Såkaldte 'personalistiske diktatorer' styrer i vid udstrækning deres land efter forgodtbefindende. Og denne styreform bliver ifølge forskere stadigt mere udbredt.

Rusland, Hviderusland, Kina, Nordkorea, Eritrea, Venezuela og Nicaragua er i dag alle personalistiske diktaturer. En del opfatter disse lande som stærkt venstreorienterede. Andre som stærkt højreorienterede, men der er alligevel mange ligheder.

Kina er eksempelvis formelt stadig et socialistisk land, der styres af et folkedemokratisk diktatur, men XI Jinping har formået at blive landets præsident, øverstkommanderende for militæret og leder af det kommunistiske parti.

Han har også opbygget en personlighedskult omkring sig, hvilket er typisk for personalistiske diktatorer.

Den amerikanske politolog Barbara Geddes er en indflydelsesrig forsker i udviklingen af videnskabelige teorier omkring 'personalistiske regimer'.

"Geddes opdeler diktaturer i militærdiktaturer, etpartidiktaturer, autoritære monarkier og personalistiske diktaturer," fortæller Carl Henrik Knutsen, professor i statskundskab ved Universitetet i Oslo.

Demokratiet havde ellers længe været på fremmarch i verden.

"Nu ser vi, at personalistiske diktaturer er blevet en mere almindelig styreform," siger Carl Henrik Knutsen, som er professor i statskundskab ved Universitetet i Oslo og forsker i diktatur og demokrati.

"Disse diktatorer taler med deres kone, med deres fætter eller med deres tre venner, og så bliver de enige om, hvordan landet skal styres."

Carl Henrik Knutsen samarbejder med forskere ved blandt andet Göteborgs Universitet i Sverige med at overvåge demokratiets udvikling i verden, og for et par uger siden udkom deres seneste rapport.

De tæller nu 88 lande som demokratier og 91 som autokratier.

Et autokrati er ikke nødvendigvis et diktatur. Det er et land, hvor medierne er censureret, ytringsfriheden er begrænset, og hvor der ikke bliver afholdt frie valg.

Rapporten fastslår, at Rusland nu topper skalaen for statslig misinformation rettet mod befolkningen.

"I dag ligger vi noget lavere på demokrati i verden, end vi gjorde for 10-15 år siden," siger Carl Henrik Knutsen. Han er bekymret for demokratiets fremtid, men han er ikke så bekymret som flere andre forskere.

"Husk, at demokratiets udvikling gik meget stejlt opad før år 2000," påpeger han.

"I dag ser vi igen flere regimer, hvor magten er koncentreret omkring en enkelt person," bemærker professor i statskundskab Carl Henrik Knutsen.

"I tillæg er et uformelt netværk af mennesker omkring diktatoren ofte med til at regere."

Beslutninger træffes dermed ikke i Nationalforsamlingen eller i et regeringsparti.

Carl Henrik Knutsen peger på Indien, Tyrkiet og Rusland. Alle tre er store og folkerige lande, der er blevet mindre demokratiske - Rusland mere end Indien og Tyrkiet.

"I Rusland afholder de valg mellem flere partier. Men det er ikke frie og retfærdige valg. Alle ved jo, at det er Putin, som vinder."

Rusland har i dag hverken ytringsfrihed eller frie medier. Ingen uafhængig valgkommission sikrer, at reglerne for et demokratisk valg bliver overholdt.

Personalistiske regimer er ofte uforudsigelige ifølge Barbara Geddes.

Det var lettere at forudsige, hvad Sovjetunionens kommunistiske parti ville gøre, end hvad den personalistiske diktator Vladimir Putin finder på - som for eksempel at invadere nabolandet Ukraine.

Barbara Geddes og hendes kolleger har nu indsamlet en masse data, der viser, hvad der får personalistiske diktaturer til at kollapse. For det gør de oftere end andre typer regimer.

De er særligt sårbare, når lederen bliver udskiftet, siger Carl Henrik Knutsen.

"Når den personalistiske diktator dør eller bliver fjernet, er der mere end 50 procents sandsynlighed for, at hele regimet kollapser."

Det skyldes, at der ikke er stærke institutioner til at tage over, som demokratiske partier eller et autoritært kommunistparti.

De er også mere sårbare over for kup og oprør end militærdiktaturer eller etpartistater.

Det betyder, at Putins personalisti...