Denne udgave af Bogfolk handler om bogen '1772 - 'Selskabet' - barn af Oplysningstiden', som forfatter og journalist Klaus Larsen har skrevet. I 1772 blev et lægevidenskabeligt selskab stiftet i København, og det indledte kampen mod alle de sygdomme, folk bare døde af, fordi der ikke var nogen behandling. Dengang var der kun få læger i landet og ingen hospitaler, men det banede tre mænd vejen for.  J. C. Tode, Henrich Callisen og Matthias Saxtorph, hed de. I dag husket via vejnavne i København men ellers glemt. Dem har Klaus Larsen trukket frem i lyset i sin nye bog. I dag fører han os en tur tilbage til dengang, sygdom blev betragtet som Guds straf. Dengang der endnu ikke var indført lukkede kloakker, man forrettede sin nødtørft i porte og bag buske, der var rotter allevegne, og kød og fisk og andre madvarer fordærvedes hurtigt. Alle folk stank, men ingen lagde mærke til det, fordi det gjaldt for,alle, at der kunne gå uger eller måneder imellem, at man vaskede sig.

Lægernes snavsede hænder slog de fødende kvinder ihjel - ingen troede på, at der fandtes bakterier

Vi dykker ned i og diskuterer litterære tendenser og udgivelser. Jes Stein Pedersen er vært for Politikens podcast om litteratur.


I redaktionen: Jes Stein Pedersen og Lise Garsdal

Society & Culture

Personal Journals

History

Philosophy

Places & Travel

Hvordan har erindringen om Anden Verdenskrig påvirket den europæiske selvforståelse? Det undersøger Kasper Green Munk i essayet ’Rejse til krigens steder’, som beskriver møder med krigens steder i Tyskland, Polen, Ukraine og Frankrig. Han bemærker, hvor forskelligt man mindes krigen, hvordan krigsmonumenter og dokumentationscentre skildrer det, der fandt sted, men bemærker også i Ukraine, som han besøgte før Rusland gik ind i Ukraine, at folk er i en form for alarmberedskab.

Kasper Green Munk: »Hvorfor opsøger jeg altid nazismens steder i Tyskland?«

De ville ikke sættes i bås, men leve frit med de partnere, de havde lyst til. De skrev om sex uden for ægteskabet, om fremprovokerede aborter og retten til egen krop, om liderlighed, udlængsel og ambitioner. De nægtede at leve op til mandssamfundets forventninger til kvinden som hjemmegående familiemenneske. I denne uges ’Bogfolk’ fortæller litteraturhistoriker Sara Alfort om dem. Hendes nye bog ’Damer der fik nok’ handler om, hvad hun omtaler som en flok »skamløse, umættelige, larmende og længselsfulde kvinder«. Det er både kendte og glemte kvinder som Thit Jensen, Cora Sandel, Tove Jansson, Karen Blixen, Agneta von Krusenstjerna, Ester Nagel, Ulla Bjerne, Hulda Lütken, Karen Aabye m.fl. I alt 12 kvindelige forfattere fra Norden, som solgte masser af bøger, havde et kæmpe publikum og fik stor opmærksomhed, men alligevel stod i skyggen af deres mandlige kolleger. ’Damer der fik nok’ handler om tiden fra 1915 til 1960 og er en opfølger til ’Damer der var for meget’, som beskrev en gruppe kvinder fra det moderne gennembruds tid.

»Disse kvinder var skamløse, umættelige, larmende og længselsfulde«

»Natten til den 7. januar 2018 tager min mormor og morfar en overdosis morfin og sovepiller. Derefter går de ud i nattefrosten og sætter sig ved siden af hinanden i deres liggestole på terrassen. Næste morgen er det høj sol og koldt, og jeg skutter mig, mens jeg går tur med barnevognen. Jeg tænker på, om det er nu, min mormor og morfar dør, eller om de er døde. Jeg har på fornemmelsen, at de har gjort det i nat«. Sådan begynder Liv Helms autobiografiske debutroman ’Med hjertet i hånden’. Med afsæt i bedsteforældrenes kærlighedsselvmord i 2018 begynder Liv at tænkte på sine egne kærlighedsforbindelser. Hun begynder at skrive, skrive om svigt om overgreb og om hvor umulig og nødvendig kærligheden er. Rystelserne sætter sig blandt andet i hendes eget parforhold. Men sandheden må og skal afdækkes. Og det bliver den.  I dagens ’Bogfolk’ har Felix Thorsen Katzenelson besøg af Liv Helm, som udover at være forfatter også er kunstnerisk chef på Husets teater.

Liv Helm om overgreb, svigt og kærlighed

For Emmy Laura Pérez Fjalland, som gæster denne udgave af Bogfolk, er smukke, gamle ord, hun finder i almanakker og gamle botaniske bøger, vigtige. Hun er kulturgeograf og er aktuel med bogen ’almanak’, hvori hun skriver om at vandre i det danske landskab, men også om det sprog, vi bruger om naturen. »Sprog og fortællinger ledsager vores tænkning om naturen. Det er den måde, vi forsøger at finde sprog for, hvor vi er i verden, hvordan vi er her, og hvem og hvad vi omgiver os med. Når jeg om tiden før foråret skriver om at have ’vårhunger’ er det et meget gammelt dansk ord, jeg bruger, mens ’solslurk’ er mit eget. Den argentinske biolog, Sandra Diaz, beskriver økosystemer som livets vævning og livets stof. Geografer kan lære meget af digterne. Jeg bevæger mig som kulturgeograf på tværs af alle mulige felter«, siger Fjalland.

Gå ud og tage en solslurk med Bogfolk

Der er dømt læsekrise blandt nutidens børn og unge. Sådan var det ikke fra midten af 1700-tallet og hundrede år frem. Børn elskede at læse, og måske kan vi lære noget af dem. Det fremgår af bogen ’På sporet af Børn og Bøger’, som er skrevet af professor i børnelitteratur ved Aarhus Universitet, Nina Christensen, og kulturhistoriker Charlotte Appel. Den afslører en stor, underbelyst læselyst hos de første danske børn, der kunne læse, og også dengang var børn glade for billeder. Nina Christensen, der er gæst i denne udgave af ’Bogfolk’, fortæller blandt andet om et brev fra en dreng til en pige, hvori han skriver, at han sender en bog, han selv har lavet ud af såkaldte guldbilleder, som han har klistret ind i et lille hæfte, og om læsende børn, der også dengang selv ville bestemme, hvad de kastede sig over.

Lægernes snavsede hænder slog de fødende kvinder ihjel - ingen troede på, at der fandtes bakterier

Download our free app to listen on your phone