I et letoplyst lokale sidder seksårige Mikkel på en stol ved et lille bord. Mellem hænderne har han ler, som han former til delfiner, myrer og skildpadder.

Bag ved ham står hans forældre og udstopper et rådyr og en hvalros. Der lugter af døde dyr omkring ham, men han ænser det ikke.

Allerede som lille blev konservator Mikkel Høegh Post introduceret til dyrerigets magiske univers.

Hans forældre arbejdede nemlig selvsamme sted, hvor han i dag slår sine professionelle folder på Statens Naturhistoriske Museum under Københavns Universitet.

Mikkels far var konservator på museet i 52 år og moren i 25 år.

"Jeg var nok omkring seks år, da jeg første gang skar i et dødt dyr. Jeg mener, at det var en struds," fortæller han.

De mange gange, Mikkel var med forældrene på arbejde, gjorde ham vant til lugten af døde dyr, fra når de blev udstoppet og konserveret.

"Men det er sjovt, for jeg oplever tit, at praktikanter bliver dårlige af lugten herinde. I må altså også virkelig sige til, hvis I vil have en stol eller skal ud og trække lidt luft," siger han til Videnskab.dk's udsendte.

Og ja, lugten i lokalet, hvor Mikkel nu står og åbner maven på en krokodille, er tung og let sødlig. En lugt af død.

Vi stirrer på krokodillen, der ligger på bordet foran os. Den er stendød.

Mikkel har for et øjeblik siden slebet sine knive mod strygestålet som en vaskeægte slagter: Klar til dissektion.

Han er såkaldt 'macerations-ekspert' eller 'skeletmager' og står for at få kødet af knoglerne på alle mulige slags dyr.

Både mårhunde, grævlinger, oddere, pungdyr, hvaler, løver og elefanter har været under Mikkels kniv.

Og selvfølgelig også krokodiller som den, der om et par sekunder skal have en intens barbering.

Når kødet fra dyret er skåret af, putter han det i en balje med vand, der er omkring stuetemperatur. Efter det har stået i et par dage, rådner kødet, og Mikkel kan skrabe knoglerne fine og rene.

"Skeletterne bliver en del af museets videnskabelige samlinger. De fungerer som en kæmpe referencesamling, der viser dyrenes variationer i skelettet. Det kan være forskelle i køn, alder og sygdomme. Forskere bruger også skeletterne til at artsbestemme dyr og alt muligt andet," lyder det fra Mikkel Høegh Post.

Men hvordan bliver man en gut, der lever af at få kødet af knoglerne på dyr?

Selvom Mikkel i dag ikke kan forestille sig et bedre job end at fjerne kødet af knoglerne på døde dyr, har det ikke altid været sådan. Han ville bestemt ikke være det samme som sine forældre.

"Jeg var klassisk teenager og anede ikke, hvad jeg skulle i fremtiden. Så det, der dengang gjorde størst indtryk på mig, når jeg var med dem på arbejde, var kantinen, hvor man kunne købe en Cocio," siger han.

Derfor gik han i lang tid rundt og overvejede, hvilke alternative uddannelser han kunne tage.

"Jeg ville gerne noget kreativt. Noget, hvor man kunne forme, fotografere, tegne eller male," siger Mikkel og tilføjer:

"Men jeg fandt hurtigt ud af, at konservatoruddannelsen jo netop kombinerede alle de ting. Så ja, jeg gik direkte i mine forældres fodspor, selvom jeg havde svoret det modsatte."

Man kan mærke på Mikkel, at det ikke er første gang, han står og skærer i et dødt, eksotisk dyr.

Roligt kører han det, der ligner en helt almindelig køkkenkniv, ind og ud i dyrets seje skind, som flækker af i farten. Det handler om "fingerspitzgefühl og erfaring", som han siger.

Og dét har de mere end 20 års arbejde med døde dyr givet ham.

"Det eneste andet, jeg har prøvet, er at være cykelbud," griner Mikkel.

Noget af det vildeste, Mikkel har været med til i sit professionelle liv, er at dissekere finhvalen fra Vejle, der skyllede op på bredden i 2010.

"Det er noget af det mest spændende, jeg har været med til. Den var 17 meter lang. Det var helt vanvittigt og en stor holdindsats," siger Mikkel.

Han lavede sammen med kollegaer maceration af hvalens kød, og skelettet blev udstillet på et museum i Vejle. Derefter kom det 'hjem' til samlingen på Statens Naturhistoriske Museum.

Efter forskere havde analys...