HVEM

Jeg har aldrig været særlig optaget af,

hvad folk laver.

Ikke sådan rigtigt.

Når nogen siger deres titel,

hører jeg mest pausen bagefter.

Det lille mellemrum,

hvor jeg leder efter noget andet.

Hvem er du,

når ingen kigger?

Hvem er du,

når der ikke skal præsteres?

Jeg har altid spurgt der.

Ikke:

Hvad tjener du.

Hvad hedder din stilling.

Hvor højt står du på listen.

Men:

Er du et menneske,

man kan sidde stille sammen med?

Er din moral noget,

du bærer –

eller noget, du tager på,

når det passer?

Mine venner har aldrig været CV’er.

De har været stemninger.

Måder at lytte på.

Måder at være uenige uden at forråde hinanden.

Jeg har valgt dem,

som man vælger et sted at trække vejret.

Og måske har jeg gjort det samme

med alt andet i mit liv.

For jeg kan ikke være hvor som helst.

Jeg kan ikke fungere i rum,

hvor værdien af et menneske

kan gøres op i tal.

Der er steder,

hvor samtaler handler om muligheder,

men aldrig om konsekvenser.

Hvor “smart” vejer tungere end “ordentligt”.

Hvor man kalder det strategi,

når man glemmer andre mennesker.

Der bliver jeg stille.

Eller også går jeg i stykker.

Jeg har taget uddannelser

af nysgerrighed.

Af lyst.

Af ønsket om at forstå verden.

Men jeg har aldrig taget dem på

som identitet.

Jeg blev ikke det,

papiret sagde.

Jeg blev ved med at være mig.

Og når jeg så opdagede,

hvordan nogle tænker om kunder,

om profit,

om succes –

som noget, der helst skal presses ud,

før nogen opdager det –

blev jeg bange.

Ikke for arbejdet.

Men for menneskesynet.

For hvad gør det ved et menneske

at kalde alt forretning?

Hvad gør det ved sjælen

at vende sig væk fra det ordentlige,

fordi det ikke er effektivt?

Der er spil,

jeg ikke kan spille.

Ikke fordi jeg ikke forstår reglerne,

men fordi jeg ikke vil vinde på den måde.

Arbejdsgivere kan mærke det.

Jeg kan mærke det.

Der er en tøven i mig,

når kulturen lugter forkert.

En modstand,

når jeg fornemmer,

at jeg skal være nogen anden

for at passe ind.

Så nej.

Jeg bliver nok aldrig rig

på den måde.

Men måske er det ikke fattigdom,

jeg lider af.

Måske er det en stædighed.

En tro på,

at hvem man er,

kommer før hvad man bliver.

Og derfor er det nu.

Nu hvor jeg ikke længere vil forklare mig.

Nu hvor jeg ikke vil justere mig selv

for at glide lettere ind.

Nu hvor jeg vil tage mig selv alvorligt

som menneske –

ikke som potentiale,

ikke som ressource,

ikke som noget, der skal optimeres.

Jeg vil have succes

som den, jeg er.

Ikke den, jeg var.

Ikke den, jeg lærte at være

for at overleve.

Men den,

der stadig spørger:

Hvem er du?

Hvem er jeg?

Og hvad sker der,

hvis vi bygger en verden

ud fra det spørgsmål

i stedet for det andet?

/Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere