Klangkammeret

I mellemkrigsårene drejer en direktørsøn på radioknapperne i forstadsvillaen. Musik fra fjerne kortbølgesenderne åbenbarer, at der er en verden fyldt af anderledes musik derude. Resten er (en forrygende god) musikhistorie!

Den fortælling, som jeg tager hul på med dette 13. afsnit af Klangkammeret, skulle selvfølgelig have været publiceret sidste år, som var 100-året for Poul Rovsing Olsens fødsel. Jeg var bare ikke klar over, at han fandtes, og jeg tror, at det siger en del om Randers' temmelig undereksponerede, men yderst musikalske bysbarn fra sidste

Til gengæld fik jeg chancen for at være dobbelttydig-karl-smart og kalde episoden noget med "101" - både som reference til årene, der er gået siden hans fødsel i 1922, og som antydning af at dette er "Rovsing Olsen for begyndere", ligesom f.eks. "Psychology 101" ville være en introduktion til den menneskelige psyke i den engelsksprogede undervisningsverden.

Og tag ikke fejl af, hvem begynderen er, for min læringskurve har bestemt været til at tage og føle på her. Faktisk fremstår Poul Rovsing Olsens musik mig stadig gådefuld og mærkelig, men jeg har grebet chancen for, at prøve at komme i dybden med ham. Først ved at kigge biografisk på hans liv her i afsnit 13, og i de kommende afsnit vil jeg gå i kødet på hans musik. Heldigvis i selskab med mere end kompetente folk, som jeg glæder mig til at præsentere jer for.

Der er rigeligt at gå om bord i, og lidt af hvert at dykke ned i når musikken spiller. Jeg åndede faktisk et lettelsens suk, da en af mine hjælpere sagde, at et af kendetegnene ved Poul Rovsing Olsens stil var, at han ikke havde nogen stil. 

Ikke så sært i så fald, at mine forsøg på at famle mig frem med mine let rustne akademisk-analytiske værktøjer har det med at komme til kort i sagen her, men nogle gange ligger det dragende faktisk osse i det gådefulde. Noget som man næsten føler, at man forstår. Noget, der giver lige tilpas med modstand til, at irritationen aldrig får helt bugt med nysgerrigheden, når man prøver at få det til at åbne sig. 

Jeg skylder en stor tak til Poul Rovsing Olsens enke, Louise Lerche, der bød mig indenfor i sit hjem, viste rundt i både rum og minder og beredvilligt svarede på mine spørgsmål om ham! Osse stor tak til Rovsing Olsens gamle arbejdsplads, Dansk Folkemindesamling, der velvilligt stillede nogle af hans feltoptagelser fra den arabiske verden til rådighed.

Musikken, jeg brugte undervejs i denne episode var:

• Poul Rovsing Olsen: Partita for cello, op. 75 med Gert von Bülow som solist
• Poul Rovsing Olsen: "Randers, en film om en provinskøbstad", op. 22 med Randers Byorkester og navnkundige Aksel Dahlerup på speak
• Carl Nielsen: udtog af "Maskerade“ med Randers Byorkester på Randers Rebslaaeris eget pladeselskab
• Poul Rovsing Olsen: "Heden" med tekst af St. St. Blicher fra Sange for store og små, op. 37 med Steffen Bruun på vokal og Kristoffer Nyholm Hyldig ved klaveret
• Poul Rovsing Olsen: "A Dream i Violet", op. 85 med Helge, Anette og Jonathan Slaatto
• samt en række eksempler undervejs på lyden af perlefiskernes arbejdssange, som de lød i Bahrain i 1960'erne og 1970'erne

God lyttelyst!

/Mik 

Hvad kan 2200 kartonomslag og en anekdote om Tivoli lære os om, hvordan et orkester og dets chef fungerer? Ikke så lidt, faktisk. Mød David Riddell, og kom med ind i musikkens langtidshukommelse på toppen af en bakke i Randers.

I denne episode af Klangkammeret har jeg stillet mig selv den opgave at tage ud og stille dumme spørgsmål - på en kvalificeret måde og i en god sags tjeneste.

