Hvor finder vi Gud? I det gamle testamente var Gud nærværende i templet, som Salomo byggede. Men på grund af Israels synd blev templet ødelagt. Ezekiel forudsagde et tempel, hvor Gud igen skulle være nærværende, hvorfra en kilde skulle gå ud med vand, der rensede og levendegjorde. I søndagens tekst viser Jesus, at Han er både templet og tempelkilden, hvorfra det levende vand går ud, som renser og gør mennesker levende.

Alle mennesker har i deres samvittighed en fornemmelse af den kommende dom og er dagligt igang med en indre forsvarstale for sig selv. Alligevel møder helvede kritik fra ikke-troende, og troende anfægtes også deraf. Det skyldes måske et forkert billede af Gud, et forkert billede af synden og et forkert billede af, hvad helvede er.

I søndagens prædiken lærer vi med udgangspunkt i Mat 25,31-46 om, hvordan Gud på dommedag ikke længere skjuler sig, men viser sig fuldt ud. Det betyder, at de troende vil få evigt liv i forening med Gud, når forkrænkeligheden og syndens foebandelser i dette liv er skrællet væk.

Det betyder også, at de, der ikke ville tage imod Guds frelse i nådens tid, ikke længere vil opleve Guds velsignede nærvær, men alene Guds nærvær i sin vrede og majestæt. De vil være overladt til den tomhed, der er tilbage, når Gud har trukket sin nåde tilbage også i form af de skabte gaver, der skulle afspejle giveren, men som løsrevet fra Ham er tomhed.

Antropologer og socialpsykologer har peget på, at mange menneskelige handlinger er “udødeligheds-projekter”, som mennesker bruger til at bilde sig ind, at de ikke skal dø. Andre prøver at glemmer det med alkohol, stoffer eller underholdning. Man kan se, at mennesker, der tænker på døden ofte forsøger at opbygge deres selvværd eller forsikre sig om, at deres livssyn er korrekt, og omvendt kan man se, at dem, der føler sig truet på deres selvværd eller livssyn også kommer til at tænke på døden. Vi mennesker lever altså med en erkendelse af, at vi skal dø – en erkendelse, som vi også forsøger at flygte fra. Døden viser sig tydeligt, når kroppen begynder at gå i forrådnelse, efter at livet – eller sjælen – har forladt den. Biblen lærer os dog, at døden allerede er påbegyndt, når vores liv begynder. Fordi vi af naturen pga. synden er adskilt fra vores skaber, er vores menneskenatur ved allerede ved at gå i forrådnelse og nedbrydes fra undfangelsen, og det begynder med vores sjæl. Sygdomme er forvarsler om døden, som viser, at vores legemer er i forfald, fordi vi er adskilt fra vores skaber, livet selv. I søndagens tekst lærer vi, hvordan Gud, som blev menneske i Jesus Kristus, giver os liv igen og renser os fra synden, som skiller os fra Gud.

På Allehelgens søndag fokuseres særligt på forskellen mellem den kæmpende og den sejrende kirke. Den kæmpende kirke er kirken på jorden, der er udsat fra Djævelens, verdens og kødets angreb. Den herliggjorte kirke er de kristne, der er gået ind til herligheden ved døden og ved opstandelsen.

Søndagens prædiketekst, Johannes Åbenbaring kapitel 7 er placeret midt mellem de seks første af syv segl i kapitel 6 og det sidste af de syv segl i kapitel 8 vers 1-5. I kapitel 6 tales om trængslerne på jorden frem til Kristi genkomst, og der sluttes med spørgsmålet om, hvem der kan består for Gud og lammet på deres vredes store dag.

Kapitel 7 besvarer dette spørgsmål ved først at beskrive den kæmpende kirke i vers 1-8 som det nye Israel, der er beseglet til frelse og dermed beskyttes fra trængslerne, ligesom Israel under ørkenvandringen blev beskyttet.

Kirken beskrives her som en militærmønstring som i Fjerde Mosebog, hvor israelitterne mønstredes både før de fyrre år i ørkenen og efter, da de skal drage ind i det forjættede land. Kampen er dog som Kristi kamp og sejr ikke en jordisk magtkamp, men en kamp mod fristelserne til at falde fra.

Fra vers 9-17 beskrives den sejrende kirke som den store hvide flok, der er kommet fra den store trængsel og har vasket deres klæder hvide i lammets blod, så de kan tjene Gud som et nyt præsteskab. De fejrer løvhyttefest, som Israel gjorde det for at mindes ørkenvandringen. De fejrer dermed, at de er blevet beskyttet gennem den store trængsel.

(Lydfil under video)

“I dag søger mennesker ikke efter en nådig Gud. I stedet for, må Gud søge efter nådige mennesker.” Sådan har jeg hørt det udtrykt.

Sekulariseringen betyder, at gud på mange måder er udenfor menneskers horisont og selv for kristne uden for dagliglivets horisont. På overfladen ser mennesker derfor ikke ud til at søge efter en nådig Gud, og budskabet om Guds frie nåde og tilgivelse ved troen på Jesus, kan derfor synes irrelevant.

I stedet fokuserer man på at udleve sine drømme og lyster, som megen moderne populærpsykologi vil mener, at man ikke bør undertrykke, fordi undertrykkelse giver uheldige problemer.

Og det kan der være noget rigtigt i. Men måske er tingene vendt på hovedet. Flere ting kunne pege på, at mennesker undertrykker den viden, de har om Gud, Guds lov og deres egen synd, og at det får uheldige virkninger.

For skylden og behovet for tilgivelse dukker op i samvittigheden igen, så man kan forsøge at projicere det over på andre ting. Det kan man se bl.a. i lysten til at fortælle om ens synd til andre frem for at bekende den som synd overfor Gud.

Man kan også set det i krav om accept fra andre eller fra en selv i stedet for accept fra Gud. Samvittigheden ved godt, at der er et problem, og menneskelige løsninger kan ikke løse det. Selvom moderne mennesker ikke søger en nådig Gud, er meget af det, de søger, substitutter for en nådig Gud. Hør mere i søndagens prædiken.

I søndagens evangelietekst forsøger farisæerne at få Jesus på glatis ved at spørge til det højeste bud i loven.

Jesus skærer dog ind til benet og fortæller, at kærligheden til Gud og næsten sammenfatter hele loven. Jesus ønsker dog ikke blot at vise dem, hvad Gud kræver.

Derfor stiller Jesus et modspørgsmål, der har med Messias – og dermed evangeliet – at gøre. På den måde demonstrerer Jesus i søndagens tekst de to hovedpunkter i den kristne tro: Loven og evangeliet.