Efter to års krig har Israel og Hamas indgået 'første fase' af en USA-støttet fredsplan for Gaza. Aftalen (hvis den holder) indebærer, udover løsladelse af israelske gidsler og palæstinensiske fanger, tilbagetrækning af israelske tropper fra Gaza og indførsel af nødhjælp til enklaven.

Præsidenten for det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, har budt nyheden velkommen. Han har udtrykt håb om, at aftalen fungerer som "optakten til en permanent politisk løsning" mellem Israel og Palæstina.

Men hvad venter forude for Hamas?

En bestemmelse i den bredere fredsplan kræver en fuldstændig opløsning af gruppen - både som militant organisation og som civil administration. Det er svært at se, hvordan Hamas' ledelse kan forhandle sig igennem uden en form for afvæbning eller demobilisering.

Den israelske regering, med støtte fra USA og andre vestlige lande som Storbritannien, har gentagne gange sagt, at en fuld demobilisering af Hamas og organisationens militante fløj er den eneste acceptable løsning.

Det skaber et betydeligt dilemma for Hamas.

Hele gruppens eksistensberettigelse er at søge Israels ødelæggelse gennem vold. Der er ikke plads til fredelige, demokratiske midler i Hamas' målsætninger. Så hvis Hamas' ledelse skal gå efter en form for demobilisering, risikerer de at splitte organisationen i væbnede fraktioner, der vil fortsætte deres militante holdning overfor Israel.

Wall Street Journal rapporterer, at Hamas' chefforhandler, Khalil al-Hayya, samt andre politiske embedsmænd, der bor uden for Gaza, er klar til at acceptere demobilisering som en del af en bredere fredsproces.

Men analytikere vurderer, at andre ledere og militante, som stadig befinder sig i Gaza, muligvis er mindre villige til at gå på kompromis.

Hamas har vist sig bemærkelsesværdig modstandsdygtig gennem de forløbne to års krig i Gaza.

Amerikanske tal fra begyndelsen af 2025 viser, at Hamas rekrutterede op til 15.000 nye frivillige siden angrebene 7. oktober 2023, hvilket i høj grad har erstattet dem, gruppen har mistet siden konfliktens begyndelse. Mange af de rekrutterede vil formentlig være modvillige mod at strække våben efter at have mistet både familie og ejendom under krigen.

Samtidig er Hamas ikke den eneste væbnede palæstinensiske gruppe, der opererer i Gaza. Selvom Hamas stod i spidsen for angrebene 7. oktober mod Israel, bestod angrebsstyrken af militante fra flere forskellige grupper, blandt andet Palæstinensisk Islamisk Jihad, den marxist-leninistiske Folkefront til Palæstinas Befrielse, Al-Aqsa Martyrernes Brigader, den maoistiske Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina og den palæstinensiske Mujahideen-bevægelse.

En del af disse grupper, herunder Palæstinensisk Islamisk Jihad, menes at have sluttet sig til Hamas i fredsforhandlingerne med Israel. Andre er mindre villige til at deltage i forhandlinger.

Demokratiske Front for Befrielse af Palæstina har i en erklæring sagt, at organisationen afviser enhver form for internationalt mandat eller formynderskab i Gaza. Det inkluderer fremtidig involvering af den tidligere britiske premierminister Sir Tony Blair eller en international sikkerhedsstyrke.

Uden for Gaza må Hamas også overveje sin fremtid i palæstinensisk politik.

Den væbnede gruppe har haft kontrol over Gaza siden 2007. Men dens traditionelle modstander, Fatah, som Hamas fordrev fra Gazastriben i 2007 efter en blodig konflikt, har fortsat betydelig politisk indflydelse på Vestbredden gennem sin dominans i det palæstinensiske selvstyre.

Forholdet mellem Hamas og Fatah har været forholdsvis hjerteligt i de senere år.

Men Hamas kan frygte, at en demobilisering af organisationens væbnede styrker vil ændre magtbalancen i palæstinensisk politik og give det palæstinensiske selvstyre mulighed for at genoptage bestræbelserne på at genforene Gaza med Vestbredden under én samlet politisk ledelse.

Sammenlignelige eksempler viser, at afvæbning og demobilisering af oprørsgrupper er mulig - i det mindste delvist. I Nordirland demobiliserede den mi...