For før virksomhederne kaster sig ud i diverse hightech-eventyr, bør de starte med at energieffektivisere deres eksisterende processer og anlæg. Det mener i hvert fald Bjarne Tvede, der er Business Manager i ABB, som Maskinmestrenes Podcast har talt med om netop det emne.
I podcasten er han flankeret af formand for Maskinmestrenes Forening, Lars Have Hansen, for hvem energieffektivitet har været en kæphest gennem mange år. Mellem dem er der enighed om, at driften i højere grad bør blive inddraget i at finde den rigtige løsning fra start.
»Man ser tit, at det ikke er den rigtige løsning, der bliver valgt først, og det er fordi, der er den her opdeling mellem et anlægsbudget og et driftsbudget. Det skal gå op i en højere enhed, fordi der er sat så og så mange midler af, og så ser man på, hvad man kan spare på i anlægsfasen, men som driftspersonalet så ender med at skulle optimere på efterfølgende,« siger Lars Have Hansen.
En anden mulig vej frem handler om at visualisere sit energiforbrug på samme måde, som ABB har gjort det i sit nye hus i Middelfart, hvor en infoskærm i foyeren viser det aktuelle forbrug i forskellige afdelinger.
»Vi skal synliggøre vores energiforbrug. Elektromotorer står enten i en kælder, på et tag eller gemt væk i et maskinrum, hvor man ikke ser dem. Man kan se, når man skifter til LED-lys, men det helt store forbrug i Danmark er på elektromotorer, og dem ser du ikke, så de skal synliggøres, måske digitalt,« siger han.