HØRT!
Download on the App Store

HØRT! episodes

  • Fire blev til otte: Barsel som konkurrenceparameter?
    Flere unge vælger de tekniske fag, og antallet af kvinder på de tekniske uddannelser er næsten tredoblet på ti år.

    Men hvis udviklingen skal fortsætte, handler det ikke kun om at få flere kvinder ind. Det handler også om det arbejdsliv, der møder dem.

    Hos Andersen & Heegaard blev virksomhedens første gravide tekniker anledning til at se nærmere på både arbejdstøj, arbejdsopgaver og barsel.

    Resultatet blev op til otte ugers graviditetsorlov før termin i stedet for fire. I HØRT! fortæller HR-chef Signe Brock Midtgaard, hvorfor virksomheden valgte at gå længere, hvad det betyder som arbejdsgiver, og om bedre vilkår også kan blive et konkurrenceparameter i kampen om arbejdskraften.

    For hvad skal virksomhederne tilbyde, hvis de både vil tiltrække og fastholde fremtidens medarbejdere?
    21 min
  • Ken advarede mod frygt: Nu er han selv bekymret
    For to år siden bad sikkerhedsrådgiver Ken Bonefeld os om at slå koldt vand i blodet. Vi skulle ikke gå rundt og være bange for cyberangreb og blackouts. Vi skulle tænke os om og være forberedte. Nu er han tilbage i HØRT!.

    Og meldingen er blevet skarpere:

    “Du havde mere ret, end jeg havde.”

    Cyberkriminelle får nye muligheder med AI, udviklingen går hurtigere, og vores samfund bliver stadig mere afhængigt af systemer, der hænger sammen. Men Kens største bekymring er ikke nødvendigvis et hackerangreb, der slukker hele Danmark.

    Det er, om beredskabet hænger sammen, når noget først går galt. For hvem får strømmen, vandet og varmen tilbage? Hvem ved, hvilken elektriker eller VVS’er der skal ringes til? Og hvem har overblikket, hvis flere kommuner og forsyninger mangler de samme fagfolk på samme tid? Ken er ikke i tvivl om én ting:

    De kvalificerede teknikere og fagfolk er mere afgørende end nogensinde.

    I denne episode taler Mikkel Nielsen og Ken Bonefeld om cybertrusler, AI, kritisk infrastruktur, lokale virksomheder og det svære arbejde med at få kommuner, myndigheder, forsyninger og virksomheder til at fungere som ét beredskab.

    For vi skal stadig ikke gå rundt og være nervøse. Men måske skal vi være bekymrede nok til faktisk at gøre noget.
    30 min
  • V2G (2:2): Hvem bestemmer over din elbils batteri?
    Teknikken virker. Bilerne kan det. Og det er faktisk lovligt. Så hvad venter vi på?

    I anden og sidste del af vores dobbeltafsnit om V2G tager vi arbejdstøjet på og går ind i maskinrummet. For når elbilen både kan lade og sende strøm tilbage, opstår det helt store spørgsmål: Hvem bestemmer egentlig over batteriet – bilproducenten, ladeoperatøren eller dig selv?

    Vi dykker ned i, hvor forvirringen reelt ligger:
    • "De to kokke i køkkenet" – når bil og ladeboks vil hver sit
    • Hvorfor bilfabrikanterne sidder på guldægget: dataen om din bil
    • Positivlisten, godkendelser og et dansk marked, der er for lille til, at producenterne prioriterer os
    • Skat og afgifter – det store, uafklarede spørgsmål, når strømmen løber begge veje
    • Og det ærlige svar: Hvornår bliver V2G hverdag i Danmark?
    Mikkel Nielsen taler med Christian Adelhardt, forretningsudvikler i Energinet, og Asser Tønnesen fra TEKNIQ.
    31 min
  • V2G (1:2): Verdens største powerbank holder i din indkørsel
    Din kunde vil have et husstandsbatteri i bryggerset – men ude i indkørslen holder en elbil med et batteri fem-ti gange større, der ikke laver en pind det meste af døgnet.

    Er det ikke lidt tosset?

