I andet afsnit af Når verden vender – vrang og omvendt åbner Ole Fogh Kirkeby og Henrik Kronborg Olsen for den første væg i eksistensrummet: Døden.

Døden viser sig her ikke kun som afslutning, men som tærskel – en port, der kan vende os mod en ny begyndelse. Inspireret af mystikken og den vestlige filosofi spørges der: hvad vil det sige at dø fra illusioner, masker og selvbedrag – for at træde ind i et mere sandt liv?

I samtalen bliver døden en spejlflade, hvor det egentlige træder frem. Den blotlægger, at alt liv bærer døden i sig, og at netop denne nærhed giver tilværelsen tyngde, skønhed og forpligtelse.

Episoden tænker døden som transformation – et sted hvor vi kan genfødes i enkelhed og nærvær. Gennem begivenhedsfilosofi, eksistentialismen og protreptik åbnes et rum, hvor vi ikke fortrænger døden, men lader den ledsage os som livets hemmelige grund.