordi det ikke er naturligt for en grønlænder at tale om følelser. Familiens sorg ødelagde så meget i hende, at hun ikke var klar til at gå i gymnasiet og tage en uddannelse, før hun havde fået det bearbejdet.

Da begge forældre senere døde med kort tids mellemrum, ramte det igen hårdt, men hun sørgede for åbenhed, og for at give sine egne børn omsorg og mulighed for at snakke om det. Alligevel glemte hun sig selv og fik mavesår. Det var her, at Lenas læge tog fat i hende og talte om det.

I hendes håndboldklub var der pludselig en stime af selvmord, derfor fik hun oprettet sorggrupper styret af en psykoterapeut. Senere fandt hun ud af, at det havde forhindret flere selvmord.

Hun taler om, at selvmord ligefrem kan ”smitte” – at det bliver en løsning. Det arbejder hun på at stoppe.

Er du ramt af sorg – eller er en af dine nærmeste – så læs mere om Aliasoqatit – Sammen om sorg: https://aliasoqatit.gl/

Har du mulighed for det, kan du deltage i Sorgcafé i Nuuk, du kan skrive til Brevkassen om sorg og  til Chatten om sorg https://aliasoqatit.gl/aliasuuteqarnermi-tapersersoqatigiinneq/

Følg Aliasoqatit på Facebook.

 Er du i en livskrise, måske går du med tanker om selvmord, kan du også ringe til Tusaannga på (00299) 80 11 80. Eller du kan sms’e på 1899, hvis du hellere vil det. Tusaannga svarer hele døgnet alle ugens dage.

Paornánguaq Helene Kleist er journalist og har blandt andet været kommunikationschef for henholdsvis Mittarfeqarfiit og for Naalakkersuisut. I 2019 flyttede hun til Danmark med sin familie og arbejder i dag som selvstændig journalist - dog mest for grønlandske medier blandt andet som redaktør for Kvindemagasinet Arnanut, der udgives af Mediehuset Sermitsiaq.AG.

Hun og familien har mødt fordomme mod grønlændere, men siger, at det langtfra er alle danskere, der har fordomme.

”Jeg plejer at sige, at vi skal være som teflon, at vi ikke skal tage det til os, for det er ikke os, det handler om. Det er deres uvidenhed og fordomme, der skinner igennem”, forklarer hun og tilføjer, at de forsøger at angribe de fordomme, de møder, med humor.

En af grundene til, at familien Kleist bliver boende i Danmark, er, at de vil være der, hvor deres tre drenge er. Den ældste ville på gymnasiet i Danmark for at stå stærkere, når han bagefter ville læse videre, og den mellemste stod alligevel for at skulle på efterskole i Danmark.

Paornánguaq og hendes mand er enige om, at det er vigtigt at kunne støtte børnene i ungdomsårene, og at de har et hjem, der hvor familien er.

Inuuteq Bidstrup, 37 år, er multi-kreativ. Han var lærer på Nuuk Internationale Friskole, da Grønlandske Livshistorier talte med ham, men kort efter forlod han lærerjobbet for at leve af at fotografere og lave musik.  Efter et halvt års tid som freelance-fotograf har han valgt at fortsætte sin karriere i skoleverdenen, hvor han vil udvikle sin faglighed som viceforstander på Efterskole Villads Villadsen i Qasigiannguit.  Han har dybe rødder i den grønlandske mytologi, men er også kristen og tror på det. Inuuteq er født i Upernavik, uddannet matematik- og musiklærer på Grønlands Seminarium. På Nuuk Internationale Friskole stod han også for al medieundervisning og for it.  Han har stor tiltro til den grønlandske ungdom og synes, at de unge er langt mere aktive, end da han var ung. Han lægger mærke til, at de dyrker meget sport, går til musik, klaver, badminton og kunst ved siden af skolen, og at de er meget medieorienteret – de bruger det som et redskab til deres hverdag. Hans store stue er præget af hans arbejde som fotograf, men også af glæden ved kunst. Han siger, at han er meget visuelt orienteret – bl.a. generer det hans visuelle glæde, hvis tingene i stuen er for symmetriske. For ham danner matematikken forståelsen for blandt andet musikken.  Den grønlandske kultur og glæden ved naturen sidder dybt i ham samtidig med, at han må følge det moderne samfunds krav til at være præcis og overholde aftaler. Grønlandsk tid, det er fra solen står op, til den går ned, forklarer han. Han går ofte lange ture i fjeldene, mens nordlyset kaster sig hen over himlen. Det er ikke sådan, at kristendommen og mytologien kan forenes, men han tror på moralen i kristendommen, mens hverdagen er meget påvirket af de gamle myter. På hans arme er der masser af tatoveringer – hvor fotografiet spiller en af hovedrollerne.

