Man trapper ud af antipsykotisk medicin. Bliver psykotisk. Og psykosen bruges som bevis for, at man ikke skal trappe ud.

Nu skal vi tale antipsykotika.

Eller såkaldt antipsykotika. For der er ikke noget specifikt anti-psykotisk over dem. De dæmper hele systemet – og dermed også de tanker, følelser og reaktioner, vi kalder psykotiske.

Som ved antidepressiva og benzodiazepiner tilpasser hjernen sig medicinen. Derfor kan en for hurtig udtrapning – inklusive den, retningslinjerne anbefaler – udløse alvorlige abstinenser og i værste fald abstinenspsykose. Dosis bør reduceres langsomt og hyperbolsk.

Men der er en vigtig forskel.

Antipsykotika gives til mennesker i nogle af de mest voldsomme og sårbare tilstande, vi kender. Alligevel forstås psykoser næsten altid som sygdom – ikke som reaktioner på traumer, overgreb, ekstrem belastning eller søvnmangel.

Derfor bliver medicinen og den forfærdelige ”psykoedukation” ofte hele behandlingen. Men den går ikke, for medicinen løser jo ikke det, der førte til psykosen. Den lægger låg på det. Når låget fjernes, kan det, der aldrig blev forstået eller behandlet, selvfølgelig vende tilbage.

Reelle tilbagefald er derfor en del af den medicinske behandling. Ikke bevis på en kronisk hjernesygdom, men en konsekvens af, at medicinen undertrykte reaktionen uden at løse det, der skabte den.

Derfor bør psykoterapi og traumebevidsthed være en central del af enhver udtrapning af antipsykotika. Ellers kan det gå galt, selv ved den langsomste udtrapning.

Men. En for hurtig udtrapning kan også i sig selv udløse abstinenspsykose. Og hvis man ikke kan skelne mellem abstinenser og reelt tilbagefald, opstår den perfekte psykiatriske rundkørsel:

Man trapper for hurtigt ud.

Man bliver psykotisk.

Psykosen kaldes tilbagefald.

Og ”tilbagefaldet” bruges som bevis for, at man aldrig skulle have trappet ud.

Det er sket for Asbjørn. To gange. Først efter et brat stop og siden efter psykiatriens egen, meget hurtige udtrapningsplan. Nu gør han det anderledes. Han har halveret sin dosis langsomt og forsigtigt, fået mere energi og initiativ og er begyndt at få sit liv tilbage. På medicinen sov han op mod 12–16 timer i døgnet og var tæt på at søge førtidspension.

I dagens podcast taler vi om hans tre psykoser, de to fejlslagne udtrapninger og den nye vej ud. Om søvnens enorme betydning. Om det, der ligger bag en psykose. Og om et system, hvor ønsket om at bestemme over sin egen vej let bliver gjort til manglende sygdomserkendelse.

Asbjørn er ved at genvinde tilliden til sine egne signaler, sin dømmekraft og sit liv. Og jeg er med ham hele vejen!

Når en traumereaktion bliver forstået som manipulation, dramatik eller splitting, reagerer personalet let med korrektion, afstand og kontrol.

Når den samme reaktion forstås som et forsøg på at beskytte sig mod noget, der engang var overvældende og farligt, åbner det for en helt anden måde at møde mennesket på.
En diagnose er et filter. Og borderline-diagnosen er nok en af de værste at få klæbet på sig.

Det har Sara oplevet. Sara fortæller i dagens podcast om sine år som fejldiagnosticeret på bosted. Om at søge hjælp og i stedet opleve, at hendes følelser, grænser og virkelighed igen og igen blev gjort til symptomer:

"Hvis du bliver vred, kan du ikke mentalisere. Hvis du protesterer, splitter du. Hvis du fortæller, at nogen har overskredet dine grænser, har du måske bare misforstået situationen. Og hvis du fortsat er ked af det, efter at personalet har forklaret, hvorfor du ikke burde være det, er det et tegn på at du er dum.”

Det er en voldsom samtale. Sara retter en hård kritik mod de bosteder og medarbejdere, hun har mødt, og fortæller om nedværdigende forhold, der kunne være taget direkte ud af et afsnit af Operation X:

”Toiletpapiret er låst inde. Jeg banker på kontordøren og beder om at få udleveret en rulle toiletpapir, mens jeg prøver at holde på min afføring. Hvad er det meningen, jeg skal lære af det? Efter en ansat klaskede mig i røven, indførte de regler imod at give mig kram. Når jeg græd, sagde de: ’Du har ikke krav på kram.’ De oplever min hjælpesøgende adfærd som mangel på respekt for deres ret til at bestemme. De prøvede at anmelde mig. Det kunne de ikke. Nu prøver de at anmelde min medbeboer. Vi har ikke gjort andet end at bede om hjælp. Personalet bruger polititrusler til at regulere deres følelser og opnå kontrol over os. De kan ikke andet.”

