Den danske musikbranche står til at miste 6,9 milliarder kroner i årene frem til 2030. Skyldneren er kunstig intelligens, der laver sin egen musik, lyder konklusionen i en ny rapport fra musikrettighedsorganisationen Koda.

Men hvad betyder det egentlig for os, at musikken, vi lytter til, er skabt i samarbejde med kunstig intelligens?

Det har Sine Zambach, lektor i AI og læring ved Copenhagen Business School (CBS), sat sig for at undersøge.

Igennem de seneste måneder har hun og forskerkollegaen Mads Bødker været med, når koncertpublikummer har hørt, hvordan det kan lyde, når klassisk musik er spillet efter noder fra enten en menneskelig komponist eller med hjælp fra en AI.

"Vi vil gerne undersøge, hvad det gør ved publikums opfattelse af musikken, når de ved, at AI har været inde over," siger CBS-lektoren til Videnskab.dk.

Og selvom det store analysearbejde først går i gang nu, har hun allerede lært meget om publikums reaktioner - og om, hvordan det er at lave forskning i samarbejde med både kunstnere og AI.

"Vi fortolker stadig data, men der er allerede meget, der har overrasket os. Det har været en vild rejse."

Forskningsrejsen begyndte i Vanløse Tennisklub.

"Jeg spillede en omgang skumtennis med Maj Kullberg, chefen for Ensemble Storstrøm (en gruppe bestående af otte højt profilerede kammermusikere, red.). Vi har kendt hinanden længe, og vi diskuterer tit vores arbejde, når vi er sammen," fortæller Sine Zambach.

"Hun syntes også, at det er vildt spændende, hvordan AI sniger sig ind i kunsten, så hun var meget interesseret i at teste det med sine musikere."

I starten var planen, at de ville lave en såkaldt 'turing-test': en undersøgelse af, om brugere kan kende forskel på AI og menneske.

Ensemble Storstrøms musikere skulle spille en koncert i tre dele:

Et stykke af komponisten Maurice Ravel

Et stykke nyfortolkning af hans musik fra en traditionel komponist

Et stykke nyfortolkning med brug af AI

Men da de havde sikret fondsmidler til projektet og hyret to komponister, tog arbejdet en drejning.

"Simon Brink, der var komponist på AI-stykket, ville ikke bare lave et AI-nodeark. I stedet lavede han et helt lydteater, hvor musikken blev blandet sammen med AI-genererede podcastværter, der diskuterer musikken undervejs. Det blev ret syret, men virkelig fedt."

Projektet udviklede sig i stedet til i højere grad at handle om, hvilke tanker musikere og komponister gjorde sig om at arbejde sammen med en AI - og ikke mindst, hvad publikum sagde til at lytte til det.

"Det gav ikke længere mening at spørge, hvad der var AI og ikke-AI, for nu råbte AI-værket nærmest til publikum: 'Hallo, det er mig, der er AI!'," siger Sine Zambach.

Hun og hendes CBS-kollega lektor Mads Bødker inkluderede nu også komponisternes syn på AI i deres forskningsprojekt.

"Simon Brink var meget optaget af forholdet til sin egen kreativitet. Han satte spørgsmålstegn ved, hvornår han selv havde fået en idé, og hvornår AI havde givet ham den," siger Sine Zambach.

Da koncerterne blev fremført for både gymnasieklasser og som åbne arrangementer for et overvejende ældre publikum, var der også overraskelser, fortæller Sine Zambach.

"Da vi spillede det for en musikklasse på Næstved Gymnasium, var der en elev, der sagde, at musikken mindede om et dragshow: At der blev lavet en vild og særlig fortolkning af noget velkendt, så det blev til sin helt egen genre. Det er virkelig sjovt set."

Andre gymnasieelever sammenlignede i en interview-session AI-musik med et muldyr: En blanding af menneske og maskine, der fungerer godt, men som man ikke kan avle videre på, eftersom AI ikke selv kan finde på noget nyt.

"De unge var meget interesserede i AI som medskaber og så det ikke så meget som et problem for kunsten."

Omvendt viste det ældre publikum mere mådehold og bekymring.

"Det ældre publikum reflekterede generelt mere over, om kunstig intelligens kan være en udfordring for kreativiteten - om det er et udtryk for, at kunsten er i forfald."

Sine Zambach endte i øvrigt alligevel med a...