MESTER - magasinet om godt håndværk i hovedstaden

Solen skinner fra en skyfri himmel ned på gokartbanen i Albertslund, hvor eleverne fra 7. klasse på en københavnsk skole drøner op ad langsiden. Motorlyden blander sig med de entusiastiske tidtagere på sidelinjen. Det kunne ligne en fridag, men det er en seriøs skoledag med fokus på naturvidenskab, motorer og mekanikeruddannelsen.

Sølvsmed Michael Weihes yndlingsværktøj er en optrækningshammer, som han har arvet efter sin far. I det hele taget er hans værksted fyldt op med hammere – dem kan man ikke få nok af, når man er sølvsmed.

Sølvsmed Michael Weihes yndlingsværktøj er en optrækningshammer, som han har arvet efter sin far. I det hele taget er hans værksted fyldt op med hammere – dem kan man ikke få nok af, når man er sølvsmed.

”Jeg kan sy en brudekjole med de her få stykker værktøj. Faktisk kan jeg godt undvære målebåndet, hvis det er,” starter skræddermester Julie Jespersen, som hovedsageligt syr couture – galla- og brudekjoler – i sit værksted på Frederiksberg. Julie designer og syr også egne kollektioner og accessories.

Det at samle sig i et laug går mange år tilbage. Faktisk helt tilbage til 1275, hvor Skrædderlauget blev godkendt af biskoppen over København. Senere er det kongen, der giver laugene privilegier og godkender deres skrå, det vil sige de bestemmelser, der er rammerne for et laug.

Vi har besøgt Københavns Museum, hvor museumsinspektør Jakob Ingemann Parby viser rundt.

Det at samle sig i et laug går mange år tilbage. Faktisk helt tilbage til 1275, hvor Skrædderlauget blev godkendt af biskoppen over København. Senere er det kongen, der giver laugene privilegier og godkender deres skrå, det vil sige de bestemmelser, der er rammerne for et laug.

Godt håndværk gør en forskel og skaber livsglæde hos den enkelte kunde, og værdi i samfundet. Hvad enten det er udskiftning af et toilet, et elegant smykke, godt bagværk eller, som i dette tilfælde, en smukt nymalet dør.

Henrik Nygaard Svensson har fundet værktøjskassen frem, men hans yndlingsværktøj ligger faktisk slet ikke der. Det ligger i stedet trygt og godt i bukselommen, lige ved hånden.

Håndbogbinder Klara Kölqvists yndlingsværktøj er hendes falseben og falsehammer. Falsehammeren bruges til at banke fals på bogen, og falsebenet bruges efterfølgende til at forme bogens fals og kapitæler.

Det var romerne (de er skøre, de romere), der for mere end 2.000 år siden begyndte at bruge glasruder i deres huse og andre bygninger. Fra 1200-tallet og frem vandt glasruder – og dermed glarmesterens arbejde - udbredelse i Danmark og resten af verden. Først i kirkerne; fra omkring 1500-tallet også i private huse og frem til i dag, hvor glas indgår som facadeelementer i såvel bolig- som erhvervsbyggeri. De første vinduesglas var mundblæste, men i takt med industrialiseringen i sidste del af 1800-tallet blev glassene først maskinblæste, senere trukket og i dag produceres glas efter float-metoden.
Så kort kunne man skrive vinduesglassets og glarmesterens historie. Men det er både kedeligt og langt fra dækkende. Så her følger en lidt længere fortælling.