Med Solens passage hen over Jordens ækvator for godt en uge siden har vi nu taget hul på et halvt år med mere mørke end lys.

Trist for nogle, men alletiders for stjernekiggere.

Især her i oktober, hvor vejret endnu kan være mildt nok til, at man kan holde ud at stå udendørs i mere end bare fem minutter. Og det er der god grund til at gøre.

I denne måned skal vi se nærmere på en verdensomspændende astronomisk begivenhed, en god portion stjerneskud og 'dæmonstjernen' Algol, som du vil kunne se pulsere på himlen.

For 16. år i træk afholdes verden over den såkaldte 'International Observe the Moon Night' - Se på Månen-dag.

Det er en offentlig begivenhed lanceret af NASA's Lunar Reconnaissance Orbiter-mission, som har sendt en rumsonde i kredsløb om Månen for at kortlægge dens overflade fra så nært hold som blot 20 km.

Fra næsten 1.500 observatorier, museer, biblioteker, amatørastronomers baghaver mm. kan man 4. oktober observere, påskønne og forstå Månen og dens forbindelse til udforskning af planeter.

Datoen er valgt, for at en stor del - men ikke den hele - af Månens overflade er belyst af Solen.

Fordi Månen er 30 gange så langt væk som Jordens diameter, ser den stort set ens ud for alle, lige meget hvor på Jorden vi befinder os; det svarer til den forskel, der er i at kigge med henholdsvis venstre og højre øje på et kirsebær på tre meters afstand.

Det er altså næsten fuldmåne, men ikke helt, og det betyder, at man kan se grænsen mellem lys og skygge på overfladen; altså dér, hvor det er aften på Månen.

I dette område får de lange skygger Månens landskab til at træde tydeligt frem, sådan at kratere og bjergkæder værdsættes uden professionelt udstyr.

Den valgte dato falder desuden tilfældigvis sammen med 68-året for opsendelsen af menneskehedens første satellit, den sovjetiske Sputnik, som rigtig satte gang i rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen.

Uanset om man på natten den 4. oktober betragter Månen og dens detaljer gennem et teleskop, en håndkikkert eller med det blotte øje, gør man det akkurat samtidig med titusinder af medmennesker i andre lande, verdensdele og kulturer.

Jeg synes der er noget smukt over, at vi trods vores forskelle og stridigheder kan forenes om noget, der er større end os selv.

Når det kommer til stjerneskud, kan ingen måned hamle op med augusts Perseider.

Men hvad oktober mangler i antal, har den til gengæld i mørke.

Den kraftigste sværm Orioniderne, som peaker 21. oktober, skyldes støvkorn og småsten efterladt af Halleys Komet.

Orioniderne giver typisk knapt halvt så mange stjerneskud som Perseiderne, men da deres maksimum i år falder sammen med nymåne, vil jeg faktisk vurdere chancerne for at se stjerneskud til at være lige så gode.

De bedste chancer har man uden for byens lys, men selv fra en baggård på Nørrebro er det muligt, som jeg oplevede i august, live på TV2.

Under ideelle forhold (langt fra byen, nymåne, sent på natten, skyfrit, frit udsyn til horisonten, osv.) burde man kunne se op mod 50 stjerneskud i timen.

Orioniderne bliver måske boostet en anelse af to andre sværme, Epsilon-Geminiderne og Leonis Minoriderne, som peaker hhv. et par dage før og efter. I starten af måneden har vi desuden Oktober-Camelopardaliderne og Oktober-Draconiderne som peaker henholdsvis 5. og 8. oktober, men med deres ringe antal og fuldmåne skal du nok være mere end hel dig for at se nogle af dem.

Helt tilbage i juli sidste år varslede jeg en ny stjerne på himlen, og videnskab.dk rapporterede NASA's prognose om, at den burde dukke op inden september 2024.

Så sent som sidste måned mente min kollega og medskribent på 'Kig op' Ole J. Knudsen også, at tiden snart var inde:

Det drejer sig om den variable stjerne T Corona Borealis, som ca. hvert 80. år flammer op som en såkaldt 'tilbagevendende nova'.

Med nu 79 år siden sidst er det ved at være oppe over, men T Corona Borealis er altså ikke futtet af endnu, og jeg vil afholde mig fra yderligere forsøg på forudsigelser.

Jeg giver dig i stedet en anden variabel stjerne: ...