Da filosof og forretningsmand Morten Albæk oplevede stigende popularitet, begyndte han langsomt også at glide lidt væk fra sin kerne. Det resulterede i, at han fejlede, svigtede og sårede andre mennesker – noget, der har fyldt ham med sorg og skam. I dag øver han sig på at leve sit liv med et lyst og let sindelag i håb om, at hans børn vil arve det fra ham, når han en dag er død.

I samtalen taler de to også om hans opvækst som venneløst barn i Uggerby, og hvordan det, at universet er næsten 14 milliarder år gammelt, fylder Morten Albæk med mening.

Skuespiller Ulla Henningsen har i dele af sit liv kæmpet med at føle sig til rette i tilværelsen. Den erkendelse ramte hende, da hun var i tyverne, hvor hun en dag lå og kiggede op på stjernerne.

Her fik hun den sørgmodige fornemmelse, at hun var tættere forbundet med stjernerne end med mennesker på jorden.

Den erkendelse læner sig op ad Ulla Henningsens udfordringer med at skulle passe ind i forskellige roller i livet.

Hun har haft svært ved at skulle være kæreste, mor, menneske og kvinde.

Særligt udfordringerne med rollen som kvinde kan Sørine genkende, men begge har også fået en større ro med deres plads i tilværelsen, i takt med at de er blevet ældre.

Frank Hvam voksede op på en gård, hvor legekammerater var en sjældenhed. Han skulle være dyrlæge, men stik imod faderens budskab om, at han ikke var sjov, valgte han efter lang tids tøven at forfølge drømmen om at blive komiker. Det blev starten på en lang og ensom kamp.

I afsnittet genbesøger Sørine og Frank også den et-stjernede anmeldelse, som hun gav "Klovn"-filmen, og taler om, hvad der er vigtigt, hvis intet er for fint til at blive gjort til grin.

Til sidst i afsnittet fortæller Frank Hvam historien om, hvordan virkelighedens Frank Hvam havde en bizar oplevelse til sin fars urnenedsættelse, der mest af alt minder om en scene fra "Klovn".

Forfatter Eva Tind var et år gammel, da hun blev sat på en flyver fra Pusan i Sydkorea til Danmark, hvor resten af hendes liv har udspillet sig. Hun fortæller om de mange spørgsmål og refleksioner, hendes liv har været præget af, fordi myndighederne havde skåret båndet mellem hende og hendes ophav over. Og så fortæller hun, hvorfor sætningen "slægt skal følge slægters gang" i salmen Dejlig er jorden får hende til at græde.

Tidligere cykelrytter og politiker Brian Holm var et skrøbeligt og usikkert barn. Han gik til talepædagog, fik tæsk i skolen, og nederlag var en fast del af at gå til sport. Men midt i modgangen opdagede han, at han trods modstand og smerte var i stand til at klare sig igennem livet. Han brugte sit mindreværd og vreden som sin livskraft. Det gav ham en flot cykelkarriere, og lige siden har han brugt den drivkraft til at klare sig, når livet tester ham. Som da han var tæt på at dø af tarmkræft i 2004, eller da han blev anklaget - og senere frifundet - for blufærdighedskrænkelse af en mindreårig pige.

Skuespiller Peter Mygind mistede sin mor, Jytte Abildstrøm, på årets anden dag. Han var ved hendes side, da hun døde. I dagens afsnit forholder Mygind sig til et liv på jorden uden sin mor, og om hun lever videre, selvom hun er taget herfra. Han fortæller også om den ensomhed, han oplevede som barn. For mens moderen prædikede solidaritet og kærlighed på tv, sad han derhjemme og følte sig ensom. Noget, der kun blev forstærket, da forældrene sendte ham på drengekostskole i Schweiz og ikke ringede til ham den første måned. På kostskolen fandt han dog en indre styrke ved et simpelt trick, og det har han brugt lige siden.

Forsangeren i Blaue Blume, Jonas Schmidt, har hele livet kæmpet med sin følsomhed. Som barn led han af angst, hvilket udviklede sig til en depression, da han var i tyverne, og bandet stod over for deres store gennembrud. Siden har han dog ladet lyset og livskraften vinde over mørket i ham. Sammen med Sørine diskuterer han også, om det udelukkende er en god ting at være en “følsom dreng”, som Jonas synger det på bandets nyeste album.

Da kommunikationschef Anna Thygesen var 21 år, havde hun mistet begge sine forældre til selvmord. På trods af den ufattelige sorg, som tabet af forældrene medførte, var hun hurtigt til at tilgive dem begge. For deres opdragelse af hende og den store kærlighed, de altid havde givet hende, var det, der gav hende styrken til at klare sig igennem tabet af forældrene. På den måde gav forældrene hende en ballast så god, at hun kunne klare selv det, at de blev så syge, at de valgte livet fra. Siden har Anna Thygesen gjort det til sin livspligt at vise sine forældre, som begge havde et skrøbeligt sind, at de havde fået et stærkt barn, som var i stand til at leve livet på trods af deres valg. Derfor har hun heller aldrig selv været bange for, at hun skulle ende samme sted som dem.

Tv-vært Anne Hjernøe mistede sin mand gennem 30 år, Jens Folmer Jepsen, i oktober. For første gang taler hun om sin oplevelse i forbindelse med mandens sygdomsforløb. Hun fortæller om, hvordan de sammen fik den idé at invitere til gravøl, mens han stadig var i live. De inviterede deres 50 nærmeste til farvelfest for Folmer – en barsk og smuk dag fuld af livskraft. Anne Hjernøe kommer også ind på, hvordan tiden efter sin mands død har været, og om hun tror på, hvorvidt de to skal mødes igen en dag.

Jan Gintberg troede, han skulle skrive udleverende bøger og bidske stand-up shows om forældrenes svigt af ham i barndommen. Han ville af respekt bare lige vente, til de ikke var her mere. Men da først moderen og derefter faderen døde, skete der noget, Jan Gintberg ikke selv havde regnet med. Svigtet, vreden og tankerne om bøger og stand-up shows blev begravet sammen med forældrene. I stedet tilgav han dem for alle deres fejl. Sørine og Jan taler også om hans krise over at få et barn med Downs syndrom, og så kommer de ind på en gammel fejde, de to havde i nullerne om ironi.