Mange af de mønstre, Sara beskriver, bunder i manglende viden om traumer. Simpelthen.

Og de kan forandres.

Men det kræver, at traumeforståelsen ikke alene bæres af enkelte ildsjæle. Hele organisationen – fra ledelsen til den enkelte medarbejder – må have en fælles forståelsesramme og et fælles sprog for, hvad traumer gør ved mennesker, deres relationer og nervesystemer. Og personalet skal have konkrete redskaber til at omsætte forståelsen til praksis, når en situation bliver svær.

Det er netop formålet med TraumeBevidst Tilgang, TBT, som heldigvis bliver implementeret i flere og flere organisationer i Danmark. Mere af det, tak!

For Saras oplevelser behøver ikke gentage sig.

Hvis du ikke får en ubændig lyst – næh, en trang – til at tage ud i naturen efter at have hørt dette afsnit af podcasten med Simon Høegmark, så ved jeg snart ikke.

Det gjorde jeg i hvert fald. Og netop forestillingen om, at naturen er noget, vi kan >tage ud i< for derefter at vende tilbage til vores egentlig liv i byerne og inden døre, blev et af samtalens emner.

For det er egentlig en fjollet tanke, at vi er adskilt fra naturen. Vi er natur, som en af Simons bøger også hedder. Vores kroppe og sind er stadig indrettet efter naturens rytmer, lys, lyde, former og årstider, selvom vi har bygget en tilværelse, hvor vi langt hen ad vejen kan ignorere dem.

Og det gør vi så. Ignorerer dem. Det koster, men ofte uden vi forstår hvordan. Det gør Simon, og i denne samtale indvier han os i det. Det er fascinerende, at naturens betydning for vores psykiske og fysiske helbred er et selvstændigt og bundseriøst forskningsfelt. For det er det.

Behøver man så den store vandretur til Sverige og blive ét med skoven? Nej. Det kan også være så enkelt som at sætte sig i en have eller park et kvarter om dagen. Uden telefon eller musik. Og uden at arbejde imens. (Desværre, Anders ). Uden engang at gøre det til et projekt, at man nu absolut skal slappe af.

For har man levet længe i højt tempo, kan stilheden faktisk være ubehagelig i begyndelsen. Kroppen – inklusive min egen – skal nogle gange lære pausen igen. Det er ikke altid rart. Faktisk kan det være ekstremt ubehageligt, når nervesystemet fortsætter i højt gear, mens man bare sidder dér. Men det virker.

Samtalen blev lige dele jordnær, videnskabelig, filosofisk og dejligt levende. Og ja: Jeg gik direkte ud i haven bagefter.

Da Laurits var 12 år, kunne han finde på at køre frem og tilbage over det samme hul i vejen igen og igen.

For hvis han gjorde det det rigtige antal gange, ville pigen, han var forelsket i, måske kunne lide ham.

Hvis hans mor var forsinket på vej hjem, kunne han holde hende i live ved at udføre bestemte ritualer.

Han vidste godt, at det ikke gav mening... Men hvad nu hvis?

Sådan begyndte det, der senere fik navnet OCD.

I dag er Laurits digter og forfatter, og i næste uge udkommer hans nye bog Hey Guys Hey Guys.

I dette afsnit af podcastet fortæller han usædvanligt åbent om, hvordan tvangstankerne og ritualerne langsomt kom til at fylde mere og mere, og om de år, hvor det hele til sidst væltede.

Vi kommer også omkring alkohol og selvmedicinering, selvmordstanker og to voldsomme møder med psykiatrien. Om at blive udskrevet til ingenting, uden sikkerhedsnet. Og om den vrede mod systemet, som i dag driver en del af hans arbejde.

Når man hører Laurits fortælle, bliver det tydeligt, at OCD'en ikke opstod ud af det blå. Den voksede frem af noget, der gav mening: usikkerhed, et behov for kontrol, et ønske om at høre til og et forsøg på at forhindre noget smertefuldt i at ske.

Det, der senere blev et enormt problem, begyndte som et forsøg på at løse et problem. Og sådan er det ofte, hvis ikke altid, med psykisk lidelse

I dag siger Laurits, at han stadig kan have dage, hvor hovedet spiraler, og alting bliver sort. Forskellen er, at han ikke længere går alene med det.

