De fleste trives bedst med at sove omkring otte timer om natten.
Men nu har forskere fundet et gen, som medvirker til, at nogle mennesker kan nøjes med at sove helt ned til tre timer om dagen, skriver Nature på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences.
Forståelsen af genmutationen, der medvirker til, at nogle mennesker kun sover mellem tre og seks timer om natten uden negative konsekvenser, kan bidrage til behandlinger for søvnforstyrrelser, fortæller neuroforsker og medforfatter på studiet Ying-Hui Fu.
"Vores kroppe fortsætter med at arbejde, når vi går i seng," siger hun.
Mennesker med lavt søvnbehov har ifølge forskere kroppe, der kan kan afgifte og reparere sig selv på et meget højere niveau, end resten af befolkningen kan.
Det er en mutation i genet SIK3, der er identificeret i et menneske med ekstremt lavt søvnbehov, og som menes at have medvirkende betydning for det korte søvnbehov.
I et forsøg, hvor genmodificerede mus fik genet, kunne forskere konkludere, at musene i gennemsnit sov 31 minutter mindre søvn end normale mus.
Og mus sover 12 timer i døgnet.
Men at musene kun mistede en lille del af deres søvnbehov tyder på, at genmutationen ikke er den eneste årsag til det reducerede søvnbehov, lyder det fra neurolog ved Harvard Medical School Clifford Saper.
"Forskningen passer meget godt med den viden, man har om SIK3, og det kan hjælpe os med at forstå grundlaget for søvnighed," tilføjer han.
Forskerne bag studiet arbejder stadig på at finde ud af, hvordan gener og deres varianter påvirker søvn mere generelt.