Man hører ofte, at en af de fede ting ved at være mand er, at man kan stå op og tisse. Men får man egentlig tømt blæren mest effektivt på den måde?
Vores læser Preben undrer sig:
"Personligt mener jeg, at blæren tømmes bedst ved stående stilling. Men ved et prostataforedrag blev der sagt af en overlæge, at siddende tissestilling er at foretrække. Hvad er det korrekte svar?" lyder hans spørgsmål.
Spørg Videnskaben er på sagen!
Vi har taget fat i Mikkel Fode, professor og overlæge ved afdeling for urinvejssygdomme på Herlev og Gentofte Hospital.
For at finde frem til et svar starter vi med at dykke ned i, hvad der egentlig foregår rent videnskabeligt, når en mand tisser. Og det foregår faktisk på samme måde for alle raske drenge og mænd, der vel og mærke har 'lært' at tisse.
"Blæren bliver fyldt, og på et tidspunkt får man tissetrang. For almindelige voksne mennesker kan man frivilligt beslutte, at man vil tisse, og så bliver der sendt et signal ned gennem rygmarven til blæren. Blæren er en muskel, der så trækker sig sammen og presser urinen ud gennem urinrøret,"
Der sker dog noget, i takt med at man bliver ældre, fortsætter han.
Når man bliver ældre, kommer systemet til at fungere gradvist dårligere. I gamle dage mente man, at det udelukkende hang sammen med, at prostataen vokser.
Prostataen er en kastanjestor kirtel, som ligger under mandeblæren ved urinrøret, og når den vokser, trykker den på blæren og laver modstand.
"Nu har man et lidt mere nuanceret blik på det. Det er ikke kun prostata der vokser. Der er også åreforkalkning, der gør at vævet i urinvejene fungerer dårligere" fortæller han.
Blærens funktion forværres i hvert fald med årene, og spørgsmål som Prebens om, hvordan man bedst tømmer blæren, bliver altså ofte mere relevant, jo ældre man er.
Mikkel Fode forklarer, at der faktisk har været forskere, som har studeret netop dette spørgsmål. Han peger på et studie, som blev publiceret i PLOS.
"I 2014 blev der lavet en samlet analyse af 11 tidligere studier med cirka 700 mænd. Man fandt frem til, at der for mænd uden vandladningsproblemer ikke var nogen forskel på, om man stod op eller sad ned."
"For ældre mænd, der var generet af vandladningsproblemer, var det dog generelt mere effektivt at sidde ned," forklarer overlægen.
Urologen understreger dog, at forskellen på effektiviteten var minimal.
"Der var i gennemsnit 25 milliliter mindre urin tilbage i blæren på de mænd med vandladningsproblemer, der sad ned. Ikke nogen stor forskel."
En normal vandladning indeholder omkring 200-400 milliliter.
Mikkel Mejlgaard Fode forklarer, at på trods af at studiet fandt frem til, at siddende tissestilling var mere effektiv for mænd med vandladningsproblemer, så vil han ikke give det råd.
"I studiet var der rigtig stor individuel variation. Man skal passe på med at tage de samlede resultater og bare tænke, at det gælder for alle mænd med vandladningsproblemer," påpeger han.
Studiets konklusioner er med andre ord vejledende, men ikke endegyldige for alle mænd ifølge urologen.
Urologen har i stedet en række andre råd til mænd, der måtte kæmpe lidt med at få tømt blæren helt.
"Hvis man har problemer med at få tømt blæren, kan man også prøve at tisse, vente lidt og så tisse igen. Det kan fungere godt for mange. Man kan også forsøge at kombinere siddende og stående tisning."
Artiklen fortsætter efter afstemningen
Men overordnet set er der faktisk ikke ét ens råd til alle mænd med eller uden vandladningsproblemer.
Det hele handler om at finde det, der føles bedst for en selv.
"Det er følelsen, der er det afgørende. Og at prøve sig frem. Hvis Preben synes, at han får blæren tømt mest effektivt ved at stå op, og det fungerer for ham, så synes jeg, han skal blive ved med det. Det er mit råd," afslutter overlægen.
Et stort tak skal lyde til vores nysgerrige læser Preben, som kan se frem til en t-shirt fra Videnskab.dk.
Herudover skal der også lyde en stor tak til professor og overlæge Mikkel Fode for at besvare spørgsmålet.
Hvis du brænder ...