Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Jimmis kamp for førtidspension: "Ingen troede på, at jeg var syg"


Listen Later

I Danmark har vi en velfærdsstat. Den hjælper dig, hvis du for eksempel bliver syg eller arbejdsløs. Men det er ikke alle, der oplever det sådan.
48-årige Jimmi er en af dem, som har kæmpet en årelang kamp for at blive anerkendt af systemet.
Han har både gigt, dårlig ryg og lænd og kan ikke gå mere end 100 meter af gangen. Derfor er han grundet sine skavanker ikke i stand til at arbejde længere.
Men det har jobcentret ikke villet anerkende. Jimmis første sagsbehandler hævdede nemlig, at han ikke var syg, men bare for tyk.
"Jeg havde en sagsbehandler, som jeg sagde til: 'Ved du hvad, jeg kan ikke gå længere. Jeg sidder kun i min stol, jeg melder mig syg. Og I skal forsøge på, om jeg kan få noget afklaring'. Denne ene sagsbehandler sagde: 'Ved du hvad, du er ikke syg'," fortæller Jimmi.
Derfor har han i årevis kæmpet for at finde ud af, hvad der skal ske med ham i systemets øjne.
Jimmi er en bredskuldret mand og har arbejdet i brancher, hvor han har skullet bruge sin stærke fysik. Det har altid været en kilde til værdighed for ham, fortæller Sabina Pultz, ph.d. og lektor ved Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet.
Hun er sammen med Magnus Paulsen Hansen, som er ph.d. og lektor ved Institut for Samfundsvidenskab og Erhverv på Roskilde Universitet, forskningsleder på projektet 'Indigma', hvor de undersøger værdighedsfølelsen blandt arbejdsløse som Jimmi.
"Der sker en interessant ting i mødet med systemet. Han skal overbevise andre om, at hans krop er så dårlig, at han fortjener at få førtidspension. Samtidig vil han stadig gerne være i kontakt med, at han kan en masse ting, og at han er stor, bred og fylder i landskabet og på den måde stadig holder fast i sin maskuline identitet," siger Sabina Pultz.
Jimmi finder altså på den ene side værdighed i at få sin sygdom anerkendt. Men på den anden side er det uværdigt for ham at skulle være svag for at blive anerkendt.
Det er ifølge Magnus Paulsen Hansen et eksempel på, at værdighed og uværdighed ikke nødvendigvis er to modsatrettede følelser.
"Det er mange forskellige ting, som tit er på spil på samme tid - for eksempel både Jimmis værdighed i gerne at ville være stærk og kunne arbejde, men samtidig hans behov for anerkendelse af, at han ikke kan det på samme tid," fortæller Magnus Paulsen Hansen.
Jimmis historie viser, at systemet både kan være en kilde til en uværdig og værdig behandling.
Som et led i forskningsprojektet har Maggie Müller, som er ph.d.-studerende ved Roskilde Universitet, fulgt Jimmi i et år. Og det er netop den kompleksitet, et langvarigt forskningsstudie kan belyse.
Men hvorfor er et langvarigt forskningsforløb bedre til at forstå Jimmis følelse af (u)værdighed end for eksempel en spørgeskemaundersøgelse? Hvorfor kan velfærdsstaten være en kilde til uværdig behandling, når den historisk set er skabt til at hjælpe danskere uden for arbejdsmarkedet? Og ender Jimmi med at få tilkendt førtidspension?
Det kan du blive klogere på i denne podcastepisode. Det er den første episode af Videnskab.dk's nye serie De (u)værdige, hvor vi følger en gruppe forskere fra RUC, der undersøger, hvad værdighed og uværdighed egentlig er.
Du finder podcasten i toppen af artiklen, eller hvor du normalt finder dine podcasts.
Forskerne og Videnskab.dk er bekendt med deltagernes fulde navne, men de bliver ikke brugt i forskningsprojektet og derfor heller ikke i podcasten. Det er normal praksis at lave en delvis anonymisering af deltagerne i kvalitative studier, der berører følsomme emner og livshistorier.
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk