Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Mysteriet bag Europas største jordskælv kan hjælpe med at forudsige fremtidens katastrofer


Listen Later

En efterårsmorgen i Lissabon i Portugal 1. november 1755 ramte det største jordskælv, der nogensinde er registreret i Europa. Det målte 8,6 på richerskalaen og vurderes at have taget livet af op mod 60.000 mennesker.
Nu har forskere fra University of Lisbon identificeret et seismisk fænomen, som formodes at være årsagen til det voldsomme jordskælv, skriver The Independent.
Et stykke tektonisk plade, der er en del af jordskorpens yderste lag kaldet lithosfæren, sank formentlig længere ned i havbunden under Atlanterhavet i et område ved Den Iberiske Halvø, og det kan have skabt jordskælvet.
Fænomenet, hvor en del af den tektoniske plade adskilles fra lithosfæren og synker ned i Jordens kappe, er i forvejen kendt for at skabe seismiske hændelser.
Men det er tidligere kun blevet dokumenteret på kontinenter, og man har troet, at den oceaniske lithosfære, også kaldet oceanbundsplader, var tilpas rigid til at modstå fænomenet.
Forskernes opdagelse har ført til publiceringen af en videnskabelig artikel i tidsskriftet Nature Geoscience, og forskningen fører til en bedre mulighed for at kunne spå om fremtidens jordskælvsrisiko i Europa.
Forskerne brugte i undersøgelsen blandt andet særlige teknikker til at kortlægge jordskælv for at forstå Jordens struktur på store dybder.
Ud fra de undersøgelser kunne forskerne konstruere en detaljeret model af seismiske bølgebevægelser, der løber fra området mellem Jordens skorpe og kappe til dybder på 800 kilometer.
Der opdagede de et område på 250 kilometers dybde, hvor de seismiske bølger kunne bevæge sig hurtigere.
Det område lå under Horseshoe Abyssal Plain - den sydvestlige region af Den Iberiske Halvø, mellem den afrikanske og eurasiske plade.
Området er kendt for sin seismiske aktivitet, til trods for at forskere ikke har fundet åbenlyse tegn på overfladen, såsom undersøiske bjerge eller snoede landskaber.
Forskernes undersøgelser af de dybereliggende lag peger imidlertid på, at en del af oceanbundspladen synker ned i Jordens kappe og skaber nye forkastninger.
Det kan være forklaringen på, hvorfor jordskælvet i Lissabon i 1755 og et andet stort jordskælv i San Vincenzo i 1969 skete.
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk