INGEN ARGUMENTER

Jeg lærte tidligt,

at man skal kunne forklare sig.

Sætte ord på.

Begrunde.

Underbygge.

Hvis du mener noget,

så må du kunne forsvare det.

Hvis du føler noget,

så må du kunne forklare hvorfor.

Argumentet blev adgangsbilletten.

Og jeg tog det alvorligt.

Måske for alvorligt.

Jeg lærte at tænke klart.

At se flere sider.

At formulere mig pænt.

Jeg lærte at gøre mig forståelig.

Og samtidig

lærte jeg at tvivle på mig selv.

For hvornår var noget godt nok sagt?

Hvornår var forklaringen tilstrækkelig?

Hvornår havde jeg gjort mig fortjent

til at mene noget?

Der er mennesker,

der slipper afsted med at mene.

Som kaster holdninger ud

uden eftertanke.

Uden ansvar.

Dem har jeg ofte været uenig med.

Men måske har jeg været lige så bundet

af den modsatte fælde.

At jeg først måtte være færdig

med at forklare,

før jeg måtte være mig.

Jeg har argumenteret for mit menneskesyn.

For mine valg.

For mine grænser.

Som om de var forslag.

Som om de kunne forhandles.

Og langsomt gik det op for mig:

Argumenterne virker ikke.

Ikke fordi de er dårlige.

Men fordi de ikke er det,

folk lytter efter.

De lytter ikke efter sandhed.

De lytter efter genkendelse.

Efter magt.

Efter bekræftelse.

Så jeg taler.

Forklarer.

Uddyber.

Og verden nikker videre

til noget andet.

Måske er det her,

noget i mig slipper.

Måske behøver jeg ikke længere

at argumentere for mit liv.

Måske er det ikke en debat.

Måske er det en fortælling.

Ikke:

Derfor har jeg ret.

Men:

Sådan er jeg.

Uden fodnoter.

Uden forbehold.

Uden undskyldning.

Take it or leave it.

Ikke som trods.

Men som ro.

Jeg fortæller ikke for at overbevise.

Jeg fortæller for at være sand.

Og hvis nogen spørger:

Hvorfor?

Så kan jeg svare:

Fordi det er sådan,

jeg kan trække vejret.

Og måske er det nok.

Måske er det frihed.

At lade ordene stå,

uden at forsvare dem.

At lade mig selv stå,

uden at forklare mig.

/Simon Philip

Mentioned in this episode:

Endnu lavere