Hinduismen holdes sammen af en række helligskrifter, ritualer og  livsformer. Af helligskrifterne skelner man mellem de tekster, som er  blevet åbenbarede, og som derfor ikke er skabt af mennesker, og de  menneskeskabte tekster  En opdeling af de hellige skrifter i shruti og smriti ser ud som nedenfor.

Åbenbarede tekster (shruti - dvs. "hvad der er hørt"):

Skrifter skabt af mennesker (smriti - dvs. "hvad der er husket"):

Kronologisk opstilling af hinduismens vigtigste hellige skrifter

1) Vedaerne (1500-800 f.v.t.) 2) Brahmanaerne (900-700 f.v.t.) 3) Upanishaderne (800-400 f.v.t.) 4) Mahabharata (400 f.v.t.-400) 5) Ramayana (400 - 200 f.v.t.) 6) Puranaerne (400 - 1500) 7) Tantriske skrifter (1000)

Hinduismens udvikling er kendetegnet ved, at den oprindelige  brahminske traditionen til stadighed har evnet at tilpasset sig de  skiftende udfordringer. Først fra Bhagavadgitas lære om at gøre sin  pligt, leve som aktiv samfundsborger og samtidig hengive sig til guden i  bøn og med daglige ofre. Dernæst kom tilpasningen den tantriske  bevægelse, hvorved det kvindelige element fik en større plads. Endelig  blev mødet med Europa i de sidste par århundreder en udfordring, som  betød indoptagelse af tolerancetanken, social aktivitet og et positivt  syn på den materielle verden.

Hinduismen kalder sig selv sanatana dharma, dvs. den evige  religion. Hinduismens styrke er pluraliteten og en stadig evne til  optage nye elementer i sig.  Kilde: https://www.religion.dk/hinduisme/hellige-skrifter-i-hinduismen