"One small step for man, one giant leap for mankind."
Sådan sagde Neil Armstrong i 1969, da han som den første i menneskets historie tog et skridt på Månen. Nu skal vi tilbage igen, meddeler NASA på en pressekonference.
Den første succesfulde månelanding var en del af NASA missionen Apollo 11. Efterfølgende har ti andre astronauter gået på Månen i forbindelse med NASAs fem succesfulde månemissioner.
Alle missionerne foregik i perioden 1969-1972, og siden har ingen været på Månen.
NASAs nyeste måneprogram, Artemis, har planer om at ændre dette.
Artemis blev etableret i 2017 og foretog i 2022 deres første mission, Artemis I. Her blev en ubemandet raket sendt til Månen som en test.
I februar 2026 regner NASA med at være klar til for første gang i 50 år at sende et bemandet rumfartøj til Månen i missionen Artemis II, siger NASA i en pressemeddelelse.
Missionen vil ifølge NASA vare 10 dage, og astronauterne kommer til at kredse om Månen for at teste og bekræfte, at alle rumfartøjets systemer fungerer som de skal, også når der er besætning om bord.
Herudover skal turen teste hvordan astronauternes kroppe bliver påvirket af at være så langt ude i rummet. Det skal ske via vævprøver fra astronauternes blod før og efter turen, forklarer Dr. Nicky Fox, leder af NASAs videnskabelige afdeling.
"Vi vil gerne undersøge i dybden, hvordan ting som vægtløshed og stråling påvirker astronauternes kroppe. Jeg har selvfølgelig ikke tænkt mig at dissekere astronauterne, men jeg kan dissekere de her små vævprøver og virkelig se på forskellen," forklarer hun til BBC.
I midten af 2027 forventer NASA, at missionen Artemis III bliver udført. Her vil de første astronauter siden 1972 gå på månen.
Artemis-programmets formål er at skabe bemandet måneforskning med et langsigtet mål om en bæredygtig menneskelig tilstedeværelse på Månen. Det skal blandt andet bane vejen for fremtidige Mars-missioner.