Hvem er jeg? [Et epifanisk øjelbik] (8 min)
170615: Hvorfor prøve at opnå at betyde noget med det, jeg skriver, når jeg allerede betyder noget for de mennesker, jeg har i mit liv? Og hvorfor bruge så meget tid på at drømme og at række ud efter noget som måske er uden for rækkevidde, når jeg kan løfte hånden og give mine venner en high-five, eller give mine familiemedlemmer et kram, eller i det mindste anerkende deres eksistens. Hvorfor står jeg altid med en kikkert og ser fremad og kigger på de her drømme som er langt borte, imens de, der findes omkring mig, bliver overset. Det er det, det handler om, tror jeg, at blive bevidst om det, der er. Og så at tage på opdagelse i det. Det er det, jeg skal gøre nu. Jeg skal i byen med min ven Robert her senere. Og så alt det der med at skrive digte er måske ikke så vigtigt. Lige nu. Måske er det vigtigt med en lang pause fra at skrive. At tage på udflugt i virkeligheden.
170623: Vi fortæller alle historier om os selv. Til andre. Men ikke mindst os selv. Det kan dreje sig om positive historier: "Jeg kan alt muligt!" Desværre kan der også være negative: "Jeg kan ingenting." "Jeg dur ikke til noget" "Hvis jeg prøver det her, vil jeg helt klart fejle." Den narrative tilgang er skabt af Michael White. Sammen med en terapeut kan man blive opmærksom på de historier, man fortæller om sig selv. Og få udfordret de historier. Kan det nu også være rigtigt, at jeg ikke dur til noget? Er det nu også rigtigt, at jeg aldrig kommer til at få mig en kæreste? Er det nu også rigtigt, at jeg ikke kan passe et arbejde eller få mig en uddannelse? Den narrative tilgang af Michael White er nøglen (selvfølgelig blandt mange flere!) til at løsne op for sin identitetsproblematik. I denne gamle video fra 2017 har jeg netop læst om Michael White og Den narrative tilgang for første gang, og det hjalp mig til at indse, at jeg selv sidder fast på en række områder. Og at man nogle gange har brug for at trække sig fra omverdenen, finde en komfortzone og bygge sig selv op. derfra.
180127: Hvad vil det sige at være sig selv? I gamle dage behøvede man ikke gruble over det spørgsmål. Svaret var givet på forhånd. Man fandt sin identitet i den rolle, man havde i samfundet. Som bonde, adel, konge eller præst. Eller man fandt sin identitet inden for religionen, fx at være kristen. I det 21. århundrede er det svært at "finde sig selv," fordi det ikke er givet på forhånd. Man kan i vid udstrækning "selv skabe sit selv". Men når der findes så sindssygt mange muligheder for, hvem man kan være, skaber det angst. Som at stå på en ødemark. Hvor skal man gå hen? Der er det fristende at skabe en identitet som at sætte sig ind i et hus. Jeg er digter. Jeg er socialist. Jeg er kristen. Des mere bastant man siger, at man er noget. At man har en bestemt titel eller en bestemt rolle, des mere mure man sig inde i det hus som bliver et fængsel. Nogle gange må man have modet til at fralægge sig sine roller. Fremfor at sige, at man er noget bestemt, må man sige, at man har mange roller, men at ingen af dem behøver være vigtigere end andre. Når man tager alle sine roller på sig, indser man, at ingen af dem behøver fylde mere end andre. Og på den måde kan man fralægge sig rollerne og sige, at man bare er den, man er. Men ofte rummer man mere, end man tror. Livet rummer mere, end man tror. At finde sig selv er en opdagelsesrejse. Man når aldrig frem til et definitivt punkt, hvor man siger: "Jeg er sådan en," for man kan blive overrasket over, at man også kan være alt muligt andet. Fremfor kun at beskæftige sig med få sider af sig selv, må man indse, at man rummer mange sider, og alle sider må frem i lyset.