Hvordan virker giftige tanker som had, vrede og bitterhed ind på helbredet?
Enhver sygdom har ifølge Martinus to stadier: årsagsstadiet og virkningsstadiet (Kosmos 5/1997).
Årsagsstadiet findes ikke på det fysiske plan, men på det psykiske eller mentale område. Her har alle sygdomme ifølge Martinus deres oprindelse. Årsagsstadiet kendetegnes ved en længere periode med fejltænkning, der efterhånden udvikler sig til en konkret sygdom. Når symptomet mærkes, og det gør ondt, er det for sent, for da er sygdommen allerede en realitet. Virkningsstadiet er det samme som symptomstadiet. Spredt i litteraturen giver Martinus kun enkelte eksempler på årsagen til konkrete sygdomme.
Martinus skriver blandt andet: “Det er farligt at have onde tanker eller være vred og bitter og genere andre mennesker, og det er ikke blot en ydre fare, men også en indre fare, fordi de enkelte tankearter er livskræfter, der virker ind på de særlige organer i os. Vi kan have tanker, der virker direkte på hjertet og giver dårligt hjerte. Det kan komme, uden at man er klar over det, ved at man har hadet i årevis og stadig er bitter og bliver vred ved næsten ingenting. Man kan have tankearter, der virker på maven og skaber mavesår, andre virker på hjernen, så man til sidst bliver åndssvag, mens andre igen kan ødelægge muskulaturen og huden osv.” (Kosmos nr. 7/1992).
Som tidligere nævnt overskygger tyngdeenergien fordøjelsesområdet, og følelsesenergien gennemtrænger og gennemsyrer tilsvarende kirtler, lunger, hjerte- og karsystemet. Mange hjerte-, kar- og lungesygdomme skyldes, at tyngdeenergien (eksplosionsenergi eller aggressionsenergi) fejlagtigt er trængt ind i følelsesområdet. Mennesket er blevet meget forfinet i forhold til dyret, og det kan ikke i større omfang tåle den tyngdeenergi eller sprængstofenergi, som dyret betjener sig af.
Martinus forklarer: “Den forfinede sjæl har forfinet dets fysiske legeme, forædlet dets blod og gjort nervesystemet overordentlig følsomt og sart. En sådan organisme tåler ikke alt for mange hidsigheds- eller raserianfald uden at blive stærkt forgiftet. En sådan mental foreteelse kan derved i længden ikke undgå at blive en underminerende belastning af hjertefunktionen” (LB2 stk. 296).
Martinus nævner ofte hjertesygdomme i forbindelse med for meget tyngdeenergi, men ellers har han kun skrevet lidt om årsagen til de specifikke sygdomme. Men det generelle er, at det er mangel på næstekærlighed, der får tankepartiklerne ind i forkerte områder, og det er kærlighed, der sætter tingene rigtigt på plads. Vist kan mennesker blive helbredt af healere og på hospitaler, men det hjælper ikke så meget, hvis de fortsætter med de tankemønstre, der har fremkaldt sygdommene. Den sluttelige løsning er, at menneskene må blive opmærksomme på at lære at tænke rigtigt.
I samme grad, som vi lever usundt, er vi med til at forringe vor sundhedstilstand. For at forebygge mod sygdomme må man have positive tanker. Man må have den nødvendige søvn og hvile, vi må indtage den sundeste mad og drikke, og vi må søge at undgå de dødbringende nydelsesmidler, alkohol, nikotin og narkotiske stoffer.
Martinus skriver: “Vi må undgå de for den psykiske livsoplevelsesevne dødbringende tankearter såsom vredesudbrud, hævn- eller forfølgelsestanker over for vore medvæsener, løgnagtighed og bagtalelseslyst og andre selviske tankearter. Den absolut sunde åndelige ernæring for mennesket er alle uselviske tankearter. De er lige så fysisk og psykisk livgivende, som de selviske tankearter er fysisk og psykisk dødbringende for mennesket. De fleste indre organiske og kroniske sygdomme stammer fra fejlagtige og dermed giftige tankearter” (LB6 stk. 2026).
The post OT025. Mennesket – et univers. Tanker om sundhed og sygdom appeared first on Ole Therkelsen.