En af grundene til, at klassisk musik kan fremstå utilgængelig, hvis man ikke tilhører kernepublikummet, er indforståetheden og den højtidelighed, der i værste fald omgiver den. Da jeg i sin tid begyndte at lave podcasten, var målet netop at arbejde med den entrebarriere, at afmystificere genren og se, om det kunne gøre en forskel at sætte måske lidt mere jordnære ord på, hvad den rummer. Jeg kan dog også konstatere, at der kan være ret kort vej til at blive forfængelig og selv falde i indforståetheds-fælden. Derfor prøver jeg at gå til stoffet fra en lidt anden side denne gang.

Indtil nu har indsatsen rettet sig mod komponister og værker, men i en vaskeægte ud-af-huset-oplevelse opsøger jeg i episode 12 et menneske, der kan give mig gode svar vedrørende en helt central ting i den klassiske musik, nemlig noderne. I min mere aktive tid som rockmusiker betragtede jeg dem altid med skepsis, fordi de “bare var papir”, og fordi de på samme tid udstrålede noget bureaukratisk nidkært og noget ophøjet, helligt relikvie-agtigt.

Randers Kammerorkesters chef, David Riddell, bød heldigvis gerne indenfor i nodearkivet og gjorde mig klogere på sagen. Oven på min snak med ham kan man måske opsummerende sige, at 

1. jeg havde fuldstændig ret i det med det bureaukratiske, men at jeg lever meget bedre med den side af sagen nu, hvor jeg har fået nuancerne med, og
2. der godt kunne være noget om, at noderne kan få tillagt et niveau af besjæling, når bølgerne går højt. Det er blandt andet også det, der muliggør, at jeg kan gå til dem med en historiefortællende tilgang, der virker.

Det synes jeg faktisk er et fint udbytte af sådan et besøg, men jeg blev i det hele taget meget klogere på, hvordan et klassisk orkester fungerer i 2023 - også når scenelyset er slukket og der “bare” forberedes koncerter eller på anden måde afvikles daglig drift.

Tak til David for at tage sig tid til at svare på “dumme” spørgsmål, der gjorde mig meget klogere. Jeg håber at udbyttet kan være sammenligneligt ude ved højttalerne. Randers Kammerorkester leverer musik af høj, høj standard, og deres koncerter er absolut et besøg værd. Få overblikket på deres hjemmeside eller på deres Facebookside.

Episodens forsidebillede viser resultatet af danske nazisters brandattentat mod Tivoli i København den 25. juni 1944, hvor flammerne bl.a. fik fat i Koncertsalens nodearkiv. Billedet stammer fra Frihedsmuseets fotoarkiv, fotograf ukendt.

Musikken i episoden er fjerde sats af Gustav Helsteds strygekvartet (1917), som den lyder på Randers Kammerorkesters indspilning af Helsteds kammermusik, udgivet på Dacapo Records i 2016.  Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.

God lyttelyst!

/Mik 

Smadrede flygler?! Langsomme tangenter?! Franz Liszt var vild på så mange måder, at jeg i sidste episode slet ikke nåede omkring den vinkel, der måske fanger mig allermest. Igen handler det om at være fremme på beatet og operere på en måde, som mange af os mere forbinder med amerikansk pop og rock efter anden verdenskrig. Liszt var i tæt parløb med 1800-tallets gryende musikindustri, og det er mit kække postulat, at han (og vi) kan takke datidens teknologiudviklere for, at han opnåede sin status som Klaverets Konge.

Nørde-noter
De fleste former for direkte adfærdsanvisning ligger mig egentlig ret fjernt, men når målet er at få fortalt den gode (musik)historie, slipper jeg åbenbart gerne min indre gårdvagt løs i dannelsens navn. Afsnit 11 af Klangkammeret kan tjene som eksempel.

