I ellevte afsnit af podcasten mødes Louise Klinke Øhrstrøm med teolog Mia Rahr Jacobsen for at tale med hende om Julian af Norwichs ellevte vision, hvor Julian ser Maria for sig – og om de kapitler af "Kærlighedens åbenbaring", hvor Julian skriver om Gud som moder og blandt andet sammenligner Kristi lidelser med fødselssmerter.
Mia Rahr Jacobsen er præst i Sankt Jakobs Kirke i København og beskæftiger sig netop meget med tro og køn. Med udgangspunkt i Julians ellevte vision taler Louise og Mia om mange forskellige måder at opfatte Maria på og om, hvordan de forskellige fortolkninger kan præge forestillinger om køn. I anden del af afsnittet taler de om køn i forhold til Gudsbilleder ud fra Julians tanker om Gud som både fader og moder - og om, hvad feministisk teologi kan.
LIDT OM JULIAN AF NORWICH:
Julian af Norwich levede som rekluse (en slags eneboer) i en celle i Sct. Julian's Church i Norwich i England i slutningen af 1300-tallet. Hun er opkaldt efter kirken, fordi man ikke kender hendes rigtige navn. Til gengæld har man masser af tekst fra hendes hånd og de to versioner af "Showing of love" ("Kærlighedens åbenbaring", da., Boedal 2010) er de første engelske tekster, man med sikkerhed ved er skrevet af en kvinde. Teksterne handler om de seksten visioner, Julian fik i 1373 og har vakt interesse både hos historikere, teologer, psykologer, filosoffer og forfattere.
Forfatter og cand.mag.litt. Louise Klinke Øhrstrøm står bag den første danske oversættelse af teksterne, boede i 2011-13 i Norwich for at studere teksterne yderligere og holder jævnligt foredrag om Julian.
Udgivet: 29/11 - 2019
Links: Julian af Norwich: ”Kærlighedens åbenbaring” - oversat af Louise Klinke Øhrstrøm, Forlaget Boedal, 2010:
https://www.boedal.dk/shop/30-forlaget-boedal/572-kaerlighedens-aabenbaring/
Nyheder om foredrag om Julian af Norwich mm.:
https://www.facebook.com/forfatterlouiseohrstrom