    I første af to afsnit om Vehicle-to-Grid (V2G) ser vi på potentialet: Hvad kan elbilen allerede nu, hvor stor en ressource ruller der rundt på de danske veje, og hvad betyder "batteriet med hjul på" for installatøren? Vi taler V2L, V2H og V2G, kigger på de store udenlandske lanceringer – og vender 
    også bremseklodsen for mange: Batterigarantien.

    Mikkel Nielsen taler med Christian Adelhardt, forretningsudvikler i Energinet, og Asser Tønnesen, klima- og energipolitisk konsulent i TEKNIQ. I næste afsnit går vi til bunds i benspændene: Hvad er det egentlig, vi venter på – og hvornår sker der for alvor noget?
    31 min
  • Det digitale indbrud, der lukker firmaet ned
    Et cyberangreb er reelt et indbrud – bare i digital form.

    Nogen har taget nøglen til din virksomhed, og pludselig er du låst ude af dine egne systemer.

    Montørerne kan ikke se deres opgaver, administrationen ikke komme til kundedataen, og I kan hverken sende tilbud eller fakturere. Så er det ikke længere et it-problem – det er et driftsproblem, og tiden er din dyreste faktor.

    65 % af virksomhederne har oplevet forsøg på digital svindel. Kun 8 % har en skriftlig beredskabsplan.

    Hvem må træffe beslutningerne hos jer? Og hvem ringer I til? I denne episode taler vi med Susan Andreasen fra Gjensidige om forebyggelse, beredskab og forsikring – de tre dele, der holder dig kørende, når uheldet er ude.

    Læs mere om cybersikkerhed og forebyggelse her

    Download skabelon til beredskabsplan - og kom i gang allerede i dag.
    23 min
  • NIS2 gælder ikke dig - Men det kan koste dig din bedste kunde
    Kender du NIS2?

    Måske ikke. Og der er faktisk en god grund til det: de nye EU-regler om cybersikkerhed er skrevet til de store — energiselskaber, hospitaler, forsyning. En almindelig installationsvirksomhed er slet ikke omfattet.

    Men reglerne har en bagdør. Og den går gennem din kundeliste.

    For de virksomheder, der er omfattet, har pligt til at holde styr på hele deres forsyningskæde. Også den del, der hedder dig. Og det handler ikke om, hvor stor du er — det handler om, hvad du har adgang til. Har du fjernadgang til et CTS-anlæg, en adgangskontrol eller et alarmanlæg hos en større kunde, så er du en del af regnestykket.

    Så begynder spørgsmålene at komme. Hvor ligger data? Hvem har login? Er softwaren i anlægget opdateret siden den dag, du satte det op? Det kan også vise sig som et krav om to-faktor på dine systemer — eller som et bilag i et offentligt udbud.

    "Man behøver ikke at vente på, at telefonen ringer."

    Det siger Jan Højen, senior security consultant i Rambøll, der arbejder med at sikre kritisk infrastruktur hver eneste dag. Og det er hele pointen: den, der har gjort hjemmearbejdet, kan svare med det samme — og det er en fordel, når kunden står med et krav, der skal løftes i fællesskab.

    I denne episode ser vi på, hvad der bliver krævet, hvor det rammer i hverdagen, og hvorfor det snart kan blive lige så vigtigt at have styr på sikkerheden som at have sin autorisation.
    Og så får du svaret på det mest praktiske spørgsmål af dem alle: hvad gør jeg mandag morgen?
    24 min
  • PARKERINGSKAOS - Hvem skal vedligeholde byen?
    "Vi er blevet presset ud af byen."

    Sådan lyder det fra elinstallatør Jan Skovsgaard — formand for lokalforeningen TEKNIQ EL København — når snakken falder på parkering i hovedstaden.

    For hvem skal egentlig skifte eltavlen, reparere varmen og rykke ud, når strømmen går i bageriet — hvis håndværkeren ikke kan komme frem?

    Flere biler, færre pladser og et virvar af regler har gjort det til en sport at finde plads til servicebilen. Flere og flere siger nej til opgaver i byen. Og for dem, der bider tænderne sammen og kører derind alligevel, er det blevet hverdag at parkere ulovligt og tage bøden med — for der er ikke andet at gøre.

    Resultatet: lærlinge, der cirkler rundt, mens svenden arbejder. Virksomheder, der takker nej. Og en regning, der ender hos københavnerne selv.