Oprindelig ville jeg have lavet et langt efterårs-afsnit om Franz Liszt i stort og småt, men klokken syv minutter i deadline fik jeg en klar fornemmelse af, at afsnit 10 ville stå skarpere, hvis det blev dedikeret til hans "Totentanz". Det ville passe med, at afsnittet kunne bruges som optakt ude på landets folkebiblioteker, hvor værket var på plakaten i oktoberudgaven af de klassiske lytteklubber, og så kunne jeg fordybe mig i de lidt smallere aspekter af flygelteknologiens mysterier i et selvstændigt afsnit. Ergo ligger der for første gang en episode af Klangkammeret klar, hvor jeg insisterer på, at det fulde udbytte kun opnås, hvis man har læst (dvs. lyttet) lektier først.

Al ironisk distance til side, så tror jeg faktisk, at ovennævnte "lidt smallere aspekter" er en berigelse af fortællingen om Liszt, og at de samtidig bidrager med noget, der osse kan give mening for andre end de allermest nørdede klaverentusiaster. Målet var at fortælle om en fortid - på samme tid både ret fjern og relativt tæt på - hvor ting, som vi tager for givet, måske var i rivende udvikling, måske var undervejs og måske slet ikke var tænkt på. Min fascination af perioden fra romantikken og frem til første verdenskrig handler i høj grad om præcis denne raske march mod det moderne, og det er faktisk svært for mig helt at gennemskue, hvor den slutter og glæden ved periodens musik som sådan tager over. Uanset håber jeg, at fascinationen og begejstringen er hørbar derude - og at den kan inspirere til yderligere musiklytning!

Der skal lyde en hjertevarm tak til min gode kollega Lena Koldsø for fransk reklamespeak (og for generel ad hoc frankofon assistance, når jeg skal have noget til at lyde plausibelt gallisk), og til vores lokale klaverstemmer Steen Hedegård, der bidrog med musikteknologisk bistand vedr. flygel-fagtermer.

Musik 

• Franz Liszt: Totentanz - parafrase over "Dies Irae" for klaver og orkester v. Krystian Zimerman (Deutsche Grammophon, 1987)
• C.P.E. Bach: 12 variationer over "Les folies d'Espagne" med ærværdige Isolde Ahlgrimm ved cembaloet (Eterna, 1972)
• Franz Liszt: Zwei Koncertetuden, II: "Gnomenreigen", lagt på lakskive af ingen ringere end Sergei Rachmaninov (Victor, 1925)

Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.

God lyttelyst!

/Mik

Enhver rockstjerne må kigge misundeligt mod klaverets konge, Franz Liszt. Ikke bare satte han den musikalske kurs for stort og småt, der peger frem mod alskens rytmiske genrers tilblivelse og modning, men han leverede samtidig den snart sagt komplette opskrift på, hvad det vil sige at leve i berømmelsens overhalingsbane. At være 120-130 år på forkant i forhold til en genre, der altid har brystet sig af at sprænge grænser og være nyskabende, må vel siges at være godkendt.

Ikke mindst den mere sortklædte del af rockgenren må føle sig overhalet af en musikalsk visionær, hvis dødsfascination bl.a. sendte ham på inspirationsbesøg i lighuse i kunstens navn. I dette afsnit af Klangkammeret går jeg om bord i "Totentanz" - et værk for klaver og orkester, der netop har Liszts blik på døden som omdrejningspunkt. Med inspiration fra middelalderlige træsnit og musikalsk afsæt i hymnen "Dies Irae" fra den katolske kirkes dødsmesse, spandt han en hvirvlende, stormende skildring af den uundgåelige ende på livet.

Værket har ikke satser, men er i stedet delt op i otte dele, der glider over i hinanden. Først et anslag, hvor Dies Irae-temaet sættes i scene, hvorefter følger en række variationer, der kan forstås som musikalske portrætter af menneskeskæbner: ung som gammel og fattig som rig, dødsdømte alle til hobe. Værkets forløb kan opstilles sådan her (minuttal fra indspilning af Krystian Zimerman på Deutsche Grammophon fra 1987, DGG 423571-2):

• Åbningstema, ”Dies Irae” | 0.00
• Variation I (Allegro moderato) | 1.55
• Variation II | 2.44
• Variation III (Molto vivace) | 3.35
• Variation IV (Lento) | 4.05
• Variation V (Vivace) | 7.14
• Variation VI (Semper allegro (ma non troppo)) – som i sig selv består af en række minivariationer | 11.09
• Afsluttende kadencer | 14.00

Ovenstående oversigt er hentet fra dette udmærkede blogindlæg, og jeg har desuden trukket meget på Mogens Wenzel Andreasens skønne Liszt-biografi fra 2019 i arbejdet med dette afsnit.

