Recitering og nyfortolkning af Jeppe Aakjær's "Jens Vejmand" (1905). Digtet er en rå portrættering af det barske liv og de ubændige kår, der eksisterede blandt arbejderklassens fattigste sjæle i slutningen af 1800-tallet.

Digtet minder os om de skæbner der har levet, og stadig lever, i nødtørftens trældom.

Jens Vejmand
Hvem sidder der bag Skjærmen
Med Klude om sin Haand,
Med Læderlap for Øjet
Og om sin Sko et Baand?
Det er saamænd Jens Vejmand,
Der af sin sure Nød
Med Ham'ren maa forvandle
De haarde Sten til Brød.

Og vaagner du en Morgen
I allerførste Gry
Og hører Ham'ren klinge
Paany, paany, paany,
Det er saamænd Jens Vejmand
Paa sine gamle Ben,
Som hugger vilde Gnister

Af morgenvaade Sten.

Saa jævned han for andre
Den vanskelige Vej,
Men da det led mod Julen,
Da sagde Armen nej;
Det var saamænd Jens Vejmand,
Han tabte Ham'ren brat,

De bar den over Heden
En kold Decembernat.

Der staar paa Kirkegaarden
Et gammelt frønnet Bræt;
Det hælder slemt til Siden,
Og Malingen er slet.
Det er saamænd Jens Vejmands.
Hans Liv var fuldt af Sten,
Men paa hans Grav — i Døden,
Man gav ham aldrig én.