Han taler om det. Han skriver om det.

Og i dette afsnit fortæller han historien.

Vi taler så meget om diagnoser. Jeg vil hellere tale med mennesker, der har dem.
Derfor er jeg så taknemmelig for alle dem, der tager turen forbi mit studie på Christianshavn og deler deres erfaringer med mig. Jeg lærer noget af hver eneste samtale i podcasten. Det håber jeg også, du gør.
Forleden var det Nicoline Qvortrup. Emnet var ADHD og den både lettelse og forvirring, de fire bogstaver kan give.
Det, der gjorde størst indtryk på mig, var Nicolines beskrivelse af at have brugt et helt liv på at forsøge at blive "normal". For så en dag, langt om længe, at opgive det projekt og i stedet begynde at lede efter de rammer, hvor hendes anderledeshed – som vi i øvrigt blev enige om ikke er et negativt ord – ikke bare bliver accepteret, men faktisk kan blive en styrke.
For den anden side af den historie er selvfølgelig, hvor ondt det gør, når man endnu ikke har fundet de rammer, hvor man trives, og bliver ved med at forsøge at presse sig ind i en form, man aldrig har passet ind i.
Og vi kom vidt omkring. Diagnoser, identitet, medicin (som Nicoline i dag er ude af), kreativitet, opvækst, kampsport, technofester, raves og mine tennissokker.
God fornøjelse.

Hvem må egentlig mene noget om traumer?
Evaloa Schou har skrevet en bog om traumer. Den er fantastisk.
Bogen har også startet en hed debat i kommentarfelterne. For Evaloa er hverken psykolog eller akademiker, men kropsterapeut. Og ”må man så mene noget om traumer?” lyder ”kritikken”.
Den ”kritik” mindede mig om modtagelsen af min egen bog for to år siden. Dengang handlede debatten heller ikke så meget om, hvad der faktisk stod i bogen, men om, hvorvidt en psykolog nu måtte mene noget om psykofarmaka og udtrapning.
Så i torsdags skrev jeg til Evaloa. I fredags mødtes vi i mit podcaststudie på Christianshavn. Og i dag udkommer afsnittet.
Det blev en samtale om de etablerede systemers blinde vinkler og om, hvordan vi kan forstå, at det kan vække så voldsom modstand i fagfolk, når mennesker uden de ”rigtige” titler bevæger sig ind på et fagområde og udfordrer den etablerede forståelse.
Og her synes jeg faktisk, min egen fagstand skal passe på.
For så længe vi psykologer lefler for psykiatrien og bevæger os længere og længere i retning af at forstå mennesker gennem diagnoser, kognitive modeller og firkantet naturvidenskab, skal vi måske være varsomme med at kritisere kropsterapeuter og andre for at bevæge sig ind på ”vores område”.
Faktisk håber jeg, at flere som Evaloa vil gøre det. For vi kan altså ikke først glemme kroppen og derefter blive fornærmede, når andre kommer og minder os om den.
Og nåh ja, Evaloas bog er strøget direkte ind på bestsellerlisten og allerede efter få måneder udkommet i fjerde oplag. Noget, jeg selv kun kunne drømme om 😄.

Hvad nu, hvis noget af det, der holder mennesker fast i psykisk lidelse, er det sprog, vi bruger til at forstå den?

For sproget er alt andet end neutralt. Hvis vi lærer mennesker, at deres lidelse først og fremmest er et symptom på en sygdom, begynder de måske også at se sig selv gennem de briller. Og så bliver det altså svært at være nysgerrig på det, man mærker og oplever. Den nysgerrighed, som vi i psykoterapien og traumeterapien sådan forsøger at vække i vores klienter.

Hvis vi i stedet for at sygeliggøre hjælper folk med at forstå deres "symptomer" som menneskelige reaktioner på noget, der opstår i kontekst og sammenhæng, åbner vi for spørgsmål som Hvad er der sket? Hvad kæmper du med? Hvad giver mening i det, du oplever?

Jeg tror fuldt og fast på, at vejen ud af psykisk lidelse går igennem den, ikke uden om den. At vi er nødt til at forstå den, før vi kan bevæge os videre fra den. Og hvis vi springer det led over, går det galt.

Det er nu engang terapeutens opgave at hjælpe mennesker med at være nysgerrige på det, der gør ondt, fremfor at få det til at forsvinde. For det projekt har vi prøvet siden 1950’erne, da den moderne biologiske psykiatri brød frem, uden den store succes.