Nuka Kleemann er rektor på Socialpædagogisk Seminarium, som har hovedkvarter i Ilulissat. Uddannelse er vejen frem for Grønland og for grønlændernes stadig bredere selvstændighed, fortæller han i denne podcast episode.

Hans egen skolegang begyndte fra den lille lokale skole i Upernavik, og han fortsatte noget modstræbende på skole i Danmark. Senere valgte han universitetet i Nuuk med studier i Kultur og Samfundshistorie. I hele sit arbejdsliv har Nuka Kleemann koncentreret sig om det humanistiske, om pædagogik, sociale forhold og uddannelse. Desuden har han engageret sig i idræt. Først i Taekwondo forbundet, og senere som mangeårig formand for Grønlands Idrætsforbund. Her arbejder han for den folkelige idræt, med målet om at Grønland bliver det mest fysiske land i 2030.

Der er en tradition i Ilulissat. To datoer, som har betydning for årets gang. Den 28. november, er den dag solen går ned, og så den 13. januar, som er den dag, hvor byen hilser solen tilbage. Den 13. januar samles det meste af byen på toppen af klippen Holmens Bakke for at se de spæde solstråler i få minutter, det sollys som varsler lysere tider.

Pia Nielsen er kemi- og fysiklærer på Mathias Storch Skole. Hun fortæller, i denne korte episode af Grønlandske Livshistorier, om mørketidens traditioner. Hun fortæller også, at hun i den mørke tid tager sine elever med ud for at se på stjernebilleder, både de alment kendte stjerner og inuit-stjernerne, som har vejledt og været er brugt kommunikationsværktøj.   

Lyt med på Elisa Evaldsen Christensen, Aasiaat. Elisa er engageret og populær studievejleder og adjunkt ved gymnasiet i Aasiaat. Hendes vejledning overfor de unge handler om alt hvad de studerende bokser med privat og studiemæssigt. Gymnasieeleverne kommer ofte langvejs fra, og deres hjemve, længsel og udfordringer fylder meget i en skole, som så samtidig kræver engagement, danskkundskaber og gode karakterer af dem. Elisa underviser også i faget kulturforståelse, og det er der brug for på en skole med hovedsagelig grønlandsk-sprogede elever og et flertal af danske lærere.

”Du skal lytte, og så lytte lidt længere, lidt dybere efter tavsheden, så kommer de dybere tanker og følelser frem,” siger Elisa her.

Elisa selv er født i 1965, og et gavebarn. Hendes mor i Østgrønland kunne ikke tage sig af hende, så otte måneder gammel blev hun foræret til en kvinde i Aasiaat. Så Elisa er vokset op hos en kærlig familie i Aasiaat. De gav hende støtte til at uddanne sig først på Inuit Institute i Nuuk, senere ved arkæologiske studier i København, som førte hende til museet i Aasiaat og siden videre med studier og kurser som gymnasielærer og studievejleder.

I denne podcast fortæller Elisa om arbejdet og engagementet på skolen og de mange udfordringer hun og eleverne står med i det daglige i en grønlandsk hverdag bygget efter og præget af det danske skolesystem.

