Limboskalaen

Det har været sommerferie - men har du nu også fået slappet rigtigt af? Sådan... HELT SLAPPET AF?
Vi er tilbage med anden sæson af Limboskalaen, og skalaen har fået en ny akse, der både kan være fræk og fesen.
Vi anmelder måder at slappe af på - om det er binge, stene med k, fitten eller filt-krea. Men hvorfor skal vi slappe af? Og hvis det er så dejligt, hvorfor slapper vi så ikke bare af hele tiden?
Det er dejligt at være tilbage, og kys og kram fra Limbo

Studenterne fik deres studenterkørsel trods corona, det er der vist ingen tvivl om. Vi har hørt jer, set jer og dyttet af jer. I dette program kigger fire år tilbage i tiden på vores post-studentertid og snakker om, hvad vi ved nu, som vi ikke vidste dengang. Og hvor fucked er det lige at blive student når corona ødelægger de søde sabbatplaner?
God sommerferie!

Snakker for meget, knepper for lidt? Vi har altid gjort en stor dyd ud af at snakke! Vi har snakket og reflekteret i endeløse timer, brugt hinanden som ventil og skriftestol og nu snakker vi altså i radioen. Der er dog en hårfin balance mellem at reflektere og at lukke lort ud. I dette afsnit snakker vi om at snakke for meget, om at gennemskue andres bullshit talk og vi løfter sløret for de mest elendige livsråd, vi har fået.
Ciliane er med på telefonen fra street food trucken ved Det Fedtede Hjørne i Hornbæk, hvor der er for travlt til at snakke. Til gengæld døbes rejerne før de fritteres og langes over disken.

Generationskampen er på!
Vi sætter “Ok, boomer” på skalaen, spiller klippet med den ORIGINALE boomer og vores boomer-clash, da vi var i P3, korsfæster Peter Pan-syndromet, griner ikke af slavejokes og erkender, at vi er snowflakes.
Men hvad betyder boomer og snowflake egentlig?
Og er det i virkeligheden helt fucked at sige "ok, boomer", fordi det er det samme som at sige “hold kæft?” Burde vi sige “tak, boomers” i stedet? Eller handler vi i afmagt?
Generationskampen er på, og vi ser den over alt - når det handler om klima, køn, racisme, påklædning - og ja, stakitter. Er der andet at sige end… okay, boomer? For boomers rimer jo bøf på bøf.

Vores bryster har aldrig været så store, som da vi var 14 år. 
For dengang var vi fulde af hormoner fra vores p-piller. Som lægen glædeligt udskrev, og unge piger spiser som slik.
I 2016 kom det frem at brugen af hormonprævention øger risikoen for at få udskrevet antidepressiv medicin med i gennemsnit 70 procent. Ja, det forklarer jo en del. Det er et fåtal, der ikke har oplevet humørsvingninger og mistænkt p-pillerne for det. 
Men når man har spist dem hele sit voksenliv, hvordan ved man så, hvornår man selv slutter og pillerne starter?
Og det her er ikke kun et emne der vedrører dem, der tager hormonerne. Det burde være et delt ansvar, ikke bare i parforholdet, men også hos lægen og i familien. Som Cilianes mor siger: “Jeg stolede på Doktor Kirsten”.

Men er der upsides på hormonprævention? Ja, siger Ida, der har sat sig ind i sagerne. What else is there? Kobberspiral?
Og hvorfor er der ikke p-piller til mænd?
Vi sætter hormonprævention på skalaen - er det fucked eller lige som det skal være?

Vi sætter Bymunken på skalaen. Men hvad fanden er det? Jo, det er fordi, det er pisselet at leve som munk i bjergene, men nærmest umuligt at gøre i byens fristelser. Det er nærmest som om bylivet er designet til, at vi skal få det dårligt, og så er mange af fristelserne helt vildt socialt betinget:

Vi sætter om kaffe, alkolhol, kontormuskultur på skalaen, og hører om både at måtte flytte fra Københavns fristelser og Asgers munketid.
Og løver! Og deres dopamin! Og at designe sin uge efter sin menstruationscyklus, for at yde max self-care. For hvorfor er det vi kører vores kroppe så hårdt, gerne indtil de ikke kan mere i form af træthed, stress, udbrændthed? Vi vil alle tre gerne have det godt og passe på os selv, men er også verdensmestre i at køre os selv derud, hvor man render rundt med konstante skideøjne. Og slår sig selv i hovedet over at have drukket øl og kaffe. Er det alt eller intet med det her sundhed og munke-lignende tilstande?

Vi korsfæster datingkultuen 2020! For dating er kun et 200 år gammelt fænomen, og Tinder kom først frem i 2014. Efter at have set datingprogrammet Too Hot To Handle, der er set af milloner af mennesker, sidder vi tilbage med spørgsmålet: Hvad er det for en adfærd, der bliver belønnet in the dating game - stik ind, stik ud, stik af-mentalitet eller den dybe connection? Er den eneste måde man kan vinde, ved at quitte spillet?

Vi sætter Tinder, at være emotionally slutty, nudes og alt godt fra Tinder-kisten på skalaen, og hører fra andre young lovers og pick up artists om ghosting, at være emotionally unavailable, Too Hot To Handle.
For ærligt: Where is the love?

I sidste afsnit satte vi "den personlige Instagram" på skalaen. Men hvad med alle de mulitnationale kapitalister der suger din data som små igler?
Hvad skal vi gøre? Slette vores Instagram?

Vi snakker med en sexy influencer, eksperter og Stine fortæller om, hvordan Instagram har manipuleret hende til at slå op med en kæreste.

Stine er begyndt at poste cute selfies og billeder af sine sjove venner på Instagram. Det er jo bare det, man gør - men er det fucked eller lige som det skal være? Der er billeder på hendes Instagram, der både får os til at cringe, græde og grine.
For Instagram har en stor aktie i det sociale spillerum, hvor vi portrætterer os selv ud fra fri fantasi. Af den grund HADEDE Ciliane Instagram, dengang hun var sammen med sin ekskæreste, og forstod ikke selviscenesættelsen. Nu bruger hun det selv. Kan han kende hende? Eller er hun bare blevet en del af det hun hadede?
Line har i en ung alder løjet sig sjovere, end hun var, og konsekvent fravalgt Instagram. Men hun er bange for at blive glemt. Er Instagram egentlig bare den bytur vi tager med på, selvom vi ikke har lyst?
Det er et stort emne, og her får I del 1 - kan Instagram overhovedet være for sjov?

Ugens Limboskala sætter "at sige, at noget er dårligt" på skalaen.
Det er tit, at vi oplever, at vores ungdom er rigtig god til at definere sig selv ud fra, hvad de ikke kan lide.
Men hvornår er det op-i-røven-smagsdommeri, hvornår er det vigtigt og hvad får vi ud af det?