I andet afsnit af Når verden vender – vrang og omvendt åbner Ole Fogh Kirkeby og Henrik Kronborg Olsen for den første væg i eksistensrummet: Døden.

Døden viser sig her ikke kun som afslutning, men som tærskel – en port, der kan vende os mod en ny begyndelse. Inspireret af mystikken og den vestlige filosofi spørges der: hvad vil det sige at dø fra illusioner, masker og selvbedrag – for at træde ind i et mere sandt liv?

I samtalen bliver døden en spejlflade, hvor det egentlige træder frem. Den blotlægger, at alt liv bærer døden i sig, og at netop denne nærhed giver tilværelsen tyngde, skønhed og forpligtelse.

Episoden tænker døden som transformation – et sted hvor vi kan genfødes i enkelhed og nærvær. Gennem begivenhedsfilosofi, eksistentialismen og protreptik åbnes et rum, hvor vi ikke fortrænger døden, men lader den ledsage os som livets hemmelige grund.

Første episode i podcastserien Når verden vender – vrang og omvendt åbner med en filosofisk samtale mellem Ole Fogh Kirkeby og Henrik Kronborg Olsen.

Her åbnes der for nogle af de store eksistentielle temaer, og eksistensens oprør udfoldes som både en modstand mod præstationskulturens tomhed og en åbning mod det egentlige i menneskelivet.

Episoden dykker ned i begreber som absurditet, oprør og frihed – og skelner mellem eksistentialisme og eksistensfilosofi. Camus og Sartre bringes i dialog med antikke tænkere som Sokrates og Epiktet – og med nutidens begivenhedsfilosofi og protreptik.

Samtalen stiller spørgsmål frem for at give svar og inviterer lytteren ind i et åbent, resonant rum, hvor det absurde ikke er en afslutning – men en begyndelse til transformation.