Jeg har altid fundet november smådeprimerende. Bladene falder af træerne, og foråret er uoverskueligt langt væk.

Henrik Nordbrandt skrev ligefrem et digt, ÅRET HAR 16 MÅNEDER, der bruger november som billede på det grå og kedelige vinterhalvår i Danmark:

"Året har 16 måneder: November

december, januar, februar, marts, april

maj, juni, juli, august, september

oktober, november, november, november, november."

Heldigvis kan vi glæde os over, at mørket giver adgang til at studere fænomener på himlen, når vejret altså tillader det.

Et par enkelte skyfrie nætter på de rigtige datoer er alt vi behøver for at opleve både stjerneskud, nabogalakser og vores Måne 'helt tæt på'.

En af de fænomener vi kan glæde os over er supermånen. Supermåne er, når der er fuldmåne samtidig med, at Månen er tættest på Jorden.

I 2025 er der hele tre supermåner: Oktober, november og december.

Månen kredser om Jorden i en elliptisk bane, og afstanden til Jorden varierer derfor fra et maksimum på cirka 406.120 km til et minimum på 357.379 km.

Månen er i sit nærmeste punkt den 5. november kl. 23.27 og fuldmånen falder 5. november 14.19 dansk tid. Når fuldmånen ses som en supermåne, er den cirka 30 procent større på himlen, end når den er i sit fjerneste punkt.

Næste gang fuldmånen falder tæt på er, når Månen er i sit fjerneste punkt er 1. juni næste år. Til den tid vil Månen se markant mindre ud, end den plejer.

Der er hele to meteorstorme i november. Leoniderne og Tauriderne.

Leoniderne har maksimum 17. november, som falder tæt på nymåne, så der burde være gode chancer for at se stjerneskud, hvor vejret tillader det.

Man kan forvente op til 15 stjerneskud i timen (altså ét hvert fjerde minut). Leoniderne kommer, når Jorden bevæger sig ind i resterne fra halen af kometen Tempel-Tuttle.

Tauriderne er en mindre prominent meteorstorm, som har maksimum 5. november - samtidig med fuldmånen, så de er sværere at se. Tauriderne er relateret til halen af kometen Encke.

I november er der flere interessante objekter, som står godt på himlen. Orion begynder at komme op sidst på natten.

Om morgenen står den flot på himlen. Her kan man særligt bemærke Orion-tågen og måske endda Hestehovedtågen.

Jeg har selv haft fornøjelse af et fotografere de to fra min baghave i Herlev med et lille Seestar S50 teleskop:

Man kan også se vores to nabogalakser M31 (Andromedagalaksen) og M33 (Trekantgalaksen).

De to galakser er faktisk kæmpe store på himlen - større end fuldmånen. Her er et billede af M33 (Trekantgalaksen) også taget med Seestar S50 fra min baghave i Herlev.

Andromedagalaksen og Trekantgalaksen er sammen med Mælkevejen de tre største galakser i det, vi kalder den 'Lokale Gruppe' af galakser.

Man kan tænke på den Lokale Gruppe som den landsby af galakser, Mælkevejen tilhører.

Den Lokale Gruppe har en udstrækning på omkring fem til ti millioner lysår, og den består af i alt cirka 80 galakser, hvoraf langt de fleste er nogle små dværggalakser.

Den Lokale Gruppe er et bundet system (ligesom Mælkevejen og Solsystemet er bundne systemer), som ikke udvider sig sammen med resten af Universet.

Blandt planeterne er Venus og Jupiter de mest iøjnefaldende i november. Venus kan ses om morgenen i øst, mens Jupiter stiger op i løbet af aftenen og står flot i lang tid.

I denne måned kan vi også mindes, at det var i november 1676, den danske astronom Ole Rømer for første gang målte lysets hastighed ved at observere Jupiters måner. 350 års jubilæet for denne opdagelse fejres næste år.

Saturn kan også ses mod vest, men den er mindre prominent.

I starten af november står Solen op klokken 7.15. I oktober-udgaven af Kig op stod der, at Solen stod op klokken 7.12. Det er på grund af overgang fra sommertid til vintertid, at de to tal er så tæt på hinanden.

Solen går ned klokken 16.29 i begyndelsen af måneden, mens den i slutningen af november står op klokken 8.13 og går ned 15.43.

I Esbjerg og Rønne skal du lægge henholdsvis 16-17 minutter til og trække ti minutter fra disse tider.

Som nævnt er ...