I dag udkommer en ny episode af podcasten med filosof Sofie Zander, som sidste år skrev en fremragende kronik i Berlingske med titlen: "Psykiatrien har brug for filosofi: Vi skal lære at tale om lidelse uden diagnoser."

Sofie tager rundt i landet og holder filosofiske samtaler med mennesker om ensomhed, angst, skam og andre svære sider af det at være menneske. Hun skaber hum, hvor mennesker kan undersøge store spørgsmål om livet uden at bruge diagnostiske termer.

Og tak for det! Jeg var straks fan. For nylig havde jeg derfor fornøjelsen af en længere og til tider nørdet samtale med Sofie om sprogets betydning i psykiatrien.

Stop med at håndtere børns adfærd. Begynd at forstå den.

I Carolines journal står, at hun som barn fik "raserianfald ud af det blå".

Men når Caroline ser tilbage i dag, var de ikke ud af det blå.

Tværtimod.

Alt for mange voksne forsøgte at håndtere hendes reaktioner.

Alt for få forsøgte at forstå dem.

De kom i en børnehave, der føltes overvældende; en skole, hun græd ved synet af; og et liv, hvor hun konstant forsøgte at forstå, hvad andre forventede af hende.

Det udløste en autismediagnose, som på den ene side gav mening og på den anden blev begyndelsen på fortællingen om, at der var noget grundlæggende galt med hende.

Senere fulgte selvskade, spiseforstyrrelse og møder med en psykiatri, som virkede mere optaget af at håndtere symptomerne end af at forstå, hvad de forsøgte at fortælle.

Hør Caroline fortælle om diagnoser, identitet, maskering, selvskade, spiseforstyrrelser og følelsen af at være forkert.

Hør også, hvad der sker med et menneske, når ingen rigtig hjælper én med at forstå sin egen historie.

Og hvordan man alligevel kan finde vejen gennem den – blandt andet gennem kunst og sang.

Da Lærke begyndte at selvskade som 14-årig, var det ikke fordi hun ønskede at skade sig selv.
Det var fordi det virkede.
Mobning, overgreb, skyld, skam og et konstant alarmberedskab havde skabt så meget indre uro, at selvskade blev den måde, hun fandt ro på.
Hvis man ikke selv har prøvet det, kan det måske virke underligt - men som med alle "psykiatriske symptomer" forsvinder mystikken, når man forstår konteksten. Altid.
Selvskaden var nemlig en strategi til at komme igennem noget, som var blevet for svært at bære alene.
I denne episode af podcasten fortæller Lærke sin historie. Den historie, som får selvskaden til at give fuldstændig mening. Om årene med mobning. Om hvordan hun lærte at tro, at der måtte være noget galt med hende. Om at gå med det hele alene.
Om mødet med den danske psykiatri, som trods gode intentioner gjorde ondt værre.
Om udredninger, der på klassisk psykiatrisk vis handlede om alt andet end den mobning og de overgreb og det konstant aktive alarmberedskab som var problemets kerne.
Om at blive undersøgt for ADHD, få en personlighedsforstyrrelsesdiagnose og bruge år i systemet uden at opleve det eneste spørgsmål, der i virkeligheden gav mening at starte med:
Hvad var der sket med hende?
Så, det spurgte jeg Lærke om for tændte kameraer.

I dette afsnit taler jeg med Flora Melchiorsen om forholdet mellem krop, nervesystem, følelser og terapi; og om hvorfor så mange mennesker i dag er blevet fremmede for deres egne indre oplevelser.

Vi taler blandt andet om:

– hvorfor terapi og mindfulness nogle gange bliver “for kognitivt”
– hvorfor angst og kropslige symptomer ikke nødvendigvis er farlige
– hvordan kroppen ofte reagerer logisk på et liv, der har været for meget
– hvorfor mange mennesker analyserer deres følelser i stedet for at mærke dem
– hvordan tidlige erfaringer kan sætte sig som kropslige og følelsesmæssige aftryk
– og hvorfor healing måske handler mindre om at fixe sig selv — og mere om at forstå og møde sig selv anderledes

Samtalen bevæger sig gennem mindfulness, nervesystemet, traumer, compassion, kropsfornemmelse, relationer og det moderne samfunds tendens til at gøre menneskelige reaktioner til symptomer og fejl.

Et afsnit om kroppen som noget mere end biologi — og om hvorfor mange af vores reaktioner måske giver langt mere mening, end vi tror.