Næste gang, jeg har fødselsdag, runder jeg 55. Tillykke, du gamle! Musklerne i kroppen har samme alder, og det kan jeg godt mærke.

Det er åbenlyst, at personlige rekorder i enhver atletisk disciplin, uanset om det er i løb, spring eller kast, for mit vedkommende hører fortiden til.

Muskler bliver nemlig generelt mindre, svagere og langsommere med alderen, og særligt den såkaldte eksplosive styrke, som vi udnytter i sprint eller i afsæt til spring, svinder med alderen.

På oldboys-basketholdet er det efterhånden småt med 'hang time' (at hænge længe i luften, red.), når jeg selv og holdkammeraterne sætter af til hopskud.

Samtidig må vi nok også indrømme, at vi har trænet stadigt mindre hyppigt og intenst hen over de seneste årtier, mens kropsvægten til gengæld i gennemsnit er gået op, men desværre ikke just på grund af tilvækst af muskler.

Kombinationen af mindre træningsaktivitet og flere år og kilo på bagen er altså årsagen til, at spillet nu foregår i pænt, roligt tempo og nærmere gulvhøjde end ringhøjde.

En muskel er i sin essens et organ, der kan omsætte næringen fra den mad, vi spiser, til bevægelse og kraft.

Det er et stykke biologisk maskineri, som alle dyr, selv de mest primitive, besidder, og som dermed sætter dem i stand til at bevæge sig omkring.

Vi kommer ikke rigtig nogen vegne uden vores muskler. Det er musklerne, der gør det muligt for vores krop at bevæge sig, og selv det mindste spjæt gør brug af en eller flere muskler.

En muskel kan det ene øjeblik være helt slap og stort set ikke have behov for energi og i næste sekund udøve stor kraft og kræve masser af brændstof.

Når muskelforskerne vil forstå, hvad aldring betyder for musklerne, sammenligner vi muskulær præstation hos unge og ældre mennesker.

I den slags studier er det vigtigt at tage højde for, at yngre mennesker generelt bruger deres muskler mere og på en anden måde end ældre, og forskellen i måden at træne på bidrager naturligvis til den forskel, vi kan se i musklernes størrelse, styrke og den hastighed, de kan trække sig sammen med.

Alligevel er der bred enighed blandt forskerne om, at alder i sig selv reducerer muskelfunktionen gradvist.

I store træk vil musklerne langsomt blive mindre og svagere fra omkring 30-40-årsalderen op til omkring de 60-70 år. Herefter tager tabet af styrke og muskelmasse typisk fart frem mod de ældste aldersgrupper.

Der er dog i alle aldre meget store indbyrdes forskelle mellem individer, så det er slet ikke usædvanligt at støde på en person på 80 år, som fortsat kan levere et respektindgydende håndtryk.

Spørgsmålet er imidlertid, hvorfor alder i sig selv reducerer vores muskelstyrke.

Når alderen svækker musklerne, er både nervesystemet og muskelcellerne involveret i processen.

Muskelfibrene bliver tyndere og dermed svagere, men antallet af fibre vil også med tiden mindskes, da nogle af nervecellerne i det motoriske system simpelthen dør.

Hver muskel i kroppen er styret af områder i hjernen, men hjernen og musklen er koblet i en slags relæstation i rygmarven, som er den tykke nervestreng i rygsøjlen, der modtager og videresender signaler. Her sidder for hver muskel en lille gruppe nerveceller kaldet motor-neuroner.

Motor-neuronerne har lange, tynde, trådagtige forbindelser, som strækker sig ud til musklen, hvor de forgrener sig og danner kontakt og derigennem har kontrol over et antal muskelfibre.

Nogle neuroner styrer kun en håndfuld muskelfibre, men i andre tilfælde kan en enkelt neuron være forbundet med flere tusinde muskelfibre.

Hver muskelfiber er på sin side kun forbundet med en og samme neuron. Det betyder, at hvis en neuron dør, vil en hel flok muskelfibre ikke længere være forbundet med nervesystemet.

Når vi ældes, mister vi nogle af vores motoriske neuroner, og de kommer ikke igen.

De 'forladte' muskelfibre kan af og til være heldige, at en af de andre neuroner forgrener sig og så at sige adopterer fibrene i sin lille familie, som fysiologer kalder 'den motoriske enhed'.

Sker det, vil muskelfiberen leve videre, ...