Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Hvem kom før vikingerne? Ny udgravning kan vende Færøernes historie på hovedet


Listen Later

Det begyndte med nogle besynderlige spor i jorden.
Forkullede bygkorn fundet i et askelag på Sandoy, en af Færøernes sydligste øer: et klart tegn på menneskelig aktivitet.
Kornene blev af forskere dateret til mellem år 300 og 500, altså mindst 300 år før de første vikinger dukkede op. Det fik historikere og arkæologer til at klø sig i hovedbunden.
Der er nemlig bred enighed om, at de første bosættere på Færøerne var vikinger, som i 800-tallet var sejlet mod nordvest fra Norge.
"Blandt færinger lyder historien ofte med et glimt i øjet, at de første færinger var de vikinger, der blev søsyge på vej til Island," fortæller Søren Sindbæk, arkæolog og prodekan ved Aarhus Universitet, til Videnskab.dk, mens blæsten river i hans jakke og hår.
Han står på en kyst på netop Sandoy, ikke så langt fra hvor bygkornene blev fundet.
Sammen med 14 arkæologistuderende fra Aarhus Universitet og Moesgaard Museum, og i selskab med både danske og færøske arkæologer, leder han efter konkrete tegn på, at mennesker faktisk har levet her længe før vikingerne.
"Et enkelt bygkorn kan være spændende, men det er ikke nok til at ændre historiebøgerne. Det kan jo være, det er skyllet i land fra et andet sted," fortæller han.
"Det, vi leder efter, er noget mere håndgribeligt. En konstruktion. Et affaldslag. Spor efter mennesker, der har været og levet her."
Og hvis det viser sig, at nogen faktisk har slået sig ned her flere hundrede år før vikingerne, ændrer det ikke bare historien om Færøerne, men hele fortællingen om Skandinaviens forbindelse til resten af Nordatlanten.
"Det er ikke bare et lokalt spørgsmål. Det handler om, hvornår mennesker i Skandinavien begyndte at mestre det åbne hav," siger Søren Sindbæk, der har forsket i vikingernes færden i mere end to årtier.
Udgravningen tager udgangspunkt i resterne af en ældgammel gård, der ligger et ganske særligt sted. Nemlig langs en sandet strand, der står i skarp kontrast til de dramatiske klippekyster, der ellers præger Færøerne.
Det er ifølge Søren Sindbæk det "allerbedste sted at lande, hvis man kom i en åben båd for tusind år siden".
I videoen herunder kan du høre ham selv fortælle om arbejdet og vise rundt på udgravningsstedet:
Udgravningen på Sandoy er ikke kun drevet af akademisk nysgerrighed, men også af nødvendighed.
Stigende havniveauer og voldsommere storme forårsaget af global opvarmning truer nemlig med at ødelægge sporene, fortæller Helgi Michelsen, arkæolog ved Færøernes Nationalmuseum, som også deltager i udgravningen.
"Vi håber først og fremmest at redde de fortidsminder, der ligger her, før de forsvinder i havet," siger han til Videnskab.dk.
Idéen om, at nogen har beboet Færøerne før vikingerne, er ikke helt ny, forklarer den færøske arkæolog. Den har floreret i både arkæologiske kredse og færøsk folketradition.
"I færøske skoler lærer man om den irske lærde Dicuil, der i år 825 skrev om nogle øer nord for Skotland, som tidligere var beboet af munke, men nu var overtaget af 'pirater', formentlig vikinger," fortæller Helgi Michelsen.
"Det er en historie, mange færinger kender. Problemet er, at vi aldrig har haft fysiske beviser for, at de irske munke faktisk var her - kun den skriftlige fra Dicuil."
Søren Sindbæk tilføjer, at det ikke er umuligt, at mennesker fandt vej til Færøerne endnu tidligere, faktisk langt tidligere.
"Vi ved, at der har boet mennesker på både Orkney og Shetland (skotske øgrupper, red.) siden stenalderen," fortæller han til Videnskab.dk.
"De to øgrupper ligger så tæt på Færøerne, at man faktisk kan se fugle trække mod Færøerne om foråret og sommeren, så stenaldermenneskerne kunne regne ud, at der lå land et sted derude. Det er ikke svært at forestille sig, at nogen har fulgt fuglene og på den måde fundet Færøerne," siger han.
Men præcis hvem, de første færinger var, er altså stadig uklart.
"Første skridt er at finde ud af, om der har været nogen før vikingerne. Herefter skal vi finde ud af hvem," siger Søren Sindbæk.
Hvornår der ligger konkrete svar, er svært at sige...
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk