På sin rejse i årene 1789-1790 er Jens Baggesen nået til Mannheim, en by der er karakteriseret ved sin meget retlinede byplanlægning. Ligesom i New York er alle gader snorlige og krydser hinanden vinkelret. Det får Baggesen til at udbryde i et helt lille essay om, hvordan det lige og vinkelrette symboliserer død, mens livet jo er krumt og buet og fuld af overraskelser.I anden time:Baggesen når med sine rejsefæller til Strasbourg, hvor den store domkirke betager dem. Skildringen af Baggesens opstigning i tårnet og spiret hører til noget af det mest besættende i dansk litteratur, man ligefrem mærker den svimle og æteriske fornemmelse, der får Baggesen til at føle sig nær Gud.