Mikkel Krause Frantzen: »Det gør mig vred, når en forfatter så åbenlyst spekulerer i sin egen lidelse«

Forlagenes udgivelseskataloger foråret 2021 bugner med bøger der spekulerer i bøger om personlige tab og kriser. Der satses på bøger som rummer forfatterens egen traumatiske og dybt personlige historie. Forlagene spekulerer i genren. Det mener Politikens anmelder Mikkel Krause Frantzen, og det synspunkt er han ikke alene med. Her i avisen skrev han for nylig: »Der lægges mere og mere vægt på, at den bog, man har i hænderne, er skrevet af en forfatter, der har en personlig historie, som har oplevet og erfaret noget, hvad som helst, men gerne noget traumatisk, og nu skriver om det, helt umiddelbart og uden formelle svinkeærinder, råt for usødet«. Krause Frantzen uddyber sit synspunkt i den seneste udgave af Bogfolk, der ser nærmere på en lang række forfattere. »Det gør mig vred når en forfatter så åbenlyst spekulerer i sin egen lidelse«, siger han f.eks. om Leonora Christina Skov, der er aktuel med ’Hvis vi ikke taler om det’. »Det lyder ufølsomt, men det er helt tydeligt når man læser interviews og alt det der omgiver værket, at det er en forfatter der ved hvad hun laver og gerne vil sælge bøger og som også har et meget klart projekt, som man jo så må bedømme på det projekts præmisser«. Mikkel Krause Frantzen er postdoc ved Københavns Universitet, forfatter til en lang række fagbøger, blandt ’Going nowhere slow’ om depression i litteraturen. Han understreger, at nogle af de vigtigste og bedste bøger, der er kommet på dansk i nyere tid, netop drejer sig om sorg og, ikke mindst, psykisk sygdom, men det gør det ikke mindre vigtigt at være kritisk over for selve genren, mener han. »Jeg synes, det ekstremt vigtigt, at vi gør det mindre skamfuldt at skrive om sin egen lidelse og diagnose, men vi er også nødt til at forholde os kritisk til den slags litteratur«. Du kan høre hele samtalen i playeren ovenfor.