I afsnittet bruger jeg ovennævnte Totentanz-indspilning af Krystian Zimerman som gennemgående musik. Derudover bruger jeg snaser af Niccolo Paganins 24 capricer, op. 1 nr. 5, Caprici di Diablo af Yngwie Malmsteen og Pierre-Laurent Aimards indspilning af Nuages Gris fra "The Liszt Project", der osse kom på Deutsche Grammophon. Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten.

God lyttelyst!

/Mik 

Han er blevet kaldt dansk musiks sorteste samvittighed, hans værker stikker i mange retninger, der går farverige historier om hans antipati mod Carl Nielsen, og sikkert er det da osse, at Rued Immanuel Langgaard var noget af en karakter. I dette afsnit af Klangkammeret prøver jeg at finde hoved og hale i hans historie, for der er god brug for nuancer i fremstillingen af ham.

Derudover passer han godt ind i Klangkammerets kavalkade over komponister, for hvem isolation har været en med-/modspiller. Hvor William Billings måtte opfinde den amerikanske musik fra bunden i det isolerede, ny-koloniserede USA (Klangkammeret #7), Beethoven fik trukket isolationen ned over ørerne af sin tiltagende døvhed  (Klangkammeret #7)  og Schönberg måtte reagere i kunstnerisk trods på Wiener-borgerskabets kulturelle selvisolation  (Klangkammeret #8), er Langgaard et eksempel på en kunstner, der af al magt ville være en del af et miljø - mens samme miljø ikke ville kendes ved ham og isolerede ham på flere måder.

At det gik sådan, er der ikke nogen enkel forklaring på. Det er bl.a. derfor, at episoden har taget lang tid at lave og er blevet længere end tidligere Klangkammeret-afsnit. Til gengæld er Langgaard en rigtig spændende skikkelse, som jeg følte, var fuldt kvalificeret til at få lidt udvidet taletid.

Hvis du som jeg bliver fanget ind af hovedpersonens musik og historien om ham, er der information i lange baner at finde om ham på hjemmesiden www.langgaard.dk. Blandt kræfterne bag siden er Bendt Viinholdt Nielsen, hvis Langgaard-biografi "Den ekstatiske outsider" har været en hovedkilde til min research sammen med hjemmesiden og bogen "Mod lyset: Rued Langgaard, musikken og symbolismen" af Esben Tange.

Musikken undervejs
I løbet af podcasten bruger jeg følgende Langgaard-værker (tidspunktet angiver, hvor de introduceres):
01.05 Symfoni nr. 1, "Klippepastoraler", I, "Brænding og Solglimt" (1908-11)
04.55 Insektarium, IV, "Tipula oleracea" (1917)
07.20 Rosengårdsviser, II (1919)
12.52 Symfoni nr. 1, "Klippepastoraler", V, "Livsmod" (1908-11)
17.08 2. strygekvartet, II, "Bortkørende Tog" (1918)
20.21 Insektarium, VI, "Anobium pertinax" (1917)
21.50 5. strygekvartet, II, "Scherzo grazioso" (1925)
23.20 Le beguinage, III (1948-49)
26.06 Carl Nielsen, vor store komponist (1948)
29.50 Rosengårdsviser, III (1919)
34.08 Symfoni nr. 11, "Ixion" (1944-45)
41.43 Antikrist, prolog, "Antikrist, stig op" (1926-30)
45.38 Sfærernes Musik (1916-18)

Derudover er det som altid anslaget fra Claude Debussys "Voiles", der starter podcasten

God lyttelyst!