Paula Jane Sakæussen er 18 år og en gymnasieelev, som skiller sig noget ud blandt de andre studerende på GUX Aasiaat. Hun er blevet skolens musikalske centrum med sit klavermusik, og ikke mindst sin gamle runde inuittromme, som hun rytmisk banker på, mens hun synger og danser. Paula har taget trommedansen op efter sin morfar, og hun har også lært sig strubesang. Det var via besøg på hendes børnehjem i Uummannaq, at hun lærte at bruge stemmen og struben både musikalsk og som en slags konkurrence mellem to i hurtighed. Den første der griner, har tabt!

Det betyder meget for Paula at have den musikalske kontakt med tidligere slægter og inuit-rødderne. Det er ligesom at sende et telegram!

Hun har levet et omtumlet liv, fra tvangsfjernelsen fra sin egen familie som otte årig, derefter nogle år på børnehjem i Nuuk og senere på børnehjemmet i Uummannaq, som er et helt specielt dejligt sted. Paula føler sig tryg og glad på børnehjemmet, og forstander Ann Andreassen er som en mor for hende. Efter gymnasiet vil Paula tilbage til børnehjemmet, og hun satser på en uddannelse, hvor hun kan hjælpe andre børn og unge som starter livet som hun gjorde.

Hør Paula synge og fortælle i denne podcast episode af Grønlandske Livshistorier.

Som barn i Nanortalik samlede Majken Djurhuus Poulsen på mange forskellige sten. Nu er hun ph.d.-studerende i Nuuk med speciale i østgrønlandske rubiner. Hun fortæller om at forlade familien for at læse i Danmark, om sin fascination af sten, og at nogle af verdens ældste bjergarter findes i Grønland og dermed er med til at fortælle Grønlands geologiske historie. Hør Majken Djurhuus Poulsen fortælle om, hvordan hun som fire-fem-årig så en nedlagt mine og blev optaget af, at man kunne arbejde inde i et hul i fjeldet. På det tidspunkt var hun blevet betaget af granater, som hun kunne gå og finde på byens fodboldbane. Men hun samlede mange sten, og i dag kan hun se, at hun allerede dengang var interesseret i smykkesten. Mange af de sten, hun fandt som barn, har hun stadig til at ligge fremme i sin stue. Hun endte med at læse geologi i Danmark, og hver gang der var mulighed for det, lavede hun opgaver om den grønlandske geologi. Da hun skulle lave sin hovedopgave, valgte hun at studere nogle særlige askelag, man kan finde på Nykøbing Mors i Danmark, men som fortæller om dannelsen af vulkanske lag i både Island, Færøerne og Grønland. Efter sin kandidat-eksamen fik hun arbejde på GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, hvor hun skulle undersøge, hvordan man kan finde ud af, at en rubin kommer fra Grønland og ikke fra et andet sted i verden. I dag arbejder hun for GEUS i Nuuk, samtidig er hun i gang med at tage en ph.d. ved Københavns Universitet. Majken er blandt de forskere i verden, der ved mest om rubiner. Især er hun optaget af østgrønlandske rubiner, men hun drømmer om selv at få en smykke-rubin fra Nuuk- eller Fiskenæsområdet, blandt andet fordi de er nogle af verdens ældste. I podcasten fortæller hun om mange af de grønlandske sten. Hun springer hjemmevant i tiden, når hun fortæller om sten, der er 3,5 milliard år gamle og dermed blandt verdens allerældste, og nogle, der kun er 70 millioner år gamle og tilbage fra dengang Grønland og Færøerne rev sig løs fra Norge og Sverige, og Nordatlanten åbnede sig, så Grønland og de øvrige nordiske lande langsomt fik den placering, vi kender i dag. Selv om hun hele sit liv har været optaget af sten, så var det hårdt at læse i Danmark. Som studerende har man kun ret til en årlig hjemrejse – og selv om hendes far blev alvorligt syg, gennemførte hun studierne. Hun fortæller, at de danske studerende slet ikke kan sætte sig ind i, hvilket afsavn de grønlandske studerende lider.

