Den menneskelige krop er som en maskine, hvor utallige dele - fra de mikroskopiske detaljer i vores celler til vores lemmer, øjne, lever og hjerne - er blevet samlet i ryk gennem fire milliarder års udviklingshistorie.

Men forskere undrer sig stadig over, hvorfor vi netop udviklede os til at have netop denne særlige facon. Hvorfor har mennesker for eksempel en hage, hvilket ingen andre dyr har?

Og hvorfor er menneskets testikler, i forhold til kropsvægt, tre gange større end en gorillas, men kun en femtedel af en chimpanses?

Som jeg beskriver i min nye bog The Tree of Life, leder vi stadig efter svar på mange af disse 'hvorfor'-spørgsmål. Men vi er begyndt at finde forklaringer på nogle af dem.

Evolutionens historie fortæller os, hvordan hver art er blevet til, og hvornår de forskellige dele, der udgør et levende væsen, blev føjet til 'opskriften' på arten.

Hvis vi bevæger os op ad livets træ, kan vi følge en snoet sti gennem de stadig mere specialiserede grene, som en art tilhører.

Vi mennesker tilhører hvirveldyrene, der udviklede sig fra hvirvelløse dyr, og vi hører til primaterne, der udviklede sig fra tidlige pattedyr - og så videre.

De grupper af arter, vi deler hver af disse grene med, afslører, i hvilken rækkefølge vores kropsdele opstod.

En krop og en tarm (opfindelser fra dyregrenen) må være kommet før rygrad og lemmer (grenen med hvirveldyr); mælk og hår (pattedyr) kom før fingernegle (primater).

Der findes en metode til at undersøge, hvorfor vi overhovedet udviklede disse kropsdele, men den virker kun, hvis det pågældende træk eller egenskab er opstået mere end én gang på forskellige grene af livets træ.

Denne gentagne evolution kaldes konvergens. Det kan være frustrerende for biologer, fordi det forvirrer vores forståelse af, hvordan arter er beslægtede.

Svaler og mursejlere blev for eksempel tidligere betragtet som nært beslægtede. Men både DNA-analyser og skeletstudier afslører, at svaler faktisk er tættere beslægtet med ugler end med mursejlere.

Men konvergent evolution bliver nyttig, når vi ser den som en slags naturligt eksperiment. Testikelstørrelsen hos primater er et klassisk eksempel.

Guerezaen (Colobus guereza) og voksne toupémakak-hanner (Macaca radiata) er omtrent lige store, men ligesom chimpanser, mennesker og gorillaer har disse ellers ret ens aber vidt forskellige testikler.

Kappeguerezaens testikler vejer kun 3 gram, mens makakkens testikler vejer hele 48 gram.

Man kunne forestille sig flere plausible forklaringer på forskellen i testikelstørrelse. Store testikler er måske som påfuglens hale - ikke nødvendigvis nyttige, men måske finder hunnerne dem tiltrækkende.

Den mest sandsynlige forklaring handler dog om deres parringsadfærd. En han-kappeguereza kæmper intenst for adgang til et harem af hunner, som kun parrer sig med ham.

Makakker lever derimod i fredelige blandede grupper på omkring 30 individer og har en mere åben tilgang til kærlighed, hvor alle parrer sig nærmest på kryds og tværs: hanner med flere hunner (polygami) og hunner med flere hanner (polyandri).

Kappeguereza-hannen med sit harem kan nøjes med at producere et minimum af sædceller: Hvis en enkelt dråbe er nok til at lave en baby, hvorfor så producere mere?

For en han-makak foregår konkurrencen om at reproducere sig som en kamp mellem hans sædceller og sædcellerne fra de andre hanner, der har parret sig før eller efter ham.

En han-makak med store testikler kan producere flere sædceller og har dermed større chance for at videregive sine gener.

Det er en logisk forklaring på forskellen i testikelstørrelse - men passer den? Her kommer konvergent evolution ind i billedet.

Når vi ser på tværs af hele pattedyrsgrenen på livets træ, finder vi mange grupper af pattedyr, der har udviklet testikler i vidt forskellige størrelser. I næsten alle disse uafhængige tilfælde ser vi, at store testikler konsekvent findes hos arter med promiskuøs adfærd, mens små testikler typisk ses hos monogame arter.

En gorillahan med små testikler har eneret ti...