HVEM

Der er et ord,

jeg bliver ved med at vende tilbage til,

som man vender tilbage til et ansigt

i en menneskemængde.

Ikke højt.

Ikke prangende.

Bare vedholdende.

Hvem.

Ikke hvad du kan.

Ikke hvad du blev.

Ikke hvad der står på døren.

Men hvem der står der,

når døren er lukket.

Jeg har altid haft det sådan.

Når jeg møder mennesker,

glider spørgsmålene automatisk udenom det synlige.

Jeg ser ikke efter succes.

Jeg ser efter retning.

Er der ordentlighed i blikket?

Er der samvittighed i pauserne?

Er der noget, der holder,

når det bliver svært?

Mine venner er ikke imponerende.

De er genkendelige.

De larmer ikke i rummet,

men de bliver.

De flytter ikke rundt på sandheder,

alt efter hvem der lytter.

Og måske er det derfor,

jeg aldrig rigtig har passet ind.

For verden er fuld af steder,

hvor man måles,

før man mødes.

Virksomheder, organisationer, systemer,

hvor man først skal bevise sit værd,

før nogen interesserer sig for,

hvem man er.

Der mister jeg mig selv.

Jeg har prøvet at tage uddannelser på.

Som jakker.

Som roller.

Men de sad aldrig rigtigt.

Jeg lærte ting.

Forstod sammenhænge.

Blev klogere.

Men jeg blev ikke det,

jeg havde læst mig til.

Jeg blev ikke økonom,

bare fordi jeg kunne regne.

Jeg blev ikke noget,

bare fordi nogen sagde,

at jeg burde.

Og når jeg ser,

hvordan nogle taler om kunder

som tal.

Om mennesker

som midler.

Om penge

som mål i sig selv –

så strammer noget i mig.

Ikke fordi jeg er naiv.

Men fordi jeg er opmærksom.

Jeg kan mærke,

når et mindset går på kompromis

før det er nødvendigt.

Når moral bliver fleksibel.

Når ordentlighed kaldes ineffektiv.

Der vil jeg ikke vinde.

Så ja –

jeg har nok selv valgt det fra.

Det sikre.

Det vellønnede.

Det accepterede.

Ikke af dovenskab.

Ikke af frygt.

Men fordi jeg ikke vil bo

i en kultur,

der langsomt beder mig

blive nogen anden.

Arbejdsgivere mærker det.

Det gør jeg også.

Jeg spiller ikke spillet rigtigt.

Jeg stiller forkerte spørgsmål.

Jeg er mere optaget af retning

end af resultater.

Og nu er jeg nået hertil.

Til det punkt,

hvor jeg ikke længere vil undskylde det.

Nu vil jeg tage mig selv alvorligt.

Ikke som potentiale.

Ikke som fejl.

Men som menneske.

Jeg vil have succes

uden at forlade mig selv.

Ikke som den, jeg var,

da jeg lærte at overleve.

Men som den,

der stadig insisterer på at spørge:

Hvem er du?

Hvem er jeg?

Og hvad nu hvis det spørgsmål

var det vigtigste,

vi stillede hinanden?

/Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere