Det er kun de færreste af os, som vil blive mere end 100 år gamle. Så hvis alle stoppede med børn, ville der formentlig ikke være flere mennesker tilbage på Jorden om højst 100 år.

Først ville befolkningen begynde at falde, i takt med at de ældre døde, og fødselskurven er i nul.

Selv hvis alle fødsler stoppede fra den ene dag til den anden, ville nedgangen i befolkningstallet gå langsomt i starten.

Men med tiden ville der ikke være nok unge til at tage over og klare de vigtigste opgaver, og så ville samfund verden over begynde at bryde sammen.

Jeg er professor i antropologi. Min karriere er dedikeret til at studere menneskelig adfærd, biologi og kultur, og må jeg ærligt indrømme, at det ikke ville være noget kønt scenarie, hvis menneskeheden begyndte at forsvinde.

Det ville for eksempel gå ud over vores evne til at producere mad, yde sundhedspleje og sørge for alle de andre ting, vi er afhængige af. Der ville blive mangel på mad, selvom der ville være færre mennesker at brødføde.

Til sidst ville civilisationen bryde sammen.

Det er faktisk sandsynligt, at der ikke ville være mange mennesker tilbage om 70 eller 80 år - for ikke at tale om 100 år - som følge af manglen på mad, rent drikkevand, medicin og alt det andet, vi i dag tager for givet og har brug for for at overleve.

En pludselig forandring kunne også ske som følge af en katastrofe.

Men! Hånden på hjertet så er det meget usandsynligt, at alle fødsler pludselig ville stoppe - medmindre der sker en global katastrofe.

Et muligt scenarie, som forfatteren Kurt Vonnegut med sort humor undersøger i sin roman Galápagos, kunne være en meget smitsom sygdom, der gør alle mennesker i den fødedygtige alder sterile, så ingen længere ville kunne få børn.

Et andet scenarie kunne være en atomkrig, som ingen overlever - et emne, der er blevet udforsket i mange skrækindjagende film og bøger. Mange af disse værker er science fiction med rumrejser og teknologiske scenarier.

Andre forsøger at forudse en mere realistisk fremtid her på Jorden, hvor mennesker ikke længere kan få børn, hvilket fører til kollektiv håbløshed og tab af personlig frihed for dem, der stadig kan få børn.

To af mine yndlingsbøger om dette emne er Tjenerindens fortælling af den canadiske forfatter Margaret Atwood og Menneskebørn af den britiske forfatter P.D. James.

Begge er dystopiske fortællinger, hvilket vil sige, at de foregår i en tid præget af dystre fremtidsudsigter og generelt sortsyn med lidelse og kaos. Begge bøger er blevet filmatiseret.

I 1960'erne og 1970'erne var mange også bekymrede for, at der ville blive alt for mange mennesker på Jorden, hvilket vill føre til forskellige former for katastrofer. Disse scenarier blev fokus i dystopiske bøger og film.

I dag vokser verdens befolkning stadig, selvom hastigheden på væksten går langsommere.

Ifølge beregninger fra forskere i befolkningsudvikling vil Jordens befolkningstal toppe på cirka 10 milliarder i 2080'erne, fra 8 milliarder i dag og 4 milliarder i 1974.

I dag er USA's befolkningstal på 342 millioner. Det er omkring 200 millioner flere, end da jeg blev født i 1930'erne.

Det er mange mennesker, men både globalt og i USA kan befolkningstallet stille og roligt falde igen, hvis der dør flere, end der bliver født.

I 2024 blev der født cirka 3,6 millioner børn i USA - et fald fra 4,1 millioner i 2004. Til sammenligning døde omkring 3,3 millioner mennesker i 2022, mod 2,4 millioner for 20 år tidligere.

I takt med, at disse mønstre ændrer sig, er det afgørende at forsøge at opretholde en nogenlunde balance mellem unge og ældre.

Det er vigtigt, fordi det ofte er de unge, der driver samfundet fremad. Det er typisk dem, der tager nye idéer til sig og producerer de ting, vi alle sammen benytter os af.

Samtidig har mange ældre brug for hjælp fra yngre mennesker til helt basale ting som at lave mad eller klæde sig på. Desuden er en lang række jobs også bedre egnede til personer under 65 end til personer, der har nået den typiske pensionsalder.

I mange lande får kvind...