Med jævndøgn i september går vi officielt efteråret i møde, og nattehimlens mange fænomener begynder igen at brede sig over flere af døgnets timer til glæde for mange astronomer, både professionelle og amatører.

Jævndøgnet er i sig selv ikke en stor himmelbegivenhed, men med sig tager den både nordlys og en måneformørkelse. Her går Sol, Jord og Måne som et urværk, endnu en glæde for os med hang til himmelkiggeri.

Men først skal vi besøge et langt mere usikkert og særligt stjernefænomen, som vi måske endelig får at se her i september.

Det er nemlig ved at være tid til, at at stjernen T Corona Borealis skal eksplodere og blusse op til et skær som Nordstjernen - men det er langt sværere at forudsige end jævndøgn og måneformørkelser.

Professionelle astronomer og amatører går således og venter på, at stjernen, der er en del af stjernebilledet Den Nordlige Krone skal blusse op - og allerede sidste år skrev Videnskab.dk om fænomenet.

T Corona Borealis er almindeligvis af omkring 10. størrelsesklasse, det vil sige, at den kun kan ses med astronomiske teleskoper.

Men med 80 års mellemrum sker der en atomkerneeksplosion på stjernens overflade, og det får den til at skinne, så den i en kort periode kan ses med det blotte øje, med en lysstyrke cirka som Nordstjenens.

Sidst den blussede op var i februar 1946, så det er altså ved at være tid igen.

I september befinder Den Nordlige Krone sig på den vestlige aftenhimmel, et stykke til venstre for Karlsvognens 'vognstang', så det er den retning, man skal kigge.

T Corona Borealis er en dobbeltstjerne, hvor en lille hvid dværg suger stjernestof til sig fra sin større ledsager, en såkaldt rød kæmpestjerne.

Når der har samlet sig nok stof på overfladen af den hvide dværg, bliver trykket og temperaturen så voldsom, at stoffet eksploderer som ved en brintbombeeksplosion.

Vi ser det som en nova - altså en opblussende stjerne. I dette tilfælde er eksplosionen ikke så voldsom, så stjernen ødelægges, derfor kan processen gentage sig - i dette tilfælde med cirka 80 års mellemrum.

Astronomerne kender ikke forløbet med stor præcision, så forventningerne strækker sig frem til en gang i sommeren eller efteråret 2026.

Men brug stjernekortet her i artiklen, og kig op en gang imellem i løbet af måneden - det kunne jo være ...

Forudsigelse af novaer er en yderst usikker astronomisk disciplin. Så er det så absolut meget sikrere at forudsige formørkelser af Solen og Månen.

Der er total måneformørkelse om aftenen søndag den 7. september - på denne skribents fødselsdag.

Månen glider langsomt ind i skyggen af Jorden, og Månen er totalt formørket fra den står op lidt til venstre for øst klokken 19:46 (set fra Aarhus).

Totaliteten, hvor Månen er kobberrød eller appelsinfarvet (eller for de mere dramatisk orienterede: blodrød), varer til klokken 20:53, og det hele er overstået med Månen blot 7° over horisonten.

Fuldmånen har sin fulde lysstyrke tilbage klokken 21:56. Den totalt formørkede Måne lyser ikke ret klart, så man skal nok have en kikkert, være helt sikker på retningen og være heldig med skyerne for at kunne se den, lige når den er stået op.

I øvrigt er der også en delvis solformørkelse 21. september, men den er ikke synlig fra Danmark. Den kan kun ses på New Zealand, i det sydlige Stillehav og på Antarktis.

Formørkelser kan astronomerne beregne på forhånd med sekunders nøjagtighed, og mange årtier ind i fremtiden - og fortiden!

Det skyldes, at Solen, Jorden og Månen bevæger sig om hinanden med en næsten uforanderlig præcision. Kun efter lange åremål sker der små ændringer, som kan 'flytte' en formørkelse i tid eller sted på Jorden.

Det er med en vis stolthed og skadefryd, at vi astronomer kan prale med, at vi er de eneste, som kan forudsige fremtiden!

Det er en stor oplevelse for mig personligt, hver gang jeg ved selvsyn (igennem et sikkert solfilter selvfølgelig) kan konstatere, at en solformørkelse starter og slutter lige på sekundet. Så tror man dybt i sin sjæl på naturvidenskaben i en verden af konspirat...