Sommerfuglens vinger er som bekendt noget af det skrøbeligste, fineste og stormvækkende naturen sætter i scene. Lea er ikke nogen sommerfugl. Eller er hun?

Man kommer lidt i tvivl undervejs. Farverne, de flaksende bevægelser og et magnetisk indtryk på baggrund af begejstring, synspunkternes klarhed og evnen til at dvæle ved det forunderlige. Herunder bedstefaderens naturvandringer, søgen efter poesi, evighed og Gud. Derigennem sig selv. 

Ellers de tidsubegrænsede feedback-sessions med begejstrede Zetlanders, som har så meget på hjerte, at de ikke frygter, men griber andres blik og opfattelse af dem.