    HØRT! graver ned i tallene, frustrationerne — og de løsninger, der måske kan redde både byen og håndværkeren.

    Er du optimist? Det er Jan i hvert fald ikke.
    21 min
  • Virksomhedsoverdragelse: Når et godt tilbud bliver dyrt
    En konkurrent går konkurs. Du overtager kunderne, bilerne og de dygtige montører – en oplagt god forretning. Men få uger senere lander et brev fra forbundet: Du hæfter nu for løn, pension og en overenskomst, du aldrig har set. Velkommen til virksomhedsoverdragelsens skjulte faldgruber.

    I denne episode af HØRT! dykker vært Mikkel Nielsen ned i et af de områder, hvor teknikkens medlemmer oftest kommer galt afsted. Gæsten er Stine Møller Jensen, juridisk konsulent i Teknik, der forklarer, hvornår loven pludselig gælder, hvad du kan komme til at hæfte for, og hvorfor et nyt CVR-nummer sjældent redder dig fra "arbejdsretlig identitet".

    Kan man komme ud af en overenskomst, man aldrig har bedt om? Og hvad kan et opkøb i god tro ende med at koste? Vigtig viden for enhver ejerleder, der overvejer opkøb, fusion eller generationsskifte.
    26 min
  • Danmark sover – mens robustheden forsvinder
    En helt almindelig vintermorgen i 2026 var Danmark 61,9 % afhængig af importeret strøm – bare for at holde lyset tændt og industrien kørende. To uger senere gik hele Bornholm i sort i næsten fire timer. Ikke et angreb – en softwarefejl. Alligevel sker der… ingenting.

    Så vi mangler strøm. Elnettet er stoppet til. Nedbruddene sker. Og oven i det bliver der saboteret – strømledninger, søkabler og gasrørledninger. Truslen mod kritisk infrastruktur i Nordeuropa er vokset markant.

    I denne liveudgave af Hørt fra Automatik 2026 går tre skarpe stemmer til stålet: David Søndergaard (DI Teknik/Hybess), Jacob Hedegaard Christensen (Hybess Energy) og Daniel Raahauge (Director GRC hos Industrial Level, tidligere FE og PET).

    Udmeldninger er kontante: "Jeg kender IKKE én virksomhed, der er NIS 2 eller CER-compliant." Danmark rammer Malta-niveau i 2034, embedsværket kontrollerer ingenting, og kommunerne bremser livsvigtige batterianlæg – undskyldningen er flagermus i gamle betonværker.

    Effektmangel. Sabotage. Spændingsstød. Og et elnet, der er 30 år bagud. Men der er håb. Løsningerne står klar. Vi skal bare vågne op og bruge dem.

    Spørgsmålet er ikke længere, hvad et nedbrud koster. Det er, om nogen tør vågne, før lyset går ud.
    36 min
  • Fleksibilitet: Det klogeste svar, når hænderne mangler
    Frem mod 2035 kommer Danmark til at mangle tusindvis af faglærte hænder – elektrikere, VVS'ere og smede. Og sandheden er, at vi ikke kan rekruttere os ud af det. Der er simpelthen for få at tage af. Så hvis vi vil løse opgaverne i fremtiden, bliver vi nødt til at blive langt bedre til at holde på de folk, vi allerede har.
    Hos den 50 år gamle smedevirksomhed KN Energy Group uden for Køge er fleksibilitet blevet selve fundamentet for arbejdskraften – og et konkurrencekort, der får folk til at blive.

    Vi kommer hele vejen rundt: de 15 polske medarbejdere, der pendler mellem Polen og Køge, de syriske medarbejdere, seniorerne – heraf hele seks, der egentlig kunne være gået på pension – samt lærlinge fra 17 til 38 år og skræddersyede arbejdstider for småbørnsfamilier.
    Hvordan skræddersyr man en 79-årig smeds hverdag? Hvordan redder man deadlinen, når de erfarne går tidligt? Og hvor starter man selv?

    Lyt med, og bliv klogere på fremtidens arbejdsplads.
    30 min

About HØRT!

From the publisher's feed

HØRT! er en podcast fra erhvervsorganisationen TEKNIQ. TEKNIQs medlemmer udvikler, installerer og producerer løsninger, der gør den grønne omstilling til virkelighed. TEKNIQ arbejder målrettet…