/Mik

Komponisten Leonard Bernstein sagde på et tidspunkt det, som alle tænker. Noget i retning af at "ingen kan med hånden på hjertet sige, at de virkelig elsker Arnold Schönbergs sene værker i tolvtonestil". Til gengæld er historien om, hvorfor de lyder som de lyder og hvordan han kom frem til sit tonesprog, virkelig interessant. Den har nemlig at gøre med en periode hvor verden ikke var til at kende igen for dem, der ellers boede i den, og Schönberg lavede egentlig bare soundtracket til en ny og moderne tid. Jeg har ingen ambitioner om at gøre dig til kæmpefan af den selvlærte komponist med de markante holdninger, men måske giver du hans musik en ny (eller en første) chance på trods af det ry han har, efter at du har hørt denne 8. episode af Klangkammeret.

Isolation kan gøre mange ting ved en komponist... åbenbart. I denne første episode af min miniserie om isolationens indvirkning på musikhistoriens gang kommer vi forbi de tre mere eller mindre berømte B'er, nemlig Billings, Beethoven og Bourdieu. Sidstnævnte forklarer hvorfor kunstnerisk frihed er en illusion, mens beretningerne om de to første viser sig at tælle som stærke argumenter for, at det nu alligevel er dejligt, når folk lader være med at blande sig i det, man går og laver.

For de fleste af os ville det være sin sag at sætte sig til orglet i Roskilde Domkirke og bare lige improvisere musikken til en kongebegravelse fra hoften, men ikke desto mindre er det, hvad hovedpersonen i sjette episode af Klangkammeret gjorde. Det gjorde ham til et vaskeægte, bragende hotshot indenfor musiklivet i 1800-tallets Danmark, og alligevel er han glemt i vore dage. Eller er han? Den tråd forfølger jeg i denne episode, og som led i afdæknigen af forsvindingssagen får jeg hjælp fra den amerikanske opfinder Thomas Edison, en vaskeægte kronprinsesse der synger til et marked i en lille udenlandsk provinsby og en børne-tv-karakter med en liiiidt irriterende stemme.

Nørde-noter
Da jeg blev introduceret til Historien om Matthison-Hansens improviserede musik til Frederik d. 6.s begravelse, følte jeg mig ret sikker på, at der var basis for at gøre ham til hovedperson i en episode af Klangkammeret, men arbejdet tog to uventede bonus-drejninger undervejs. Først da jeg opdagede, at han faktisk var blandt de komponister, hvis musik var blevet indspillet på voksrulle af d'herrer Gottfried Moses Ruben og Theodor Valdemar Cornelius-Knudsen i København i de sidste år af 1800-tallet. Siden da det gik op for mig, at han var mester for melodien til "Vi har en tulle med øyne blaa".

Det første pegede i retning af, at han virkelig - for nu at sige det lidt populært - var et stærkt brand i disse år (ville man vælge hr. hvemsomhelsts musik til at promovere tidens hotteste, højteknologiske lydgengivelses-isenkram? Nej. Hverken nu eller i 1894). Det andet ramte mig fordi jeg husker melodien og Margrethe Munthes tekst fra mit dansk-norske barndomshjem, om end forbindelsen til det norske kongehus og Titten Tei som antydet ikke nødvendigvis var stærke salgsargumenter på den kulturradikale og ret republikansk anlagte matrikel, hvor jeg voksede op. Jeg husker da osse mest min norske mor have et let ironisk forhold til sangen, men stemningen i melodien fangede mig som barn, og det gør den faktisk stadig!

Historien om Ruben og Cornelius-Knudsens indspilninger er både glimrende og grundigt fortalt i Steen Kaargaard-Nielsen og Claus Byriths bog "Danmarks første lydoptagelser" (Aarhus Universitetsforlag/Det Kgl. Bibliotek, 2017). Bogen kommer med lyddokumentation i form af to cd'er, som jeg har trukket på i forbindelse med skabelsen af dette Klangkammeret-afsnit.

Der findes ikke voldsomt mange indspilninger af hovedpersonens orgelmusik fra nyere tid, men Sven-Ingvart Mikkelsen har heldigvis klaret ærterne i forhold til de værker, jeg skulle bruge her med "Hans Matthison-Hansen: Six Fantasias for Organ" (CDKlassisk, 2014).  Navnkundige Katy Bødtger står for at formidle et lille hjørne af C.E.F. Weyses aftryk på vores hjemlige musiklandskab med sin version af "Julen har bragt velsignet bud" (Polyphon, år ukendt).