Birte Olsen læser kultur- og samfundshistorie på Grønlands Universitet, serverer på cafe og laver 3D-billeder på Nationalmuseet. Hun drømte om at få en kernefamilie, men erkendte, at hun er til piger. Da hun fortalte det til sine forældre, sagde de, at det havde de længe vidst. Hør selv Birte fortælle om sin proces, sine valg og sit liv. I dag bor hun i et tæt pakket kollegieværelse i Nuuk med bad og køkken – og en stor fryser, som hendes far fylder med friskfanget laks, torsk, rensdyr og moskus. Da forældrene ventede Birte, boede de i Nuuk, men tog til Sisimiut for at føde Birte, fordi hun skulle til verden der, hvor hendes forældre selv var født. De boede i Nuuk de første otte år af Birtes liv, inden de flyttede til Sisimiut, hvor Birte er opvokset og fik studentereksamen. Hun havde en fornemmelse af, at hun var mere tiltrukket af piger end af drenge, men fortrængte det. Hun ville være som de andre og have en traditionel kernefamilie med mand og børn. Det troede hun helt frem til 3. g, men fra at være den udadvendte glade pige, isolerede hun sig på sit kollegieværelse og gravede sig ned i et hul. Langsomt kom erkendelsen, at hun var til piger, men hun vidste ikke rigtig, hvem hun skulle snakke med om det, derfor gik hun og samlede kræfter. Det var svært, fordi det at skuffe sine forældre var noget af det sidste, hun ville. Det endte med, at hun skrev en lang sms til sin mor på et tidspunkt, da hun vidste, at moren var alene på et hotelværelse i Maniitsoq. Moren var lykkelig over, at Birte endelig kunne sige det højt, og forældrene var ikke overraskede. Faktisk fortalte de, at det havde de længe vidst, men at de ikke have sagt noget, fordi de ville have, at hun selv skulle erkende det. I dag læser hun kultur- og samfundshistorie på Grønlands Universitet i Nuuk, hvor hun også bor på kollegium. Ved siden af studierne arbejder hun på Cafe Toqqorfik i Nuuk samt på Grønlands Nationalmuseum, der ligger skråt overfor. Her er hun projektmedarbejder for ”Ersersaaneq”, hvor hun laver 3D-billeder. Formålet med projektet er at digitalisere og samle grønlandske genstande fra hele verden på en webbaseret database. Ellers samles hun med sine venner. De hygger sammen og laver små projekter indimellem. Hun håber på en fremtid i Grønland, men udelukker ikke, at hun også kommer til at bo uden for Grønland i perioder. Hun drømmer om et Grønland, der er mere moderne, med færre tabu og flere folk, der står ved hvem de er. Desuden håber hun, at grønlænderne bliver bedre til at udtrykke følelser og passe på hinanden. Når Birte fortæller sin historie til Grønlandske Livshistorier, er det for at kunne fortælle andre, at de skal lytte efter, hvordan de føler inderst inde. ”Det er kun sejt at være anderledes. Der er intet galt med den ’traditionelle’ kernefamilie, men verden er også meget større end bare det,” siger hun efter interviewet.

Eleonora Johansen underviser i grønlandsk og i kulturfag på GUX, gymnasiet i Nuuk. Og hun elsker det job, og de unges nysgerrighed og interesse for sproget og kulturen. Hun er i gang med at udarbejde sit eget kompendie for at målrette undervisningen på grønlandsk og finde det bedste materiale både når det gælder sproget og når det gælder en seriøs og ordentlig introduktion til den grønlandske kultur.

Selv opfatter hun sit liv som en evig læringsproces fra hun som 13 årig blev sat på båden fra Sydgrønland og til Danmark, mødet med en helt anden kultur, senere også arbejdet i Nordatlantens hus, i Nationalmuseet og studierne i eskimologi.

Eleonora er 61 år, og efter mange år i Danmark, besluttede hun sig for, at når den yngste af hendes to sønner blev 18 år, så ville hun flytte til Nuuk. Her bor hun så i dag med sin mand, og han kommer fra Færøerne.

”De unge skal være stolte af deres land, deres sprog og kultur. Det er det jeg gerne vil bidrage med,” siger Eleonora Johansen, og det er vigtigt, at gøre en indsats for det grønlandske sprog ellers forsvinder det.

Hør hendes historie i Grønlandske Livshistorier: