Videnskab.dk - Automatisk oplæsning

Når unge danskere indlægges med kramper, skyldes det ofte opioider


Listen Later

Det er tilsyneladende ikke kun i USA, at der er problemer med opioider.
Det smertestillende lægemiddel tramadol, der kan udløse kramper, hvis det tages i for høje doser, står nemlig bag en stor del af alle indlæggelser blandt unge med kramper på akutmodtagelsen på Aarhus Universitetshospital, skriver Aarhus Universitet i en pressemeddelelse.
Det sker på baggrund af et nyt studie publiceret i tidsskriftet Danish Medical Journal.
I studiet, der bygger på patientjournaler gennem en to-årig periode mellem 2021-2022, fremgår det, at 62 ud af 352 kramperelaterede indlæggelser blandt patienter mellem 15 og 30 år skyldes det afhængighedsskabende lægemiddel tramadol. Det svarer til 17,7 procent.
"Når over en sjettedel af indlæggelserne med kramper blandt unge skyldes tramadol, så er det et problem for både de unge og for sundhedsvæsenet," siger læge, ph.d.-studerende og en af studiets forfattere Anders Valentin Abildgaard Nielsen i pressemeddelelsen.
Eftersom læger ikke kan tvinge patienter til at aflevere en urinprøve til analyse, stammer oplysningerne om tramadol-indtaget fra patienterne selv. Eksempelvis som en indrømmelse, når de skal undersøges for hjernesvulster og epilepsi og får at vide, at de ikke må køre i bil.
"De indlæggelser, som kunne være undgået, belaster de i forvejen knappe ressourcer hos akutafdelingen, røntgenafdelingen og neurologerne. Men det er også en tragedie for de unge, som desværre typisk ikke er interesserede i at komme i misbrugsbehandling. De går ud ad døren igen, når vi har identificeret den udløsende årsag."
Næsten alle de unge, som i den undersøgte periode blev indlagt med tramadol-udløste kramper, var mænd, hvoraf blot tre procent af dem havde recept på tramadol.
Sideløbende cannabisforbrug blev rapporteret ved 40 procent af indlæggelserne, ligesom 12 ud af 41 patienter stod for over halvdelen af indlæggelserne, fremgår det af pressemeddelelsen.
"Det indikerer, at indtagelsen skyldes et ønske om at opnå en rus eller selvmedicinering, og det viser en betydelig risiko for genindlæggelse," afslutter Anders Valentin Abildgaard Nielsen i pressemeddelelsen.
...more
View all episodesView all episodes
Download on the App Store

Videnskab.dk - Automatisk oplæsningBy Videnskab.dk