Indspilningerne af "Vi har en tulle" kommer osse fra sjove steder. Den fine udgave for blæserorkester er fra "Blue Sky Swing - New Music for Flexible Instrumentation - Demo Tracks 2019-2020" med Noteservice Wind Band, et norsk blæserorkester der laver demoindspilninger af blæserarrangementer af populære sange rettet mod landets frodige miljø for den slags (og hvis du nogensinde har set et 17. maj-optog ved du, hvorfor den orkestertype traditionelt set har stået stærkt nord for os).

Den royale markedsplads-version er fra "Wenche Myhre 1965-2004" (Universal Music, 2015) og stammer oprindelig fra en tv-optagelse lavet af NRK på Momarkedet i 1976, mens den meditativt jazzede udgave er fra pianist og filmkomponist Stein Berges "A Little Night Music - Peaceful Sleepy Piano" (daWorks Entertainment, 2020).

Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles
Outro: Claude Debussy - Preludes, livre I: La danse de Puck

Vi høres ved! /Mik

Glem alt om streaming, vinyl, cd-skiver og magnetbånd! Papir har gennem tiden været den klassiske musiks bærende medie, hvilket ikke er uproblematisk over tid. Omvendt er skattejagter et fremragende eksempel på, at løsninger ikke var noget værd, hvis ikke de var svar på problemer. Til gengæld er jeg i løbet af min research til denne episode af "Klangkammeret" nok kommet frem til, at det med at tage på skattejagt ofte er sjovere, hvis man er mere proces- end resultatorienteret.

Sidstnævnte erfaring skal dog ikke tage noget fra episoden - ikke mindst fordi der er forskel på, hvad vi hver især synes tæller som guld! Lyt selv efter og dan din egen mening om den 'glemte' danske symfoni fra 1830, som jeg bevæger mig rundt om i denne halve time.

Nørde-noter
Som nævnt i episoden var der ikke behov for at lege Indiana Jones i forbindelse med episodens mission. Sven Lunn havde genfundet J.F. Frøhlichs forputtede symfoni 75 år tidligere, og takket være den velordnede tidsalder vi lever i, kunne jeg bare sidde i storrumskontoret og hente digital viden om episodens hovedpersoner ind i lange baner. Lunns artikler i DMT fra dengang ligger f.eks. online og er lige til at gå til. Afsnittet baserer sig primært på disse kilder samt Dansk Biografisk Leksikons artikel om Frøhlich, men der er masser af sjovt stof at finde, når man først kommer i gang med at følge links:
Johannes Frederik Frøhlich i Dansk Biografisk Leksikon
Sven Lunn om fundet af kopien af Frøhlichs symfoni i Stockholm
Sven Lunn om fundet af originalpartituret
Om Sven Lunn og bombningen af Tivoli
New York Times om fundet af Odense-Symfonien
Frøhlich set fra fløjteperspektiv

Det var osse nemt at vælge indspilninger denne gang, da jeg havde fat i noget lidt 'smal' musik. Jeg kunne ikke finde andre brugbare udgaver af værkerne end disse.:

Signor Mozart: Symfoni i a-mol (Odense-symfonien) K.Anh. 220/16a, 1. sats, formentlig skrevet engang i 1760'erne - uden at man er helt sikker på hverken det eller hvem Signor Mozart egentlig var. Indspillet af Christopher Hogwood og The Academy of Ancient Music. Findes på flere opsamlinger, bl.a. "Mozart - The Childhood Symphonies" (U-5, 2015).

Johannes Frederik Frøhlich: Symfoni i Es-dur, 1830. Indspillet af Danmarks Radios Symfoniorkester, osse under ledelse af Christopher Hogwood (Chandos, 2013).

Johannes Frederik Frøhlich: duet for fløjte, opus 53, 1847, 2.sats, indspillet af Boris Bizjak og Marko Zupan (Hedone Records, 2015).

