Denne Gnags-tekst fra 1989, er nr. 127 i Højskolesangbogen. Sangen er skrevet af Peter A.G. Nielsen og udgivet på albummet Mister Swing King.

Jeg valgte at recitere teksten med en gammelmands-stemme. Kald det bare kreativ frihed, men jeg syntes der gemte sig et smukt poetisk lag, ved at lade fortælleren være en ældre herre. For, hvornår er man egentligt gammel? Er det en objektiv alder? Er det baseret på udseende? På pensionsalder? Eller måske - som denne version hinter til - er man først gammel, når man ser sig selv som sådan.

Når jeg bli'r gammel

1. Når jeg bli’r gammel, ja,
så vil jeg sidde på en bænk,
der hvor havet slår ind over molen
og ta’ mod duglette perlestænk
af hav når det glitrer i solen.
Når jeg bli’r gammel, (uh)
skal bugten være så fuld af liv.
Der hvor havet slår ind
at du kan fange det li’så let
som en dreng med et net på en bambuspind.

2. Når jeg bli’r gammel, ja,
så vil jeg sidde på en bænk,
der hvor havet slår ind over molen
og spise mandler med myntestænk
og æbler med lommekniv i solen.
Når jeg bli’r gammel, (uh)
skal byen være så fuld af liv.
Der hvor solen går ned,
for intet liv gemmes væk
for at forsvinde helt alene med sin ensomhed.

3. Når jeg bli’r gammel, ja,
så vil jeg sidde på en bar,
der hvor havet slår ind over molen
og dele rødvin og memoirer
med de andre gamle i solen.
Når jeg bli’r gammel, (uh)
skal byen kende til kærligheden.
Der hvor solen går ned,
der er et lys der rækker helt ind til land
på den anden side af ensomheden.
||: Når jeg bli’r gammel – så’ du gammel selv. :||