Gud opgiver ikke. Heller ikke, når vi ikke selv kan se nogen vej frem. Gud baner vejen.

Tænk, hvis vi var fri af trangen til at søge andre menneskers anerkendelse.

Håbet om opstandelsen fra de døde giver os et andet perspektiv på livet, også når vi ikke umiddelbart ser nogle resultater af vores slid med at tage imod og række Guds kærlighed videre.

Verset er afslutningen på en af mine yndlingsfortællinger: Vandringen på søen. Her kommer Jesus midt i stormen og kaosset og viser sig som en sand ven for Peter. Det er der stort håb i, for Peters ven er også Guds søn. Og Guds søn er også vores ven. Også midt i vores kaos.

Om Åndens virkelighed i os på trods af det, der ellers fylder. Meditationen begynder med en læsning fra Bibelen og fortsætter som en guidet meditation.

Om at tage del i Kristi forhånelse og lide ondt med andre.

Om at Gud vil være vores sol og skjold, give os nåde og ære - og hjælpe os til at vandre i oprigtighed.

Der er ikke altid så stærk sammenhæng mellem det, jeg tror og håber på, og den måde, jeg handler og tænker på i hverdagen. Men Guds nærvær i mit liv er ikke begrænset til min evne til at være nærværende over for Gud.

Om velsignelsen, som er med i hver gudstjeneste.

Om at føre et liv, som svarer til Kristi evangelium. Ikke et perfekt liv, men et “målrettet” liv.