Trænere. Et (nogen gange) lidt mærkeligt folkefærd som står ude på sidelinjen og mener at de stadig kan se situationer bedre end dommerne der står 1½ meter fra situationen. De er naturligvis ekstrem vigtige for sporten, men som dommer kan man godt nogen gange ønske at de ikke var en del af selve kampene.

Men denne lidt hårde holdning bliver også jævnligt opfattet den anden vej. At trænerne ønsker at dommerne ikke var en del af kampen.

Hvad sker der så, når en dommer og en træner sætter sig ved et bord og vender disse udfordringer med pulsen helt nede og vand/sodavand i glassene? Foruden starten på  en joke ("en træner og en dommer sætter sig ved et bord...."), så kommer der en rigtig god dialog/snak om alle de små og store udfordringer ved at skulle håndtere modparten kamp efter kamp.

Og så skader det heller ikke, at træneren man sætter i møde, er en træner man har respekt for!

Okay, denne gang skal vi til det. Forholdet mellem spillerne og dommerne. Ét af de mest spændende emner ved at være dommer, og én af de sværeste ting i kampens hede at forstå. Spillernes reaktionsmønstre har altid undret mig, og det har altid virket som en overreaktion på situationer. Men passer det? Hvad tænker spillerne om samarbejdet mellem "dem og os", og er det muligt at finde et fælles trin at stå og have en dialog på, uden at pulsen er på 250?