Øvrig musik:
Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

Vi høres ved! /Mik

At kigge med nutidige briller på et barok-værk, der igen fortolker en legende fra antikken, kan lejlighedsvis få betragteren til at klø sig lidt i hovedet. Rabiat dansende feministisk alkohol-kult på både døddrukkent og dødeligt lemlæstende hævntogt i guds navn ser f.eks. umiddelbart ikke ud til at stå overfor noget comeback i det nordlige Østjylland, hvilket er fint. Andre aspekter af dagens fortælling viser sig dog ikke at være så sære endda, og helt sikkert er det, at Claudio Monteverdis musik til L’Orfeo stadig står stærkt her 400+ år senere.

Episodens indholdsside startede som noter til en udgave af min klassiske lytteklub på Randers Bibliotek, men associationerne fra barokkens vokalekvilibrisme til 1980’ernes guitarhelte opstod, mens jeg arbejdede på at lave noterne til et podcastafsnit. Resultatet er som sædvanlig causerende, essayistisk og lettere tendentiøst.

Da jeg afholdt lytteklubben, præsenterede jeg samtidig en meget dejlig udgave af L’Orfeo, der ligger på musiktjenesten medici.tv. Det er en koncertoptagelse fra Teatro alla Scala i Milano - instrueret af Robert Wilson, som har en høj stjerne hos mig. Hvis man har mod på en spændende fortolkning, der med fingerspidsfornemmelse forholder sig til både barok og nutid på den scenografiske side, ligger denne lige til højrebenet!

Lånere på Randers Bibliotek, der også bor i kommunen, kan få adgang til alt det gode indhold hos Medici via ovenstående link. Mange andre kommuners biblioteksvæsner har også købt adgang til tjenesten, så spørg på dit lokale bibliotek.

Nørde-noter

Noget af det bedste ved at lave de her podcasts er, at jeg lærer utrolig meget undervejs!

I sidste episode af denne podcast endte jeg faktisk med at bruge ikke bare en, men to indspilninger med English Baroque Soloists som musikeksempler i løbet af afsnittet. På den indspilning af Vivaldis “Foråret” fra 1989, hvor de har Nigel Kennedy med som solist, er der f.eks. en balance mellem glathed og gnist, som jeg synes vældig godt om. Da jeg skulle finde en indspilning af L‘Orfeo og så, at de havde indspillet den, betragtede jeg nærmest opgaven som løst - lige indtil jeg faktisk lyttede til indspilningen.

Jeg fandt ud af, at den er vældig smuk... og pænt kedelig. Dels er der ingen Kennedy til at sparke liv i projektet, og dels er værket indspillet i et stort rum - formentlig en stor kirke - hvis akustik samler lyden til en meget glat og homogen masse. Man kan høre, at det er musikere i absolut topklasse, der spiller, men man føler sig ikke tæt på musikken, og for en udpræget rocknisse som mig er præcis den fornemmelse af liv, nærvær og autenticitet nu engang noget, der står højt på ønskelisten.

Efter lidt zappen rundt fandt jeg så en Orfeo-indspilning med London Baroque (Warner Classics, 1984), som jeg faldt for. Om det er indspillet i en kirke er jeg usikker på, men mikrofonerne er langt tættere på instrumenterne, og samtidig har jeg fornemmelsen af, at sangerne og musikerne tager chancer og tør mere i kampens hede. Resultatet er en indspilning, hvor fingrene måske ikke altid bliver sat med klinisk mikrometer-præcision på strenge og tangenter undervejs, men hvor musikken lever og giver mig lyst til at lytte. Mission accomplished!!

Øvrig musik:

Intro: Claude Debussy - Preludes, livre I: Voiles

The Jimi Hendrix Experience - første få sek. af “Foxy Lady” (Track, 1967)

Guitarhelte-kavalkaden har bidrag fra Steve Vai, Buckethead, Joe Satriani, George Lynch, Yngwie Malmsteen og Eddie van Halen

Ekstra hektisk guitarsolo til sidst i segmentet: Living Colour - “Time’s Up” (Epic, 1990)

P.S.: Og ja, jeg udtaler ‘Eurydike’ forkert i de to små reportagesegmenter. Undskyld til oldtidskundskabslærere over hele landet…