Har du nogensinde tænkt over, hvorfor du ikke har tykt hår fra top til tå, ligesom aber, hunde eller katte?

Mennesker er faktisk ikke de eneste pattedyr, som kun har en smule hår. Elefanter, næsehorn og nøgenrotter har også kun en smule hår. Det samme gælder for visse havpattedyr som hvaler og delfiner.

Forskerne mener, at de allerførste pattedyr, som levede samtidig med dinosaurerne, var pænt behårede.

Men i løbet af hundredevis af millioner af år har en lille gruppe pattedyr, heriblandt mennesker, udviklet sig til at være mindre behårede.

Jeg er biolog og forsker i de gener, der styrer hårvækst hos pattedyr.

Hvorfor mennesker og visse andre dyr har relativt lidt hår er et spændende spørgsmål. Det handler i bund og grund om, hvilke gener der bliver tændt eller slukket.

Hår og pels har mange vigtige funktioner. De holder dyrene varme, beskytter huden mod solen og skader, og hjælper dem med at falde i ét med omgivelserne.

De hjælper endda dyrene med at sanse verden omkring sig.

Har du nogensinde mærket, at det kan kilde, når et eller andet næsten rører dig? Det er dit hår, der hjælper dig med at opdage ting, som er tæt på.

Mennesker har faktisk hår over hele kroppen, men det er som regel mere spredt og finere end hos vores mere behårede slægtninge.

En tydelig undtagelse er håret på hovedet, som formentlig beskytter hovedbunden mod Solen. Hos voksne hjælper det tykkere hår under armene og mellem benene sandsynligvis med at mindske friktion og afkøle kroppen ved at fordele sved.

Så hår kan være ret nyttigt. Derfor må der have været en stærk evolutionær grund til, at mennesker mistede så meget af det.

Historien begynder for omkring syv millioner år siden, da mennesker og chimpanser udviklede sig i hver sin retning.

Selvom forskere ikke med sikkerhed ved, hvorfor mennesker blev mindre behårede, har vi en række stærke teorier - og de handler om sved.

Mennesker har langt flere svedkirtler end chimpanser og andre pattedyr.

Sved hjælper kroppen med at holde sig kølig. Når sved fordamper fra huden, føres varme væk fra kroppen. Dette kølesystem var sandsynligvis helt afgørende for menneskets tidlige forfædre, som levede på den varme afrikanske savanne.

Der findes selvfølgelig masser af pattedyr med pels, som også lever i varme områder, men de tidlige mennesker kunne jage denne slags dyr ved at løbe dem trætte i varmen - en jagtmetode, man kalder udmattelsesjagt (eller parforcejagt), som er en jagtform, hvor byttedyret udmattes, inden det dræbes.

Menneskene behøvede ikke at løbe hurtigere end byttet. De skulle bare blive ved, indtil dyret blev for varmt og udmattet til at flygte.

Evnen til at svede meget - ikke at være dækket af tyk pels - gjorde denne form for udholdenhed mulig.

For bedre at forstå behåring hos pattedyr, sammenlignede mit forskningsteam genetisk information fra 62 forskellige pattedyr - fra mennesker til bæltedyr, hunde og egern.

Ved at stille deres DNA op side om side kunne vi finde frem til de gener, der er forbundet med, om et dyr beholder eller mister kropsbehåringen.

Vi fandt blandt andet, at mennesker faktisk stadig har alle de gener, der skal til for at gro en fuld pels - de er bare dæmpet eller slået fra.

I eventyret om Skønheden og Udyret er Udyret dækket af tyk pels, hvilket nærmest lyder som opspind.

Men i virkeligheden findes der en række sjældne lidelser, hvor mennesker får meget hår over hele kroppen. Denne tilstand hedder hypertriki - også kendt som varulve-syndromet, fordi de ramte kan komme til at ligne en varulv.

I 1500-tallet blev en spansk mand ved navn Petrus Gonsalvus født med hypertriki.

Som barn blev han fragtet i et jernbur og ført til Paris, hvor han blev givet i gave til den franske konge Henrik 2.

Det varede dog ikke længe, før kongen indså, at Petrus var ualmindeligt godt begavet, og at han kunne blive oplært i hofetikette.

Petrus Gonsalvus endte med at blive gift med en adelskvinde, og deres historie blev senere inspirationen bag eventyret om Skønheden og Udyret.

Selvom du nok aldrig komm...