På min første dag på Hospice i Nørresundby, møder jeg Rasmus i fælleskøkkenet.
En ung (og for mig jævnaldrende) pårørende, der både går igennem, men også står overfor en svær tid.
Jeg antager intuitivt, at han er der for at besøge et aldrende familiemedlem, men spærrer øjnene op, da han fortæller, hvem han er her for at besøge:
Mine kone ....
Klumpen i halsen presser sig på.
Men på trods af omstændighederne, har han en ro over sig. Han virker til at ha' accepteret, at der er ingen vej tilbage. Kræften har allerede vundet den ubarmhjertige kamp.
Vi aftaler at tales ved, men da jeg kommer tilbage 3 dage, møder jeg kun et sødt rengøringspersonale, der gør værelset klar til den næste patient. Det kan kun betyde, at Kristina er gået bort.
En uge efter begravelsen ringer Rasmus mig op. Han er klar til at tale om sin sorg.
Kort tid efter banker jeg på døren til det hjem de engang havde tilfælles.
Minderne hænger på væggen, men man fornemmer også stilheden og savnet, der bekræfter, hvad der er sket.
Med tatoveringer som en slags rustning og med et ydre, der mere signalerer robusthed fremfor sårbarhed, sætter vi os ned overfor hinanden. Klar til at tale om det, de færreste taler om.
Det du skal høre nu, er ikke kun en samtale om at miste den, man elsker. Det er også en samtale om at være den stærke – ikke fordi man er det, men fordi man føler, man skal være det.