Midt i det sydfynske landskab ligger Rødme Svinehaver – et sted hvor jorden gemmer på historier fra både is, ler og liv. Her har istidens kræfter formet bakkerne, og under vores fødder ligger sporene fra de gamle teglværker, der engang hentede deres ler netop her.

I dag er Rødme Svinehaver et af geoparkens mest sjældne naturområder – et overdrev, hvor snoen soler sig på varme sten, engmyrerne bygger deres små tårne, og hvor vokshatte lyser som konfetti i græsset, når efteråret falder på.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne tager vi med biolog og naturvejleder Tue ud i landskabet for at forstå, hvordan jordens dybe historie hænger sammen med livets skrøbelige mangfoldighed. For her mødes geologi og biologi i et fint væv – og i hver tue, hver myretue, hvert strå gemmer der sig en fortælling om tid, forandring og forbundethed.

Stenene i Øhavet har aldrig bare været sten. For sejlere var de en trussel, skjulte skær der kunne knuse et skib. For kystens folk var de en ressource revet op fra havet og sejlet bort som det perfekte byggemateriale. Men hvad sker der, når naturens grundsten forsvinder?

Tag bare stenene ved Ærøskøbing Havn. Mange af dem begyndte deres rejse på Drejø, hvor de engang lå som en del af et levende rev under overfladen. Forestil dig gamle pramme, der sank tungt i vandet, læsset med sten, mens revene langsomt gik i opløsning.

I dette afsnit af Noget Mellem Øerne ringer vi til marinbiolog Mikkel Kehler Villadsen fra Aquamind, som netop er kommet op fra et dyk ved Madsens Rev vest for Drejø. Han har ledt efter et gammelt stenrev. Men er det der endnu? Og findes der stadig liv omkring det?

Samtalen folder sig ud fra ét rev til hele Øhavets skrøbelige balance. Om iltsvind, fiskeri og muslingebanker. Men også om håb. For havet kan hele sig selv, hvis vi hjælper til. Og når vi handler sammen, kan stenrev og økosystemer - måske - genopstå.

UNESCO blev født af krigens ruiner som et fredsprojekt – med den enkle idé, at fred må begynde i menneskers sind. At Svendborg i dag huser en FN-forpost midt i det sydfynske øhav, er derfor noget ganske særligt.

I dette afsnit af Noget mellem øerne følger vi trådene fra Paris’ marmorvægge til de sydfynske kyster og ser, hvordan geoparker er blevet en del af et globalt fredsarbejde. 

Vi taler om jordens ældste sten, om ydmyghed og ansvar – og om, hvordan en lille by ved Øhavet kan være med til at bygge fred. Ikke bare mellem mennesker, men med selve planeten.

Øhavet er formet af havet men også af de mennesker, der i århundreder har levet af at sejle på det. I dette afsnit af Noget Mellem Øerne dykker vi ned i den maritime kulturarv: fra de klinkbyggede både, der nu er på UNESCOs verdensarvsliste, til smakkejollerne, som engang var øhavets folkevogn.

Vi fortæller om værfter og søfart, om smuglere og fiskere, og om den viden og håndværkstradition, der stadig lever i træ, tovværk og gamle havne. For historien om øernes både er ikke kun fortid. Den er en levende forbindelse mellem landskab, kultur og mennesker.

Vi er tilbage i lasten på Fortuna, hvor lyden af havet og en svag gyngen minder os om, at alt her hænger sammen med vandet. Denne gang rejser vi 15.000 år tilbage – til et landskab uden hav, men med tundra, rensdyrflokke og de første spor af mennesker ved Ommel på Ærø. Flintstykker, formet af hænder, bliver til små tidsmaskiner i vores hænder, og vi ser, hvordan bopladserne gennem årtusinder måtte flytte sig højere op, mens havet langsomt men sikkert slugte skovene og dannede Det Sydfynske Øhav.

Fortællingen om istidens slutning, de skiftende klima-rytmers varme og kulde, og de naturlige dæmninger, der i tusinder af år beskyttede landskabet, bliver til en levende baggrund for spørgsmålet: Hvordan oplevede de første øboere, at verden under dem forsvandt i vand?

Og ligesom dengang er havet i bevægelse i dag. Stormfloden i 2023 viser, at Øhavet stadig er et landskab i forandring. En mini-Atlantis, hvor fortidens tilpasninger peger direkte ind i vores egen fremtid.

Kom med 50.000 år tilbage i tiden – til en kold sommerdag på toppen af Egebjerg Bakker. Her er der ingen hav, ingen skove – kun tundra, sten og is, og i horisonten trasker en flok mammutter forbi. Sammen udforsker vi, hvordan ismasserne under den seneste istid formede det sydfynske landskab, hvorfor der ligger sten overalt i jorden, og hvordan floder af smeltevand blev til nutidens sejlrender. Vi åbner en kasse fyldt med istids-souvenirs, ser på glimtende kinadiabasesten fra Sverige og taler om de kosmiske kræfter, der styrer jordens klima i rytmer på 100.000 år. Og vi spørger: hvad kan vi lære af istidens landskaber, når vi taler om klimaforandringer i dag?