At være i et romantisk forhold med en kvinde får tilsyneladende mænd til at lægge mærke til sexisme.
Det skriver PsyPost på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Social Psychological and Personality Science.
"Forskning viser, at mænd i gennemsnit er mindre tilbøjelige end kvinder til at genkende kønsdiskrimination eller forstå dens indvirkning - måske fordi samtaler om sexisme kan føles anklagende, hvilket fører til forsvarstilstand eller manglende engagement," fortæller studiets ledende forsker, Emily Cross, fra York University i Canada til mediet.
"Vi var interesserede i at finde ud af, om romantiske forhold kunne fungere som en mere meningsfuld måde at øge mænds opmærksomhed over for sexisme."
I undersøgelsen udførte forskerne to studier med heteroseksuelle mænd, der havde været i et forhold med kvinder i minimum et år:
I første studie blev 576 deltagere rekrutteret online til at læse et scenarie om en kvinde, der opdagede, at hendes mandlige kollega tjente 25 procent mere end hende. Hun mistænkte, at det var på grund af kønsdiskrimination.
Kvinden i scenariet blev enten præsenteret som en romantisk partner, en nær ven eller en fremmed person.
Her var resultatet, at mændene var mere tilbøjelige til at engagere sig, når kvinden var en romantisk partner, og de vurderede samtidig i højere grad situationen som sexistisk sammenlignet med de mænd, der læste beretningen, hvor kvinden var enten en ven eller en fremmed person.
I det andet studie blev 570 mænd spurgt ind til, om de kunne huske virkelige oplevelser, hvor deres partnere var blevet udsat for sexisme. Her rapporterede 432 mænd, at deres partnere tidligere havde delt personlige oplevelser om kønsdiskrimination såsom at blive forbigået for en forfremmelse eller modtage uønsket seksuel opmærksomhed.
Efterfølgende blev mændene adspurgt, i hvilken grad de købte ind på deres partners perspektiv. Altså, om de også så situationen som værende diskriminerende eller sexistisk, og om de var opmærksomme på sexisme, når de selv oplevede det i deres hverdag.
"Vi blev ramt af, hvor konsekvent perspektivtagningseffekten var," siger Emily Cross til PsyPost og understreger, at effekten opstod uanset mændenes tilfredshed med det romantiske forhold.
"Det, der virkelig gjorde forskellen, var handlingen med at tage deres partners perspektiv - aktivt at forestille sig, hvordan situationen føltes for hende, da hun beskrev en oplevelse af sexisme."